Daniel Webster (18. januar 1782 – 24. oktober 1852) var en vigtig amerikansk statsmand og en af 1800-tallets mest berømte talere. Han opnåede først anerkendelse gennem sit forsvar for New Englands økonomiske og skibsfartsinteresser som advokat og politiker. Med tiden udviklede han en stadig stærkere nationalistisk holdning og arbejdede ihærdigt for at styrke den føderale regering og bevare Unionen. Det gjorde Webster til en dominerende figur i det andet partisystem og til en ledende skikkelse i Whig-partiet. Selvom han personligt var imod slaveri, prioriterede han bevarelsen af Unionen højere end et åbent opgør om slaveriets institutioner.
Politisk karriere og embeder
Webster tjente både i Repræsentanternes Hus og i Senatet som repræsentant for Massachusetts og blev kendt som en klog og taktisk politiker. Han fungerede to gange som USA’s udenrigsminister (Secretary of State) — først i Præsident William Henry Harrisons og John Tyler-administrationen i begyndelsen af 1840'erne og senere i Præsident Millard Fillmores kabinet i årene omkring 1850–1852. Som udenrigsminister arbejdede han for stabile internationale relationer og søfarernes interesser og deltog i forhandlinger om grænse- og handelsspørgsmål.
Retorik, juridisk arbejde og berømte taler
Som advokat opnåede Webster stor anseelse ved at føre sager ved USA’s højesteret, herunder forsvar af institutioner og erhverv med betydning for New England. Hans evne som taler gjorde ham særligt kendt — hans "Svar til Hayne" i 1830 betragtes som en af de mest bemærkelsesværdige taler holdt i Kongressen, hvor han tog afstand fra nullifikation og forsvarede national suverænitet og forfatningen som fundamentet for en samlet nation.
Forfatning, kompromis og eftermæle
Webster søgte konsekvent at undgå borgerkrig gennem politiske kompromiser. Hans mest kontroversielle indsats kom i forbindelse med Kompromisset af 1850; i sin berømte "Seventh of March"-tale gav han støtte til kompromisset og til bl.a. strengere håndhævelse af flugtningeloven (Fugitive Slave Act). Den holdning gjorde ham upopulær blandt mange i Nordstaterne, men han mente, at sådanne indrømmelser var nødvendige for at bevare Unionen.
Webster var en af de tre ledende figurer i det såkaldte "store triumvirat" sammen med Henry Clay fra vest og John C. Calhoun fra syd — tre politikere, hvis forskelligartede synspunkter og talenter prægede national debat i årtier. På trods af hans kompromissøgende politik og enkelte upopulære beslutninger er Webster i historisk perspektiv blevet anerkendt for sin retoriske styrke, sit forsvar for national samling og sin indflydelse på amerikansk forfatningsopfattelse.
Han døde i 1852 under sin anden periode som udenrigsminister. Webster efterlod sig et komplekst eftermæle: en mand respekteret for sin intellektuelle skarphed og veltalenhed, men også kritiseret af dem, der ønskede en mere kompromisløs kamp mod slaveriet. Senere historieskrivning har fremhævet både hans bidrag til national enhed og de moralske dilemmaer i hans valg mellem Union og afskaffelse.