Brandsår
En forbrænding er en skade på en persons hud eller endda kød. Varme, kulde, elektricitet, kemikalier, friktion eller stråling kan være årsag til en forbrænding. De fleste forbrændinger skyldes varme fra varme væsker, faste stoffer eller ild. Selv om antallet er det samme for mænd og kvinder, er de underliggende årsager ofte forskellige. Blandt kvinder i visse områder er risikoen forbundet med brug af åben madlavning eller usikre komfurer. Blandt mænd er risikoen forbundet med arbejdsmiljøet. Alkoholisme og rygning er andre risikofaktorer. Forbrændinger kan også opstå som følge af selvskade eller vold mellem mennesker.
Forbrændinger kan være meget alvorlige skader og kan i nogle tilfælde endog medføre døden. Afhængigt af hvor dybt forbrændingen går og hvor meget hud der er påvirket, kan en forbrænding være en medicinsk nødsituation. For børn skal mindst fem procent af huden være påvirket. Voksne kan tåle op til ti procent af den berørte hud.
Brandsår af en vis grad påvirker kroppen som helhed: Almindelige reaktioner er kredsløbschok, systemisk inflammatorisk reaktionssyndrom og sepsis.
Årsager
I USA er næsten otte ud af ti forbrændinger forårsaget af ild, flammer eller varme væsker. De fleste (69 %) forbrændingsskader opstår i hjemmet eller på arbejdspladsen (9 %), og de fleste er utilsigtede, mens 2 % skyldes overfald fra en anden person og 1-2 % skyldes selvmordsforsøg. Disse kilder kan forårsage inhalationsskader på luftveje og/eller lunger, som forekommer hos ca. 6 %.
Egenskaber
Forbrændinger er normalt mindre alvorlige. De er normalt af grad 1 til en mindre grad 2. Andre er kraftigere, f.eks. grad 3. Folk kan få kraftigere forbrændinger af høj varme eller radioaktive genstande.
Første grad af forbrændinger
Forbrændinger af grad 1 er mindre alvorlige og kan helbredes i hjemmet. De efterlader sjældent ar. Man kan få dem af varmt vand, en mindre solskoldning eller ved at røre ved varmt metal. Det forårsager smerte, men kun det øverste hudlag er forbrændt, og ingen nerver er skadet.
Brandsår af anden grad
Brandsår af grad 2 kan helbredes hjemme, men nogle mennesker foretrækker at tage dem på hospitalet. Denne grad af forbrænding går ind i det andet lag af huden.
Tredje grads forbrændinger
Forbrændinger af tredje grad er de alvorligste forbrændinger, som de fleste mennesker kan overleve. Selv om de kan være alvorlige, er chancen for at dø meget lille, hvis de behandles på hospitalet med det samme. Den brænder gennem alle tre hudlag og efterlader en skorpe.
Grad fire forbrændinger
Denne grad af forbrænding går gennem huden og ødelægger nerverne i nærheden af huden. Der er ingen smerte på stedet for 4. grads forbrændingen på grund af ødelæggelsen af nerverne, men der kan være enorme smerter i området omkring forbrændingen. Meget få overlever det. Det skal behandles på hospitalet hurtigst muligt, hvis det opstår, og personen stadig er i live.
| Navne | De involverede lag | Udseende | Tekstur | Sensation | Helbredelsestid | Komplikationer | Eksempel |
| Overfladisk (1. grad) | Epidermis | Rød uden vabler | Tør | 5-10 dage | Gentagne solskoldninger øger risikoen for hudkræft senere i livet |
| |
| Overfladisk partiel tykkelse (2. grad) | Udstrækker sig ind i den overfladiske (papillære) dermis | Rød med klar blære. Blanker med tryk | Fugtig | Meget smertefuldt | 2-4 uger | Lokal infektion/cellulitis |
|
| Dyb delvis tykkelse (2. grad) | Udstrækker sig ind i den dybe (retikulære) dermis | Rød-hvid med blodige vabler. Mindre blånering. | Fugtig | Smertefuld ved dybt tryk | 4-8 uger | Ardannelse, kontrakturer (kan kræve fjernelse og hudtransplantation) |
|
| Fuld tykkelse (3. grad) | Trækker gennem hele dermis | Stive og hvid/brune | Tør, læderagtig | Smertefri | Langvarig og ufuldstændig | Ardannelse, kontrakturer, amputation |
|
| 4. grad | Trænger gennem huden, underhuden og ind i underliggende muskler og knogler | Sort; forkullet med eschar | Tør | Smertefri | Kræver excision | Amputation, betydelig funktionsnedsættelse, mulig koldbrand og i nogle tilfælde død. |
|
Lund-Browder-skema til vurdering af det samlede overfladeareal af forbrændingsskader.
Historie
Hulemalerier fra mere end 3.500 år siden dokumenterer brændinger og deres forvaltning. De tidligste egyptiske optegnelser om behandling af forbrændinger beskriver forbindinger, der er tilberedt med mælk fra mødre til små drengebørn. Edwin Smith-papyrus fra 1500 f.Kr. beskriver behandlinger med honning og salve af harpiks. Mange andre behandlinger er blevet anvendt gennem tiderne, herunder kinesernes brug af teblade, som er dokumenteret til 600 f.Kr., Hippokrates' brug af svinefedt og eddike, som er dokumenteret til 400 f.Kr., og Celsus' brug af vin og myrra, som er dokumenteret til 100 e.Kr. Den franske barber og kirurg Ambroise Paré var den første til at beskrive forskellige grader af forbrændinger i 1500-tallet. Guillaume Dupuytren udvidede disse grader til seks forskellige sværhedsgrader i 1832.
Det første hospital til behandling af brandsår åbnede i 1843 i London i England, og udviklingen af moderne brandsårspleje begyndte i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Under Første Verdenskrig udviklede Henry D. Dakin og Alexis Carrel standarder for rengøring og desinfektion af forbrændinger og sår ved hjælp af natriumhypokloritopløsninger, hvilket reducerede dødeligheden betydeligt. I 1940'erne anerkendte man vigtigheden af tidlig fjernelse og hudtransplantation, og omkring samme tid blev der udviklet væskeoplivning og formler til at styre den. I 1970'erne påviste forskere betydningen af den hypermetaboliske tilstand, der følger efter store forbrændinger.
Guillaume Dupuytren (1777-1835), der udviklede gradklassifikationen af forbrændinger
