Triosonate
En triosonate er en type musik for fire instrumenter, som var meget populær i det 17. århundrede og begyndelsen af det 18. århundrede, den periode, der er kendt som barokperioden.
En triosonate er skrevet for tre stemmer (tre stemmer), dvs. den kan spilles af tre forskellige instrumenter. De to øverste stemmer deler de samme musikalske temaer. De imiterer ofte hinanden. De er lige vigtige. Den tredje del, den laveste del, spilles af basso continuo, hvilket betyder akkompagnementet. Denne continuo spilles normalt af to instrumenter: typisk en cello eller basguitar og et klaverinstrument som f.eks. cembalo. Det giver naturligvis fire spillere. Men cembalospillerens noter i venstre hånd er de samme som celloens noter. Dette er den "tredje" del af trioen.
Nogle af de bedste triosonater er dem af Arcangelo Corelli. Hans samling af triosonater nummereret opus 1 og 3 er sonata da chiesa: fire satser (langsom-hurtig-hurtig-langsom-hurtig), der afsluttes med en fuga. Hans sonater op. 2 og 4 er af typen sonata da camera: hver sats er en slags dans. Corelli's triosonater er for to violiner og continuo.
Johann Sebastian Bach skrev en triosonate i Den musikalske offergave for violin, fløjte og continuo.
Bach skrev også seks triosonater for orgel. Disse spilles af én spiller. Organistens to hænder spiller hver på forskellige manualer (klaviaturer), så de lyder som to forskellige instrumenter. Organistens fødder spiller den tredje del på pedalerne. Hver del er udelukkende en enkelt linje (ingen akkorder, aldrig mere end tre toner ad gangen), således at disse værker også kan spilles af andre instrumenter (f.eks. to violiner og cello med cembalo).
Bach skrev også sonater for et melodisk instrument og cembalo. Disse stykker er i virkeligheden triosonater, selv om han ikke kalder dem triosonater. Det melodiske instrument (normalt violin eller fløjte) spiller den øverste del, cembalisten spiller den anden del med højre hånd, og den tredje del er den laveste del af hans venstre hånds toner.
Andre komponister, der har skrevet triosonater, er Tomaso Albinoni, Henry Purcell, Dieterich Buxtehude, George Frideric Handel, Georg Philipp Telemann, Johann Pachelbel og Antonio Vivaldi.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er en triosonate?
A: En triosonate er en type musik for fire instrumenter, som var meget populær i det 17. og 18. århundrede, også kendt som barokperioden. Den er skrevet for tre stemmer (tre stemmer) og kan spilles af tre forskellige instrumenter.
Spørgsmål: Hvor mange spillere er der typisk involveret i at spille en triosonate?
A: Der er typisk fire spillere involveret i en triosonate - to overstemmer, der deler de samme musikalske temaer og ofte imiterer hinanden, og et akkompagnement, der normalt spilles af to instrumenter som f.eks. en cello eller basguitar og et klaverinstrument som cembalo. Cembalospillerens toner i venstre hånd udgør den tredje del af trioen.
Spørgsmål: Hvem har skrevet nogle af de bedste triosonater?
Svar: Arcangelo Corelli skrev nogle af de bedste triosonater. Hans samling nummererede opus 1 og 3 blev kaldt "sonata da chiesa" med fire satser, der afsluttes med en fuga, mens hans opus 2 og 4 var af typen "sonata da camera", hvor hver sats var en slags dans.
Spørgsmål: Hvilke andre komponister skrev triosonater?
A: Andre komponister, der skrev triosonater, er Tomaso Albinoni, Henry Purcell, Dieterich Buxtehude, George Frideric Händel, Georg Philipp Telemann, Johann Pachelbel og Antonio Vivaldi.
Spørgsmål: Skrev Bach nogle stykker, der kunne betragtes som triosonater?
A: Ja - Johann Sebastian Bach skrev et stykke kaldet Den musikalske offergave for violin, fløjte og continuo, som kan betragtes som en triosonate. Han skrev også seks orgeltrioer, som blev spillet af én spiller, der brugte hænderne på forskellige manualer (tastaturer) for at lyde som to forskellige instrumenter, mens fødderne spillede på pedalerne til den tredje del. Disse værker kan også spilles af andre instrumenter, f.eks. to violiner og cello med cembalo. Derudover komponerede han flere stykker for ét melodisk instrument (normalt violin eller fløjte) plus cembalo, som i realiteten er trioer, men som ikke udtrykkeligt betegnes sådan.
