Beethovens Symfoni nr. 9 i d-mol op.125 — Korsymfonien "Ode til glæden"

Beethovens Symfoni nr.9 i d-mol op.125 – korsymfonien "Ode til glæden": episk kor- og solistværk med budskab om fred, harmoni og en ikonisk, verdensberømt melodi.

Symfoni nr. 9 i d-mol op 125 (Korsymfoni) af Ludwig van Beethoven er et af de mest berømte og mest betydningsfulde musikstykker, der nogensinde er skrevet. Værket markerer et højdepunkt i den klassiske symfoniske tradition og favner både stor orkestral kraft og menneskelig stemmeføring på en ny måde.

En symfoni er et stykke musik for orkester. Beethoven skrev ni symfonier. Denne symfoni, den sidste, han skrev, er meget usædvanlig, fordi den sidste sats også indeholder sang: der er fire solister (sopran, alt, tenor og bas) og et kor. Derfor er den kendt som en "koral" symfoni ("koral" betyder: "for kor"). Det er et meget langt værk, der varer mere end en time. Også dette var usædvanligt.

Opbygning og musik

Symfonien består af fire satser, som viser Beethovens store formsans og dramatiske kontraster:

• 1. sats: Allegro ma non troppo, un poco maestoso — en kraftfuld sats i sonateform.
• 2. sats: Molto vivace — et scherzo i hurtig, rytmisk karakter med overraskende dynamik.
• 3. sats: Adagio molto e cantabile — den langsomme sats, opbygget som et tema med variationer, rolig og sangbar.
• 4. sats: Finale — indledes instrumentalisk og udvikler sig til at inddrage solister og kor, tekstsætningen er hentet fra et digt af Friedrich Schiller.

Beethovens instrumentation er udvidet i forhold til den klassiske orkesterbesætning: ud over strygere og det sædvanlige blæserkorps bruges bl.a. piccolo, kontrafagot og tromboner, som giver ekstra klangfarver og kraft til de dramatiske øjeblikke. Hele værket varer typisk omkring 65–75 minutter afhængigt af tempi og praksis.

Tekst og Schillers budskab

Den sidste sats sætter ord på Schillers digt Ode an die Freude (på dansk: Ode til glæden), et stærkt menneskehedsuniverselt budskab om broderlighed, fred og harmoni mellem mennesker. Digtet stammer fra slutningen af 1700-tallet og fik ny betydning i de politiske omvæltninger under og efter franske revolution, hvor idéerne om frihed og brorskap stod centralt i mange intellektuelle kredse i Europa.

Hovedmelodien i sidste sats (sunget til ordene: "Freude, schöne Götterfunken, Tochter aus Elysium") er en af de mest kendte melodier i verden. Mange børn kan lide at spille den på instrumenter, fordi den første del af melodien kun bruger fem toner (den kan spilles på C, D, E, F, G). Når melodien kommer første gang i symfonien, spilles den af celloerne og kontrabasserne.

Skrivning og første opførelse

Beethoven havde været interesseret i Schillers digt siden sin ungdom. Han begyndte at arbejde med symfonien tidligt: allerede i 1817 skrev han de to første satser. I 1822 besluttede han endeligt at indarbejde Schillers tekst i finalen. Størstedelen af arbejdet fandt sted i 1823, og han afsluttede værket i 1824. Symfonien blev fremført første gang i Wien den 7. maj 1824, og Beethoven dirigerede ved premièren.

Det fortælles, at han undrede sig over, at publikum ikke klappede, da den var færdig. De klappede, men Beethoven var døv, så han kunne ikke høre det. Efter opførelsen fik han at vide om publikums begejstring, og ifølge samtidige vidner blev han vendt, så han kunne se applausen.

Betydning og efterliv

Ode til glæden blev vedtaget som Europas "nationalsang" i 1972, med et officielt arrangement for orkester skrevet af Herbert von Karajan. I praksis bruges denne melodi i dag som Den Europæiske Unions hymne — et symbol på fællesskab og idealer, som Schiller og Beethoven udtrykte.

Symfoni nr. 9 har inspireret utallige kunstnere, dirigenter og komponister og har en stor plads i koncertrepertoiret verden over. Dens kombination af symfonisk drama og menneskelig stemme gør den til et værk, der både kan opleves som et monument over klassisk form og som en direkte appel til menneskelig solidaritet.

Praktiske noter

• Varighed: ofte 65–75 minutter afhængigt af fortolkning.
• Særlige elementer: korsats i finalen, udvidet blæserbesætning og brug af tromboner.
• Traditionelt betragtes symfonien som et af de sidste store værker fra Beethovens sene periode, hvor hans musik blev mere eksperimenterende og dybt personlig.

Symfoni nr. 9 lever videre i koncerthuse, indspilninger og ceremonier og er stadig et af de mest kraftfulde musikalske udsagn om håb, fællesskab og menneskelig værdighed.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er symfoni nr. 9 i d-mol, op. 125?

Spørgsmål: Hvad betyder "kor"?

Spørgsmål: Hvilket digt brugte Beethoven til sin symfoni?

Spørgsmål: Hvor lang tid varer denne symfoni?

Spørgsmål: Hvilken type form har første sats?

Søg efter bogstav