Stagflation i økonomi: Hvad det er, årsager og konsekvenser

Stagflation forklaret: årsager, mekanismer og konsekvenser — hvordan høj inflation, lav vækst og stigende arbejdsløshed påvirker økonomi og politik.

I økonomi bruges udtrykket stagflation, når der næsten ikke er nogen vækst i produktionen, samtidig med at der er høj inflation og høj arbejdsløshed. Begrebet er et portmanteau af stagnation og inflation og beskriver en situation, hvor vækst og beskæftigelse står stille eller falder, mens priserne stiger. Det skaber et konkret dilemma for den økonomiske politik, fordi foranstaltninger, der normalt sænker inflationen, ofte risikerer at forværre arbejdsløsheden — og omvendt.

Udtrykket tilskrives generelt en britisk politiker, der blev finansminister i 1970, Iain Macleod, som brugte ordet i en tale i parlamentet i 1965. Selvom Keynes ikke brugte ordet direkte, berørte nogle af hans værker de forhold, som mange i dag vil genkende som stagflation. I den version af den keynesianske makroøkonomiske teori, der dominerede fra slutningen af Anden Verdenskrig til slutningen af 1970'erne, blev inflation og recession ofte opfattet som gensidigt udelukkende, og sammenhængen blev illustreret ved Phillipskurven.

Typiske årsager til stagflation

• Udbudschokke (supply shocks): Pludselige stigninger i omkostninger til vigtige inputvarer — fx olieprisstigninger i 1970'erne — kan presse priserne op samtidig med, at produktionen falder, fordi virksomhederne får højere omkostninger og leverer mindre.
• Cost-push inflation: Når det bliver dyrere at producere varer (stigning i lønninger, råvarepriser, importpriser), stiger prisen på slutprodukterne, og væksten kan falde.
• Politiske eller pengepolitiske fejl: Langvarigt lempelig penge- eller finanspolitik kan skabe vedvarende høje inflationser forventninger, samtidig med at realøkonomien svækkes af strukturelle problemer.
• Strukturelle problemer: Manglende investeringer, svag produktivitetsvækst og stive arbejdsmarkeder kan betyde, at økonomien ikke tilpasser sig chok hurtigt nok, så både vækst og beskæftigelse lider.
• Inflationsforventninger: Hvis husholdninger og virksomheder forventer vedvarende høj inflation, kan lønkrav og prisfastsættelse forstærke både inflation og reallønsnedgang.

Hvordan starter processen? Oftest begynder det med, at tingene begynder at koste mere, mens der fremstilles færre af dem. Fordi der fremstilles færre ting, er der også brug for færre mennesker til at fremstille dem, og arbejdsløsheden stiger. Disse tre faktorers kombination — stigende priser, faldende produktion og stigende arbejdsløshed — udgør stagflation. Når produktionsomkostningerne stiger, har virksomheder mindre incitament til at investere, hvilket kan føre til en vedvarende nedgang i aktivitet og endnu højere arbejdsløshed.

Historiske eksempler

Et kendt eksempel er 1970'ernes økonomi i mange vestlige lande, hvor kraftige olieprisstigninger (olieshocks i 1973 og 1979) sammen med svag produktivitetsvækst og nogle steder lempelig pengepolitik førte til vedvarende høj inflation og samtidig lav eller negativ vækst.

Politiske dilemmaer og værktøjer

• Monetær politik: Stramning af pengepolitikken (højere renter) kan bringe inflationen ned, men øger risikoen for højere arbejdsløshed og lavere vækst på kort sigt. Troværdighed og klare inflationsmål (fx centralbankers uafhængighed) er vigtige for at styre inflationsforventninger.
• Finanspolitik: Konsolidering (reduktion af budgetunderskud) kan dæmpe efterspørgslen og inflationen, men kan også bremse væksten, hvis den gennemføres for hurtigt.
• Strukturreformer: Tiltag der øger udbuddet og produktiviteten (uddannelse, arbejdskraftens mobilitet, reguleringsreformer, incitamenter til investering) kan på længere sigt løse stagflation ved at øge potentiale-væksten uden at øge inflationen.
• Løn- og prisstabilisering: Løntilpasninger, aftaler mellem arbejdsgivere og lønmodtagere eller midlertidige løn- og prislofter kan dæmpe en løn-pris-spiral, men bærer egne økonomiske og politiske risici.

Måling og konsekvenser

Et simpelt politisk mål kaldet elendighedsindekset (misery index) fås ved at lægge inflationen til arbejdsløshedsprocenten; dette mål blev fremført af økonomen Arthur Okun som et hurtigt mål for den økonomiske velfærd. Stagflation påvirker husholdningers købekraft (reallønnen falder), øger sociale omkostninger ved arbejdsløshed, kan forværre indkomstulighed og skabe politisk ustabilitet.

Hvorfor er stagflation svær at stoppe?

• Der er et indbygget politisk dilemma mellem at bekæmpe inflation og at støtte beskæftigelsen.
• Hvis inflationen er rodfæstet i forventninger, kræver det en troværdig og ofte hård pengepolitisk indsats for at ændre disse forventninger — hvilket midlertidigt kan forværre arbejdsløsheden.
• Strukturelle problemer tager tid at rette; supply-side-tiltag virker typisk langsommere end politik rettet mod efterspørgsel.

Sammenfatning

Stagflation er en krævende økonomisk tilstand, hvor høj inflation, lav vækst i produktionen og høj arbejdsløshed optræder samtidig. Den kan opstå ved store udbudschokke, kombineret med ugunstige politiske svar eller strukturelle svagheder i økonomien. Løsningen kræver ofte en kombination af troværdig pengepolitik for at dæmpe inflationen og reformer, der øger økonomiens produktivitet og fleksibilitet for at genoprette vækst og beskæftigelse.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er stagflation?

Q: Hvem opfandt udtrykket "stagflation"?

Spørgsmål: Hvordan påvirker stagflation den økonomiske politik?

Spørgsmål: Hvad sagde den keynesianske økonomi om stagflation?

Spørgsmål: Hvordan kan stagflation stoppes, når den først er begyndt?

Spørgsmål: Hvad er årsagen til stagflation?

Søg efter bogstav