Hvad er en triosonate? Barokkens firestemmige sonate forklaret
Lær hvad en triosonate er: barokkens firestemmige sonate, instrumentation, Corelli og Bach-eksempler og hvordan basso continuo skaber den fjerde stemme.
En triosonate er en kammermusikform fra barokperioden: et stykke skrevet i tre uafhængige stemmer (= tre separate musiklinjer), som oftest udføres af fire musikere. Den navnlig udbredte genre i 17. århundrede og begyndelsen af det 18. århundrede, den periode, der kaldes barokperioden, bygger på kontrapunktisk samspil mellem de øverste to stemmer og en harmonisk-bassisk continuo-del.
Hvad menes med "tre stemmer" — og hvorfor spiller ofte fire musikere?
Selvom en triosonate består af tre selvstændige stemmer, spilles den typisk af fire personer. De to øverste stemmer (ofte to violiner eller et andet par melodiske instrumenter) er ligeværdige: de deler temaer, imiterer hinanden og væver polyfoniske linjer sammen. Den tredje stemme er den laveste linje, basso continuo, som angiver harmonien og basgangen.
Continuoen realiseres normalt af to instrumenter: en bas (typisk en cello eller et andet basklangende instrument) og et harmonisk klaviatur- eller plukinstrument (fx cembalo eller orgel). Cembalospillerens venstre hånd følger ofte samme baslinje som celloen, så der i praksis er fire udøvere, selvom der kun er tre selvstændige stemmer i notationen.
Form og stil
Triosonaten bygger ofte på kontrapunktiske principper: melodiske linjer, der er selvstændige, men harmonisk færdiggøres via continuo. To hovedtyper af triosonater var udbredt:
- Sonata da chiesa (kirke-sonate): typisk fire satser med vekslende tempoer (langsom–hurtig–langsom–hurtig) og ofte afsluttende med en fuga eller anden kontrapunktisk sats.
- Sonata da camera (kammer-/værelsessonate): en række satser inspireret af dansesatser — hver sats har karakter af en dansform.
Satsstrukturer, tempi og affekt følger barokkens æstetik: klar fraseopbygning, sekvensbrug, imitation og kontrapunkt. I mange triosonater er de to højere stemmer meget tætte i tessitura og ofte skrevet, så de naturligt imiterer hinanden eller fører dialog.
Continuo og udførelsespraksis
Basso continuo betyder, at baslinjen er noteret sammen med en række fingertals- eller akkordsymboler (figurering), som cembalist eller organist «realiserer» ved at udfylde harmonien med venstre hånd (og højre hånd, hvis relevant). I praksis kan continuo-ensemblet variere: cello, violone, teorbe, orgel eller cembalo indgår efter forhold og tilgængelighed. Denne fleksibilitet gør triosonaten til en genre, der let kan tilpasses forskellige instrumentkombinationer.
Orgels triosonater
Bach skrev seks triosonater for orgel. De er skrevet som tre uafhængige stemmer, men spilles af én organist: højre hånd på én manual spiller den ene melodi, venstre hånd på en anden manual spiller den anden melodi, og pedalernes linje udgør basstemmen. Hver linje er typisk en enkeltstemmig linje uden store klangakkorder (ingen mere end tre toner ad gangen), hvilket gør disse værker let overførbare til andre ensembletyper — fx to violiner og cello med cembalo som continuo.
Bach og andre eksempler
Johann Sebastian Bach skrev bl.a. en triosonate i Den musikalske offergave, beregnet til violin, fløjte og continuo. Derudover er mange af Bachs sonater for melodisk instrument og cembalo i praksis triosonater: det melodiske instrument fører øverste stemme, cembalisten realiserer både en selvstændig mellemstemme (højre hånd) og basso continuo (venstre hånd).
Vigtige komponister og værker
Nogle af de mest berømte samlinger og komponister inden for genren er:
- Arcangelo Corelli — især hans triosonatesamlinger, hvor op. 1 og op. 3 typisk er sonata da chiesa, mens op. 2 og op. 4 følger sonata da camera-princippet. Corellis værker for to violiner og continuo blev særligt indflydelsesrige.
- Andre vigtige komponister: Tomaso Albinoni, Henry Purcell, Dieterich Buxtehude, George Frideric Handel, Georg Philipp Telemann, Johann Pachelbel og Antonio Vivaldi. Disse skrev mange triosonater og lignende kammermusikværker til forskellige instrumentkombinationer.
Arven efter triosonaten
Triosonatens klare tredelte tekstur og vægt på kontrapunkt påvirkede udviklingen af kammermusik gennem barokken og videre ind i klassicismen. Ideen om selvstændige linjer, der sammen skaber harmoni, er central i meget af den vestlige kammermusiktradition.
Opsummering: En triosonate er tre-stemmig musik fra barokken, typisk spillet af to melodiske instrumenter plus basso continuo (ofte udført af cello og cembalo), hvilket giver fire udøvere. Genren rummer både kirke- og kammerformer, bygger på kontrapunktisk samspil og rummer mange mesterlige eksempler fra komponister som Corelli og Bach.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er en triosonate?
A: En triosonate er en type musik for fire instrumenter, som var meget populær i det 17. og 18. århundrede, også kendt som barokperioden. Den er skrevet for tre stemmer (tre stemmer) og kan spilles af tre forskellige instrumenter.
Spørgsmål: Hvor mange spillere er der typisk involveret i at spille en triosonate?
A: Der er typisk fire spillere involveret i en triosonate - to overstemmer, der deler de samme musikalske temaer og ofte imiterer hinanden, og et akkompagnement, der normalt spilles af to instrumenter som f.eks. en cello eller basguitar og et klaverinstrument som cembalo. Cembalospillerens toner i venstre hånd udgør den tredje del af trioen.
Spørgsmål: Hvem har skrevet nogle af de bedste triosonater?
Svar: Arcangelo Corelli skrev nogle af de bedste triosonater. Hans samling nummererede opus 1 og 3 blev kaldt "sonata da chiesa" med fire satser, der afsluttes med en fuga, mens hans opus 2 og 4 var af typen "sonata da camera", hvor hver sats var en slags dans.
Spørgsmål: Hvilke andre komponister skrev triosonater?
A: Andre komponister, der skrev triosonater, er Tomaso Albinoni, Henry Purcell, Dieterich Buxtehude, George Frideric Händel, Georg Philipp Telemann, Johann Pachelbel og Antonio Vivaldi.
Spørgsmål: Skrev Bach nogle stykker, der kunne betragtes som triosonater?
A: Ja - Johann Sebastian Bach skrev et stykke kaldet Den musikalske offergave for violin, fløjte og continuo, som kan betragtes som en triosonate. Han skrev også seks orgeltrioer, som blev spillet af én spiller, der brugte hænderne på forskellige manualer (tastaturer) for at lyde som to forskellige instrumenter, mens fødderne spillede på pedalerne til den tredje del. Disse værker kan også spilles af andre instrumenter, f.eks. to violiner og cello med cembalo. Derudover komponerede han flere stykker for ét melodisk instrument (normalt violin eller fløjte) plus cembalo, som i realiteten er trioer, men som ikke udtrykkeligt betegnes sådan.
Søge