Brittoniske sprog — bretonsk, walisisk og kornisk (oversigt)

Oversigt over brittoniske sprog: historie, udbredelse og status for bretonsk, walisisk og kornisk — lær om deres keltiske rødder og bevarelse.

De brytoniske sprog er en sprogfamilie inden for de keltiske sprog. I dag tales de primært i Bretagne, Wales og Cornwall. Historisk set var en tidlig form af brytonisk, ofte kaldet Common Brittonic, udbredt over store dele af det, vi i dag kalder England og det sydlige Skotland; denne fælles forfader udviklede sig i middelalderen til de moderne brytoniske sprog og til lokale varianter. I Nordvestengland og dele af det sydlige Skotland blev der talt former af brytonisk som f.eks. i området omkring Cumbria og dele af Skotland, men mange af disse regionale former uddøde i middelalderen.

Der findes tre levende, anerkendte brytoniske sprog:

• Bretonsk (Brezhoneg)
• Walisisk (Cymraeg)
• Cornish (Kernowek)

Oprindelse og klassifikation

De brytoniske sprog udgør én gren af de keltiske sprog (den såkaldte P‑ eller Brythonic-gren), hvor den anden store gren er de goideliske sprog (irsk, skotsk gælisk og færoisk). De nuværende brytoniske sprog stammer fra Common Brittonic, som blev talt i det romerske og tidlige middelalderlige Storbritannien. Over tid differentierede denne fælles forfader sig regionalt og udviklede sig til walisisk, kornisk, bretonsk og de uddøde former som cumbrisk.

Udbredelse og status

Walisisk (Cymraeg) er den mest udbredte af de brytoniske sprog i dag. Det har officiel status i Wales og et stærkt offentligt og uddannelsesmæssigt netværk med skoler, tv- og radiotjenester (f.eks. S4C og BBC Wales) og omfattende sprogpolitik, som understøtter brug og undervisning. Antallet af talere varierer med kilder og årgange, men walisisk har et betydeligt og levende fællesskab af modersmålstalere.

Bretonsk (Brezhoneg) tales i det vestlige Bretagne i det nordvestlige Frankrig. Bretonsk har oplevet tilbagegang gennem 1900‑tallet og regnes af UNESCO som truet; samtidig findes der aktive revitaliseringsbevægelser, både gennem børnehaver og skoler (bl.a. Diwan‑skoler), kulturelle organisationer og lokalt medieindhold. I Frankrig har regionale sprog dog kun begrænset officiel anerkendelse på nationalt plan, hvilket har betydning for sprogpolitikken.

Cornish (Kernowek) i Cornwall døde ud som indigenous community language i slutningen af 1700‑tallet, men er siden genoplivet gennem aktiv sprogplanlægning, undervisning og kulturelt arbejde. Cornish har i dag en lille, men engageret talerbase, og sproget er officielt anerkendt som et regionalt/minoritetsk sprog af de britiske myndigheder (under Den Europæiske Chartre for regionale eller minoritetssprog).

Sproglige træk

De brytoniske sprog deler flere fællestræk, bl.a.:

• Initialkonsonantmutation: Ordstavelsesinitialer ændres i bestemte grammatiske kontekster (f.eks. efter bestemte præpositioner eller i forbindelse med possessiv), hvilket er karakteristisk for keltiske sprog.
• Ordstilling: Traditionelt har de brytoniske sprog en tendens mod VSO (verbum‑subjekt‑objekt) i sætningsbygningen, selvom moderne sprogbrug ofte viser variationer.
• Fælles ordforråd: Mange grundlæggende ord og kulturord går igen på tværs af brytonisk og i en vis udstrækning mellem brytonisk og goidelisk arv.

Dialekter og skriftformer

Hvert af de brytoniske sprog har interne dialekter og flere skrifttraditioner:

• Bretonsk har bl.a. trégorrois, léonard, cornouaillais og vannetais dialekter, og moderne literatur anvender både regionale og standardiserede former.
• Walisisk har markante nord‑ og syddialekter, som adskiller sig især i udtale og visse ordvalg.
• Cornish er blevet genoplivet gennem forskellige ortografiske standarder (f.eks. Unified Cornish, Kernewek Kemmyn), men i dag er der enighed om en fælles Standard Written Form (SWF) for officielle og uddannelsesmæssige formål.

Revitalisering og uddannelse

Der findes omfattende initiativer for at bevare og fremme brytoniske sprog:

• I Wales har sprogpolitik, walisksprogede skoler og medier bidraget til et stabilt miljø for walisisk.
• I Bretagne arbejder foreninger, diwan‑skoler (bretonsk‑medierende undervisning) og kulturelle projekter for at styrke sprogets status, selvom national lovgivning i Frankrig begrænser officiel anerkendelse.
• I Cornwall står sprogforeninger, undervisningstilbud og kulturelle aktiviteter for genoplivningen af kernowek, som i dag bruges i skoler, på festivaler og i visse lokale medier.

Udøde og historiske brytoniske sprog

Ud over de tre levende sprog findes flere historiske eller uddøde varianter, som har betydning for sproghistorien:

• Common Brittonic – den fælles forfader til de moderne brytoniske sprog, talt i det romerske og tidlige middelalderlige Storbritannien.
• Cumbric – en nordvestlig variant, engang talt i området omkring Cumbria og dele af det sydlige Skotland, uddød i middelalderen.
• Pictish – et historisk sprog i det nordlige Skotland, hvis klassifikation stadig diskuteres; nogle forskere mener, at det delvis var brytonisk (p‑keltisk), mens andre ser det som sprogligt særpræget.

Betydning og kultur

De brytoniske sprog er tæt knyttet til lokal kultur, litteratur, sangtraditioner og stednavne i deres respektive områder. Sprogenes historie afspejler politiske og sociale forandringer i Storbritannien og Bretagne gennem århundreder, og nutidens revitaliseringsarbejde kombinerer sproglig forskning, uddannelse og lokalt engagement for at sikre, at disse sprog fortsat spiller en rolle i fremtidens kultur- og identitetsudtryk.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er de brytonske sprog?

Q: Hvor tales de brytonske sprog?

Q: Er de brytonske sprog uddøde?

Q: Hvor blev de brytonske sprog ellers talt?

Q: Hvor mange brytonske sprog er der?

Q: Hvad hedder de tre brytonske sprog, der er uddøde?

Q: Er der andre regioner end Bretagne, Wales og Cornwall, hvor de brytonske sprog tales?

Søg efter bogstav