Palæstina-krigen 1948: Uafhængighedskrigen og Nakba

Jødisk bosættelse

Fra 1881 begyndte europæiske jøder at flytte til Palæstina i stort antal. Disse nye indvandrere bosatte sig hovedsageligt i regionen under den jødiske nationalismes banner, kendt som zionismen. Målet for denne nationalistiske bevægelse var oprettelsen af en jødisk stat. Selv om forbindelserne mellem araberne i Palæstina og jøderne fra Europa i begyndelsen var venlige, blev de bitterere i takt med, at antallet af jøder, der flyttede til Palæstina, steg.

Den palæstinensiske nationalisme og det store oprør

Under Første Verdenskrig var arabere og jøder under det osmanniske imperiums styre. For at svække imperiet begyndte dets fjender (Storbritannien og Frankrig) at tilbyde land til folk i dele af imperiet for at gøre modstand mod osmannerne. Dette omfattede tilbuddet om Palæstina til forskellige arabiske ledere (herunder Husayn-familien i Saudi-Arabien). Samtidig tilbød briterne kontrol over Palæstina til en jødisk stat, som endnu ikke eksisterede. Selv om denne aktion ikke førte til noget, tilskyndede den alligevel til større jødebevægelser til Palæstina samt til frygt for at miste den regionale kontrol til palæstinenserne. Som reaktion på den voksende jødiske befolkning ledte palæstinensiske arabere i 1936 et væbnet oprør mod briterne og jøderne i Palæstina. Oprøret, der blev ledet af muftien og lederen af den arabiske overkommission Hajj Amin al-Husayni, var det første storstilede udtryk for en følelse af palæstinensisk nationalisme. Selv om det endte med, at briterne og jøderne slog oprøret ned, viste den efterfølgende hvidbog fra 1939, at det havde været et indflydelsesrigt stykke modstand. I henhold til hvidbogen fra 1939 kunne jøderne kun sende yderligere 75.000 indvandrere over 5 år og målet om at overdrage Israel til Palæstina. Denne situation, hvor to kulturer konkurrerede mod hinanden om Palæstina, var fortsat gældende under hele Anden Verdenskrig. Ved afslutningen af denne konflikt var det britiske mandat i Palæstina ved at være slut, og befolkningerne i området ønskede en løsning på spørgsmålet.

FN-resolution

I 1947 overdrog briterne spørgsmålet om konkurrerende folkeslag i Palæstina til De Forenede Nationer. FN's særlige Palæstina-komité fik til opgave at løse problemet med vold mellem de to grupper og behandle begge parter retfærdigt i forbindelse med uddelingen af land. Den 29. november 1947 blev delingsplanen bekendtgjort. Palæstina skulle opdeles i separate jødiske og arabiske stater af nogenlunde samme størrelse. Jerusalem skulle forblive en uafhængig by, der skulle forvaltes af FN. Endelig ville briterne forlade mandatet i Palæstina i maj 1948. I første omgang støttede det meste af det internationale samfund planen (herunder både USA og Sovjetunionen) samt Yishuv. De palæstinensiske arabere samt nationerne Egypten, Libanon, Syrien, Irak, Saudi-Arabien og Transjordanien (det nuværende Jordan) argumenterede imod planen og pressede på for en ny plan med en arabisk stat og et anerkendt jødisk mindretal. Da dette ikke blev accepteret, gik disse nationer i krig og samlede hære for at bekæmpe den nye stat Israel.

Det jødiske samfund (Israel efter 15. maj 1948)

I betragtning af sin nylige status som stat havde Yishuv faktisk en af de mest velorganiserede og velbevæbnede militærstyrker i regionen. Denne styrke kom under kontrol af Haganah, en enkeltstatshær og den hær, der skulle blive den moderne israelske forsvarsstyrke (IDF) (skiftet blev foretaget i slutningen af maj 1948). I midten af maj havde staten Israel indkaldt en hær på 35.000 mand. Efterhånden som krigen fortsatte ind i juli, steg dette tal til 65.000. Ved krigens afslutning havde Israel med succes indkaldt og bevæbnet 96.441 mand til at kæmpe mod palæstinenserne og de arabiske nationer. Derudover var Israel enestående ved at have en udviklet strategisk plan og et simpelt kommandosystem. Under ledelse af forsvarsminister David Ben-Gurion kunne staten Israel regne med en styrke med en samlet ledelse og en plan.

Palæstinensiske styrker

I modsætning til Yishuv havde palæstinenserne ingen samlet styrke, før krigen begyndte i slutningen af 1947. Der var flere paramilitære grupper, men ingen enkelt leder, struktur eller plan. Al-Husayni og den arabiske højere komité forsøgte at give krigerne et system. Alligevel var der mange, der ikke brød sig om hans lederskab og ikke anså komiteen som palæstinensernes stemme. Alligevel lykkedes det al-Husayni at skabe en rag-tag-styrke kendt som Den Hellige Krigshær, der bestod af nye frivillige og paramilitære styrker. Denne hær og de andre palæstinensiske krigere manglede dog moderne våben og forsyninger. Selv om al-Husayni pressede Den Arabiske Liga (en samling af arabiske nationer med flertal) for at få større støtte og kontrol til at styre krigens forløb, blokerede Ligaen ham.

Den Arabiske Ligas styrker

De nationer i Den Arabiske Liga, der deltog i krigen mod Israel, var Egypten, Transjordanien, Irak, Libanon og Syrien (der var en mindre styrke fra Saudi-Arabien og Yemen under egyptisk kommando). På trods af at ligaen bandt dem, var der ved krigens begyndelse ikke nogen enkelt ligakommandant. Hvert land mobiliserede sine egne styrker til sine egne mål. Styrken var således ikke én ligastyrke, men en samling af styrker. Den sidste styrke fra Den Arabiske Liga, Den Arabiske Befrielseshær, var en styrke på 4.000 frivillige fra hele Mellemøsten, som arbejdede fra Syrien. Mens nationerne i Den Arabiske Liga omringede Israel, gjorde de det som forskellige lande.

Yishuv/Israel

Israels mål for krigen var oprindeligt baseret på Haganahs plan fra 1946 og var ledet af David Ben-Gurion. Planen krævede en hurtig opbygning af styrker til bekæmpelse af det, som hæren så som den største trussel: invasion fra de mange arabiske stater. Ved at bruge planen fra 1946 håbede Ben-Gurion at sikre sig det land, som Israel fik tildelt i FN's delingsplan. Efterhånden som krigen fortsatte, ændrede målene sig en smule med indførelsen i marts 1948 af Plan Dalet (Plan D). I stedet for blot at holde det land, der var givet til Israel, beordrede planen nu Israels styrker til at arbejde for at fjerne arabere fra jødisk kontrolleret land, forsvare jødiske bosættelser i det arabiske Palæstina og indtage arabisk land på bestemte positioner for at opnå en strategisk fordel. En mulig årsag til ændringen gives af historikeren David Tal, der påpeger, at det sandsynligvis var et svar på den hårdere modstand fra palæstinenserne og et generelt ønske om at placere de israelske styrker i de mest forsvarlige positioner. Men som Tal også påpeger, har denne strategiske plan aldrig været uden kontroverser, især den del af planen, der tvang palæstinenserne til at bevæge sig.

Palæstina

Det vigtigste mål for palæstinenserne, som det blev udtrykt af den arabiske overkommission, var oprettelsen af en enkelt arabisk stat i Palæstina.

Transjordanien/Jordanien

Selv om Transjordanien udadtil var enig med resten af Den Arabiske Liga i at skabe en arabisk stat i Palæstina, synes det ikke at have været Transjordaniens endelige mål. Ifølge Transjordaniens optegnelser var kong Abdullah, Transjordaniens hashemitiske (kongefamiliens) monark, interesseret i at bruge krigen som en undskyldning for at sætte de palæstinensiske arabere under jordansk kontrol. Dette ville så bringe ham i en position, hvor han kunne indtage Syrien og skabe et Storsyrien. Det betyder, at Transjordanien tilsyneladende havde mål, der stod i modsætning til Syriens, Libanons, Egyptens og palæstinensernes egne mål.

Syrien og Egypten

Ligesom Transjordanien støttede både Syrien og Egypten oprettelsen af en enkelt arabisk stat i Palæstina. Deres begrundelse var dog mere at stoppe spredningen af jordanere, som begge nationer frygtede (hvis Transjordanien skulle indtage regionen).

Fase 1: Borgerkrigen

I den første del af konflikten stod Yishuv's styrker mod den palæstinensiske arabiske overkommissions styrker. Borgerkrigen begyndte med tre dages strejker den 30. november 1947. Derefter ændrede den sig til en guerillakampagne mod jødiske forsyningslastbiler. I januar 1948 trængte den arabiske befrielseshær ind i Palæstina. Denne hårde modstand fik israelerne til at tilpasse deres plan og indføre Plan Dalet. Den 5. april iværksatte Haganah Operation Nahshon, en femten dage lang operation for at sikre ruterne til Jerusalem ved at indtage bakker langs hovedvejene. Efter succesen med Operation Nahshon og mindre jødiske offensiver begyndte den palæstinensiske modstand at falde fra hinanden.

Fase 2: Den Arabiske Ligas lande invaderer

Anden del af krigen begyndte med invasionen af Egypten, Irak, Transjordanien, Libanon og Syrien i maj 1948. Hver invasionsstyrke gik stort set ind i Palæstina ved den nærmeste grænse. Kampene på Vestbredden og omkring Jerusalem dominerede denne fase af krigen. Jødiske styrker rykkede ind i Jerusalem for at sikre den vestlige del af byen. For at befæste denne position forsøgte de israelske styrker også at indtage Latrun, en bakke nord for Jerusalem. Dette viste sig at være mislykket. I andre områder havde israelerne større succes. To egyptiske styrker, hvoraf den ene bevægede sig langs kysten og den anden gennem Negev i retning af Jerusalem, blev begge standset. Den irakiske styrke blev presset tilbage. Selv om syriske og libanesiske styrker rykkede ind på israelsk territorium, gjorde israelerne modfremstød på syrisk og libanesisk territorium. Kampene blev bragt til ophør ved en FN-våbenhvile den 11. juni.

Fase 3: Israelsk fremstød mod transjordans

Den 9. juli indledte israelerne en ny række operationer mod jordanerne på Vestbredden. Håbet var at afslutte konflikten på denne front mod det, som israelerne anså for at være den mest veltrænede og bevæbnede arabiske hær, Transjordaniens arabiske legion. Offensiverne var stort set en succes, og selv om andre arabiske nationer forsøgte at drage fordel af Israels fokus på Vestbredden, var deres fremgang lille. Denne fase af krigen sluttede med endnu en våbenhvile den 18. juli 1948.

Fase 4: Israelsk fremstød mod Egypten, Syrien og Libanon

Da jordanerne sad fast på Vestbredden, indledte israelerne yderligere to offensiver den 15. oktober. Disse tvang de egyptiske styrker ud af Negev-ørkenen og pressede syriske og libanesiske styrker tilbage til deres egne lande. Efter disse sidste offensiver sluttede den militære del af krigen. Alligevel skulle det tage indtil den 7. januar 1949, før Israel var færdig med at underskrive traktater med hver af de krigsførende nationer.

Gennem krigen vandt Israel en stor mængde land. Mens de oprindelige skillelinjer gav omtrent lige meget land til jødiske og arabiske stater, gav traktatlinjerne fra 1949 Israel en meget større stat og begrænsede det arabisk kontrollerede land til den lille Gazastribe og en mindre Vestbredden (end i 1947). Disse områder blev dog ikke kontrolleret af nogen palæstinensisk regering. I stedet kontrollerede Egypten den lille Gazastribe, mens Jordan kontrollerede Vestbredden og det østlige Jerusalem. Et yderligere aspekt af eftervirkningerne af krigen var den palæstinensiske flygtningekrise. Ved krigens afslutning var der ca. 720.000 flygtninge, der boede i lejre i Syrien, Jordan, Libanon, Vestbredden og Gazastriben. Selv om meget af dette kan tilskrives krigens frygt, hævder nogle historikere, som James Gelvin, at den israelske politik i Plan Dalet delvis bidrog til denne krise. Denne politik, som tilskyndede de israelske styrker til at beslaglægge arabisk ejendom på jødisk territorium, forværrede flygtningeproblemet. Fra 2015 er disse flygtninges ret til at vende tilbage til deres tidligere hjem eller til at modtage erstatning stadig usikker.