Bukhara (usbekisk: Buxoro; tadsjikisk: Бухоро; russisk: Бухара́) er hovedstaden i Bukhara-provinsen i Usbekistan. Det er landets femtestørste by. Den havde omkring 263.400 indbyggere ved folketællingen i 2009. Der har boet mennesker i området i mindst fem årtusinder, og byen har eksisteret i halvdelen af den tid. Byen ligger på Silkevejen. Det gjorde den til et centrum for handel, lærdom, kultur og religion. Bukharas historiske centrum, som har mange moskéer og madrassaer, er opført på UNESCO's liste over verdens kulturarv. Der er mange usbekere og tadsjikere. Byen har jøder og andre etniske minoriteter.

Historie og betydning

Bukhara er en af Centralasiens ældste byer og har i århundreder været et vigtigt knudepunkt på Silkevejen. Som handels- og intellektuelt centrum tiltrak byen rejsende, lærde og handlende fra hele det persiske og centralasiatiske område. I middelalderen var Bukhara kendt som et centrum for islamisk lærdom, filosofi og sufi-traditioner. Mange af byens monumenter stammer fra perioden mellem det 9. og 17. århundrede.

Hovedseværdigheder

Bukhara rummer en række velbevarede historiske monumenter, som er centrale for byens UNESCO-status. Blandt de mest markante er:

  • Ark of Bukhara – en gammel fæstning og residens for byens emirer, med oprindelse langt tilbage i historien.
  • Poi Kalyan-komplekset – hvor Kalyan-minaretten, Kalyan-moskéen og Mir-i-Arab-madrassaen danner et imponerende arkitektonisk ensemble. Minaretten stammer fra det middelalderlige Bukhara og er et symbol på byen.
  • Samanidernes mausoleum – et af Centralasiens ældste bevarede muslimske monumenter, ofte fremhævet for sin tidlige islamiske arkitektur og murværk.
  • Lyabi Hauz – et historisk bassin omgivet af madrassaer og teehuse, populært mødested og samlingspunkt i den gamle bydel.

Kultur, håndværk og uddannelse

Bukhara har en stærk tradition for håndværk: tekstiler (særligt silke og broderi som suzani), tæpper, keramik og metalarbejde. Byens madrassaer var og er steder for religiøs og sekulær læring, og mange monumenter viser fremragende eksempler på islamisk ornamentik, kakler og kalligrafi.

Befolkning og sprog

Majoriteten i Bukhara er usbekere, men byen har også en betydelig gruppe tadsjikere, som taler en mere persisk-nær dialekt. Historisk har Bukhara også været hjemsted for et livligt jødiske samfund (kendt som bukhariske jøder), samt andre etniske grupper. Efter sovjettiden og i kølvandet på emigration har befolkningssammensætningen ændret sig, men byens multietniske arv er stadig tydelig i kultur og køkken.

Økonomi og turisme

Turisme er en væsentlig del af Bukharas økonomi takket være alle kulturmonumenterne og byens rolle på Silkevejen. Lokale markeder (bazaarer) sælger traditionelt håndværk, tæpper, krydderier og tekstiler. Derudover betyder landbrug i omegnen og lettere industri, at byen har en blandet økonomi.

Transport og adgang

Bukhara er forbundet med resten af Usbekistan og regionen via jernbane, vejnet og en regional lufthavn, der har indenrigs- og nogle internationale forbindelser. Byen er et almindeligt stop for rejsende, der besøger Samarkand og Khiva som en del af rundrejser i landet.

Klima og geografi

Bukhara ligger i et indlandssteppeklima med varme, tørre somre og kolde vintre. Nedbøren er generelt lav, og landskabet i omegnen består af sletter og ørkenområder med oaser, som historisk gjorde handel og landbrug muligt langs Silkevejen.

Bevaring og fremtid

Som en UNESCO-beskyttet historisk by står Bukhara over for udfordringer med bevaring af gamle bygninger og tilpasning til moderne byliv. Restaureringsprojekter og internationalt samarbejde arbejder på at bevare arkitektur og byplan samtidig med at byen udvikler sig økonomisk og socialt for de nuværende indbyggere.