Den nordafrikanske kampagne var en vigtig del af Anden Verdenskrig og fandt sted i Nordafrika fra den 10. juni 1940 til den 13. maj 1943. Kampagnen dækkede to store teatere: ørkenkrigene i de libyske og egyptiske ørkener samt invasionen af og kampene i Marokko og Algeriet (Operation Torch) og den efterfølgende Tunesien-kampagne. De enkelte faser viste tydeligt, hvor meget logistik, mobilitet og luftmagt betød i moderne krigsførelse.

Parter, ledelse og styrketyper

Kampen stod primært mellem aksemagterne (Tyskland og Italien) og de allierede (særligt britiske og Commonwealth-styrker, senere også store amerikanske styrker samt frie franske enheder). På akse-siden var Afrikakorpset under ledelse af feltmarskal Erwin Rommel en central styrke, mens de allierede i perioder var ledet af generaler som Claude Auchinleck og senere generalløjtnant Bernard Montgomery. Operation Torch blev planlagt og ledet på allieret side med betydelig amerikansk deltagelse under overordnet kommandoføring, og italienske generaler (herunder general Messe) og tyske kommandoer deltog på aksens side i Tunesien.

Hovedfaser og vigtige slag

  • Ørkenkrigene i Libyen og Egypten: Efter de første offensiver (herunder Operation Compass mod de italienske styrker) kom Afrikakorpset ind i kampene og førte en række hurtige ørkenoffensiver. Der blev kæmpet om kontrollen med områder i Libyen og dele af Egypten.
  • Belejringen af Tobruk (1941): Belejringen af Tobruk var et af kampagnens tidlige vendepunkter, hvor australske og andre Commonwealth-styrker holdt byen mod aksestyrker i lang tid og forsinkede Rommels fremrykning.
  • Serier af slag og manøvrer: Slag som Sidi Barrani, Gazala og andre engagementer afgjorde frontlinjernes skiften. Første slag ved El Alamein standsede aksens fremrykning mod Suez-kanalen.
  • Andet slag ved El Alamein (oktober–november 1942): I det andet slag ved El Alamein besejrede britiske Commonwealth-styrker under kommando af generalløjtnant Bernard Montgomery Afrikakorpset og de øvrige aksestyrker og tvang dem til at trække sig tilbage mod vest. Dette slag markerede et strategisk vendepunkt i Nordafrika.
  • Operation Torch (november 1942): De allierede landsætninger i slutningen af 1942 i Nordvestafrika (i Marokko og Algeriet) blev gennemført for at fjerne de tilbageværende fjendtlige styrker i Nordafrika og for at åbne en ny front fra vest. Der blev kortvarigt kæmpet mod Vichy Frankrigs styrker, som efterfølgende skiftede side til de allierede.
  • Tunesien-kampagnen og slaget ved Kasserine (1943): Efter Operation Torch blev kampene samlet i Tunesien, hvor allierede og akse-styrker kæmpede om kontrol over strategiske linjer. De allierede led et alvorligt nederlag i slaget vedKasserinepasset, hvor især uerfarenhed og dårligt samarbejde mellem amerikanske og erfarne Commonwealth-enheder blev tydeligt.
  • Slaget ved Mareth og omringningen i Tunesien: Efter reorganisering og indsættelse af flere allierede styrker blev aksestyrkerne gradvist presset tilbage, besejret i frontlinjekampene (herunder ved Mareth) og til sidst omringet i det nordlige Tunesien.

Afslutning og betydning

Efter en række opgivelsesrunder og omringninger kapitulerede de tilbageværende aksestyrker i Tunesien. Efter faldet af Tunis var de sidste tropper, der overgav sig, italienerne under general Messe den 13. maj 1943 på den nordtunesiske halvø Cape Bon i det nordlige Tunesien. I alt blev titusinder — samlet set hundrede­tusinder — tropper taget til fange, og aksemagternes tilstedeværelse i Nordafrika ophørte.

Strategiske konsekvenser

Den nordafrikanske kampagne havde flere vigtige konsekvenser:

  • Den sikrede for de allierede kontrol over den sydlige del af Middelhavet og åbnede vejen for invasionen af Sicilien og Italien i 1943.
  • Den viste vigtigheden af logistik, brændstofforsyning og luftmagt i moderne, mobil krigsførelse i ørkenmiljøer.
  • Sejren styrkede moralen hos de allierede og svækkede aksemagtens evne til at overføre ressourcer til andre fronter.

Arven

Kampagnen er kendt for sine hurtige, mobile operationer, hårde ørkenforhold og for at have involveret en bred skare af nationer fra begge sider. Lærdommene fra Nordafrika påvirkede senere operationer i Europa, og mange af de ledere og enheder, som gjorde sig gældende i ørkenen, spillede senere roller i felttogene i Middelhavet og det europæiske fastland.