Philipp Lenard — Nobelprisvindende fysiker, fotoelektrisk effekt og nazisme

Philipp Lenard blev født i Pressburg (det nuværende Bratislava) den 7. juni 1862 i Kongeriget Ungarn. Familien Lenard var af tysk afstamning. Hans far, Philipp von Lenardis (1812-1896), var vinhandler i Pressburg. Hans mor var Antonie Baumann (1831-1865). I 1880 studerede han fysik og kemi i Wien og Budapest og vendte tilbage til Pressburg i 1882. Efter at han i 1883 fik afslag på en assistentstilling ved universitetet i Budapest, flyttede han til Heidelberg. Han studerede under Robert Bunsen og også et semester i Berlin hos Hermann von Helmholtz. Han opnåede en doktorgrad i 1886. I 1887 tog han tilbage til Budapest for at arbejde for Loránd Eötvös. Efter at have arbejdet i Aachen, Bonn, Breslau, Heidelberg (1896-1898) og Kiel (1898-1907) vendte han tilbage til universitetet i Heidelberg i 1907 som leder af Philipp Lenard-instituttet. I 1905 blev Lenard medlem af Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi. I 1907 blev han medlem af det ungarske videnskabsakademi.

Han studerede fosforescens, luminescens og flammernes ledningsevne.

Fotoelektriske undersøgelser

Lenard begyndte at studere katodestråler i 1888. Disse stråler blev fremstillet i simple, delvist evakuerede glasrør. Indvendigt var der metalelektroder, som man kunne sætte en høj spænding over. Det var vanskeligt at studere strålerne inde i de forseglede glasrør. De var vanskelige at komme til, og der var stadig luftmolekyler i rørene. Lenard var i stand til at lave små metalvinduer i glasset, tykke nok til at kunne modstå trykket, men tynde nok til at lade strålerne passere igennem. Han kunne sende strålerne ud i laboratoriet eller ind i et andet kammer, der var helt uden luft. Disse vinduer er nu kendt som Lenard-vinduer. Han kunne let detektere strålerne og måle deres intensitet ved hjælp af papirark med et lag fosforescerende materialer.

Lenard så, at absorptionen af katodestråler var proportional med tætheden af det materiale, de passerede igennem. Dette var i modsætning til den idé, at de var en slags elektromagnetisk stråling. Han viste også, at strålerne kunne passere gennem luften og syntes at blive spredt af den. Det betød, at de måtte være partikler, der var endnu mindre end molekylerne i luften. Han bekræftede noget af J.J. Thomsons arbejde, og dette viste, at katodestråler var strømme af negativt ladede energipartikler. Han kaldte dem for elektricitetskvanter eller forkortet quanta, efter Helmholtz. J.J. Thomson havde kaldt dem for korpuscler, men elektroner blev den daglige betegnelse. Lenard brugte denne viden sammen med resultaterne af hans og andres tidligere eksperimenter om strålernes absorption i metaller. Han viste, at elektroner var dele af atomet. Lenard fandt ud af, at atomerne for det meste var tomt rum. Han sagde, at hvert atom består af tomt rum og elektrisk neutrale korpuskler kaldet "dynamider", som hver består af en elektron og en lige stor positiv ladning.

Han eksperimenterede med et Crookes-rør. Han viste, at de stråler, der blev frembragt ved at bestråle metaller i et vakuum med ultraviolet lys, var som katodestråler. Han fandt ud af, at strålernes energi var uafhængig af lysintensiteten, men at den var større ved kortere bølgelængder af lys.

Albert Einstein forklarede dette som en kvanteeffekt. Denne teori sagde, at en kurve af katodestråleenergien i forhold til frekvensen ville være en lige linje med en hældning svarende til Plancks konstant, h. Dette blev bevist nogle år senere. Einstein fik Nobelprisen i fysik for denne teori. Lenard brød sig ikke om den opmærksomhed, der blev givet til Einstein. Han troede ikke på Einsteins teorier, herunder relativitetsteorien. Han var dog enig i Einsteins forklaring på den fotoelektriske effekt.

Lenard modtog Nobelprisen i fysik i 1905 som anerkendelse for dette arbejde.

Meteorologiske bidrag

Lenard var den første person, der i 1892 undersøgte det, der nu kaldes Lenard-effekten. Det er adskillelsen af elektriske ladninger i forbindelse med den aerodynamiske opløsning af vanddråber. Den er også kendt som spray-elektrificering eller vandfaldseffekten.

Han studerede regndråbernes størrelse og form. Han byggede en vindtunnel, hvor vanddråberne kunne holdes stille i nogle få sekunder. Han opdagede, at store regndråber ikke er tåreformede, men snarere er formet som en hamburgerbolle.

Lenard var en stærk tysk nationalist og kunne ikke lide "engelsk fysik". Han mente, at englænderne havde stjålet deres ideer fra Tyskland. Han meldte sig ind i det nationalsocialistiske parti, før det blev populært. Han sagde, at Tyskland skulle stole på "Deutsche Physik" og ignorere, hvad han mente var de falske og bevidst vildledende idéer fra "jødisk fysik". Hermed mente han Albert Einsteins teorier, herunder "det jødiske svindelnummer" om relativitetsteori. Han blev rådgiver for Adolf Hitler og chef for arisk fysik.

Lenard trak sig tilbage fra Heidelberg Universitet som professor i teoretisk fysik i 1931. Han blev fjernet fra sin ærespost af de allierede besættelsesstyrker i 1945. Helmholtz-Gymnasium Heidelberg havde heddet Philipp Lenard Schule fra 1927 til 1945. det blev omdøbt i september 1945, Den militære regering fjernede nazistiske gadenavne og monumenter. Lenard døde i 1947 i Messelhausen, Tyskland.

• Royal Society: Rumford Medal, 1896
• Det italienske videnskabsforbund: Matteucci-medalje, 1896
• Det franske videnskabsakademi: Prix La Caze, 1897
• Franklin Institute: Franklin-medalje, 1932
• Nobelprisen for fysik, 1905
• Et krater nær månens nordpol var efter ham i 2008.