Stagflation
I økonomi bruges udtrykket stagflation, når der næsten ikke er nogen vækst i produktionen, men der er høj inflation og høj arbejdsløshed. Dette skulle være umuligt i den form for økonomi, som Keynes beskrev (keynesiansk økonomi).
Stagflation er et portmanteau-ord af stagnation og inflation. Det bruges i økonomi, når inflationen er høj, væksten falder, og arbejdsløsheden forbliver høj. Det giver anledning til et dilemma for den økonomiske politik, da foranstaltninger, der har til formål at sænke inflationen, kan forværre arbejdsløsheden og omvendt.
Udtrykket tilskrives generelt en britisk politiker, der blev finansminister i 1970, Iain Macleod, som opfandt udtrykket i sin tale til parlamentet i 1965.
Keynes brugte ikke udtrykket, men nogle af hans værker henviser til de forhold, som de fleste ville genkende som stagflation. I den version af den keynesianske makroøkonomiske teori, der var dominerende mellem slutningen af Anden Verdenskrig (WWII) og slutningen af 1970'erne, blev inflation og recession betragtet som gensidigt udelukkende, og forholdet mellem de to blev beskrevet af Phillipskurven. Stagflation er meget dyr og vanskelig at stoppe, når først den er begyndt.
Et politisk mål kaldet elendighedsindekset fås ved at lægge inflationen til arbejdsløshedsprocenten.
Denne situation begynder som regel med, at tingene begynder at koste mere, mens der fremstilles færre af dem. Fordi der fremstilles færre ting, er der også brug for færre mennesker til at fremstille dem. Dette får arbejdsløsheden til at stige. Alle disse tre faktorer forårsager tilsammen stagflation - stagnation i produktion og beskæftigelse og stigende inflation. Det skyldes også "cost push"-faktorer. Når det begynder at koste mere at fremstille en vare, vil prisen stige. Folk vil være mindre tilbøjelige til at investere penge i virksomheden. Dette vil føre til mere arbejdsløshed.
Procentvis ændring fra den foregående periode i det reale bruttonationalprodukt Kilde: Bureau of Economic Analysis
1970'ernes recession
Recessionen 1973-75 eller 1970'ernes recession var en periode med økonomisk stagnation i store dele af den vestlige verden i 1970'erne, hvilket satte en stopper for det generelle økonomiske boom efter Anden Verdenskrig. Den adskilte sig fra mange tidligere recessioner ved at være en stagflation, hvor høj arbejdsløshed faldt sammen med høj inflation.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er stagflation?
A: Stagflation er et økonomisk begreb, der bruges til at beskrive en situation, hvor der næsten ikke er nogen vækst i produktionen, men hvor der alligevel er høj inflation og arbejdsløshed.
Q: Hvem opfandt udtrykket "stagflation"?
A: Udtrykket "stagflation" blev opfundet af den britiske politiker Iain Macleod, som blev finansminister i 1970.
Spørgsmål: Hvordan påvirker stagflation den økonomiske politik?
A: Stagflation skaber et dilemma for den økonomiske politik, da foranstaltninger, der skal sænke inflationen, kan forværre arbejdsløsheden og omvendt.
Spørgsmål: Hvad sagde den keynesianske økonomi om stagflation?
A: Ifølge den keynesianske økonomi blev inflation og recession betragtet som værende gensidigt udelukkende, og forholdet mellem dem blev beskrevet af Phillips-kurven.
Spørgsmål: Hvordan kan stagflation stoppes, når den først er begyndt?
A: Det er meget dyrt og vanskeligt at standse stagflation, når den først er startet. Det kræver politiske foranstaltninger som f.eks. at øge investeringerne i virksomhederne og sænke priserne på varer.
Spørgsmål: Hvad er årsagen til stagflation?
A: Stagflation skyldes en kombination af en række faktorer, herunder stigende produktionsomkostninger, der fører til højere priser, færre varer, der fremstilles, hvilket betyder, at der er brug for færre mennesker til at fremstille dem, og omkostningsfremmende faktorer som f.eks. øgede lønninger eller skatter, der fører til højere priser på varer.
