FN's delingsplan for Palæstina (1947) – baggrund, forløb og konsekvenser
FN's delingsplan for Palæstina 1947: baggrund, forløb og konsekvenser — analyse af beslutningen, afvisningen, krigen og dens langvarige historiske betydning.
FN's delingsplan for Palæstina, eller FN's delingsplan fra 1947, var et forslag om at opdele den daværende britiske koloni Palæstina i to stater — én jødisk og én arabisk — samt at gøre Jerusalem til en international zone. Planen, udarbejdet af UNSCOP (United Nations Special Committee on Palestine), foreslog en opdeling i seks regioner: tre områder til palæstinenserne og tre til israelerne. Den anbefalede desuden en økonomisk union mellem de to stater. Israelske ledere accepterede forslaget; de arabiske ledere og de palæstinensiske repræsentanter afviste det. Planen blev aldrig fuldt gennemført og førte til krig og langvarige følger for regionen.
Baggrund
Efter Anden Verdenskrig stod det britiske mandat i Palæstina over for voksende spændinger mellem den jødiske og den arabiske befolkning. FN nedsatte UNSCOP for at undersøge mulige løsninger. Forslaget om deling kom som en løsning, der skulle kombinere zionisternes krav om en jødisk stat med arabernes krav om selvbestemmelse. Forslaget tog højde for befolkningstæthed, økonomiske ressourcer og strategiske hensyn, men skabte betydelig uenighed om retfærdighed og praktisk gennemførlighed.
Planens indhold og vedtagelse
- FN's Generalforsamling vedtog delingsplanen som resolution 181 den 29. november 1947. Afstemningen gav 33 stemmer for, 13 imod og 10 undlod at stemme.
- Planen tildelte den jødiske stat cirka 55 % af landområdet og den arabiske stat cirka 45 %, mens Jerusalem skulle være en internationalt forvaltet by (corpus separatum).
- Grænserne var komplekse og medførte flere ikke-sammenhængende områder for begge stater; planen indeholdt også forslag om økonomisk samarbejde og fælles institutioner.
Reaktioner og hvorfor planen blev afvist af arabisk side
De jødiske ledere så planen som en legitim vej til en selvstændig stat og accepterede den, selvom den ikke omfattede alle deres krav. De palæstinensiske ledere og de omkringliggende arabiske stater afviste planen af flere grunde:
- De mente, at delingen var uretfærdig over for den arabiske majoritet i Palæstina og stred mod princippet om folkelig selvbestemmelse.
- De afviste internationale påbud om opdeling af land, som de så som kolonial indblanding.
- Grænsernes udformning og adskilte enklaver blev vurderet som dårlig løsning for både økonomisk sammenhængskraft og sikkerhed.
Forløb efter vedtagelsen og krig
Vedtagelsen udløste voldelige sammenstød mellem jødiske og arabiske grupper i den sidste fase af det britiske mandat. Da briterne trak sig ud og den jødiske ledelse den 14. maj 1948 proklamerede staten Israel, fulgte en fuld krig mellem den nyoprettede israelske stat og nabolandene (Palæstina-krigen eller den arabisk-israelske krig 1948). Resultatet af krigen ændrede de faktiske grænser markant i forhold til delingsplanen:
- Israel opnåede kontrol over større områder end foreslået i delingsplanen.
- Vestbredden blev besat af Jordan, og Gaza kom under egyptisk kontrol.
- Jerusalem blev delt mellem israelsk kontrol i vest og jordansk kontrol i øst.
Konsekvenser
Delingsplanen og den efterfølgende krig fik omfattende og langvarige konsekvenser:
- Flygtningekrise: Omtrent 700.000 palæstinensere flygtede eller blev fordrevet fra deres hjem (den palæstinensiske Nakba), en situation der skabte et stort og vedvarende flygtningeproblem.
- Grænser og varig konflikt: Den endelige linje efter våbenhvilen i 1949 (den såkaldte Green Line) afveg betydeligt fra delingsplanens grænser, og mange af de grundlæggende stridspunkter forblev uløste.
- Institutioner og hjælp: FN oprettede blandt andet UNRWA i 1949 for at håndtere palæstinensiske flygtninge.
- Langsigtede følger: Delingsforslaget og krigen lagde fundamentet for den langvarige israelsk-palæstinensiske konflikt, fortsatte territoriale stridigheder og flere krige i regionen. Jerusalems status forblev et særligt omstridt spørgsmål – byen var delt indtil 1967, hvor Israel trængte ind i Østjerusalem under Seksdageskrigen.
Eftermæle
FN's delingsplan fra 1947 er historisk vigtig, fordi den var et tidligt internationalt forsøg på at finde en tostatsløsning. Selvom planen officielt kun var et anbefalet forslag og ikke blev gennemført, har den haft afgørende betydning for udviklingen i området og for de juridiske og politiske argumenter, som begge parter efterfølgende har fremsat. Debatten om delingsplanens retfærdighed, implementering og legitimitet præger stadig diskussionerne om en fredelig løsning i regionen.
Søge