Carbapenemer: Hvad er de? Antibiotika, virkning og resistens

Carbapenemer: Læs om disse "sidste udvej"-antibiotika, deres virkemåde, truslen fra carbapenem-resistente bakterier og konsekvenserne for behandling og folkesundhed.

Carbapenemer er en gruppe bredspektrede antibiotika i beta‑laktamfamilien, som virker mod mange gram‑positive og gram‑negative bakterier. De er kemisk opbygget, så deres beta‑laktamring er vanskeligere for bakterielle enzymer at nedbryde, hvilket gjorde dem særligt værdifulde ved behandling af komplekse og alvorlige infektioner. De første carbapenemer blev udviklet på grundlag af et naturligt produkt fra Streptomyces cattleya.

Hvordan virker carbapenemer?

Carbapenemer hæmmer bakteriens cellevægsdannelse ved at binde til penicillin‑bindingsproteinernes (PBP) aktive centre og dermed blokere krydsbindingen af peptidoglykan. Resultatet er ødelæggelse af cellevæggen og bakteriedød (baktericid virkning). Deres brede aktivitet skyldes både høj affinitet for flere PBP‑typer og relativ modstandsdygtighed over for mange klassiske beta‑laktamaser.

Klinisk betydning og anvendelse

Carbapenemer regnes ofte som "sidste udvej‑antibiotika" ved alvorlige infektioner, hvor andre antibiotika ikke virker. De bruges fx ved:

• sepsis og kritisk syge patienter
• komplicerede intraabdominale infektioner
• komplicerede urinvejsinfektioner
• nosokomielle lungebetændelser (hospitalserhvervet pneumoni)

Eksempler på karbapenemer, der anvendes i klinisk praksis, er imipenem, meropenem, ertapenem og doripenem. De er aktive mod problematiske gram‑negative patogener som Escherichia coli (E. coli) og Klebsiella pneumoniae, og derfor har de været vigtige i behandlingen af disse infektioner.

Modstand (resistens) — hvordan opstår den?

Resistens mod carbapenemer kan opstå på flere måder:

• Produktion af carbapenemaser: Enzymer, som direkte nedbryder carbapenemer. De vigtigste grupper er:
• Klasse A: KPC (Klebsiella pneumoniae carbapenemase)
• Klasse B: metallo‑beta‑laktamaser (fx NDM — New Delhi metallo‑beta‑lactamase, VIM, IMP) — kræver zink for aktivitet
• Klasse D: OXA‑48‑type enzymer
• Porinmutationer og efflux‑pumper: Nedsat optag af antibiotika eller aktiv eksport af stoffet væk fra bakterien.
• Kombinerede mekanismer: fx ESBL‑produktion sammen med tab af poriner kan føre til carbapenemresistens selv uden en karbapenemase.

Et konkret eksempel, der vakte international opmærksomhed, var en stamme fundet i Delhi, som producerede et metallo‑beta‑laktamaseenzym — ofte omtalt som en "indisk superbug". Denne type enzym kan opsplitte carbapenemer og gøre bakterierne resistente over for mange beta‑laktamantibiotika.

Behandling af infektioner med carbapenemresistente bakterier

Der findes ikke én enkel udskiftning for carbapenemer, men flere muligheder afhænger af hvilken resistensmekanisme bakterien har. Mulige behandlinger omfatter:

• Ældre antibiotika med mere toksicitet, fx polymyxiner (colistin), tigecyklin og fosfomycin.
• Nye kombinationer af cefalosporin eller karbapenem med nye beta‑laktamasehæmmere, fx ceftazidime‑avibactam (virker mod KPC), meropenem‑vaborbactam, imipenem‑relebactam.
• Cefiderocol — et nyt "siderophore" cephalosporin med aktivitet mod nogle karbapenemresistente gram‑negative bakterier.
• Andre muligheder: aminoglykosider (afhængig af følsomhed), plazomicin, og kombinationsbehandling baseret på resistensbestemmelse.

Valg af behandling kræver altid mikrobiologisk resistensbestemmelse (antibiogram) og ofte konsultation med en infektionsspecialist. Nogle af de nye lægemidler virker kun mod bestemte carbapenemasetyper (fx virker avibactam ikke mod metallo‑beta‑laktamaser som NDM), så genetisk/test‑baseret identifikation af resistensmekanismen er afgørende.

Diagnostik og overvågning

Laboratorier anvender både fenotypiske testmetoder og molekylær diagnostik (PCR) til at identificere carbapenemresistens og specifikke resistensgener (fx blaKPC, blaNDM, blaOXA‑48). Hurtig påvisning er vigtig for både korrekt behandling og for at forhindre spredning på hospitaler.

Bivirkninger og forholdsregler

Almindelige bivirkninger af carbapenemer inkluderer gastrointestinale gener og allergiske reaktioner. Imipenem har højere risiko for anfallsfremkaldende (seizurer), især ved nedsat nyrefunktion eller ved samtidig behandling med visse andre lægemidler. Krydsallergi mellem penicilliner og carbapenemer er mulig, men lavere end mellem penicilliner og cefalosporiner — alligevel skal allergihistorik vurderes.

Forebyggelse og antimikrobiel styring

For at bremse fremkomsten og spredningen af carbapenemresistens er følgende tiltag vigtige:

• antibiotikastyring (målrettet brug, lavere forbrug af bredspektrede midler)
• stram infektionshygiejne og kontrol på hospitaler (isolering, håndhygiejne)
• overvågning og rapportering af resistente stammer
• forskning i nye antibiotika og beta‑laktamasehæmmere

Sammenfattende er carbapenemer værdifulde, brede og ofte livreddende antibiotika, men stigende resistens — især via carbapenemaser som NDM, KPC og OXA‑48 — udgør en alvorlig global udfordring. Behandling af resistente infektioner kræver moderne diagnostik, tilpasset antibiotikavalg og stærk infektionsepidemiologisk indsats.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er carbapenemer?

Spørgsmål: Hvorfor betragtes carbapenemer som et af de "antibiotika, der er sidste udvej"?

Sp: Hvordan er carbapenemer opbygget?

Spørgsmål: Hvad er nogle bakterieinfektioner, som carbapenemer bruges til at behandle?

Spørgsmål: Hvad er en "indisk superbug"?

Spørgsmål: Hvad er virkningsmekanismen for carbapenemer?

Spørgsmål: Er der nye antibiotika under udvikling, som kan erstatte carbapenemer?

Søg efter bogstav