Den anden flåde er navnet på den anden gruppe af skibe, der blev sendt med bosættere, straffefanger og forsyninger til kolonien i Sydney Cove i Port Jackson, Australien. Der var seks skibe i flåden: en eskorte fra Royal Navy, fire straffefangerfartøjer og et forsyningsskib.

Rejsen og forsinkelser

Det var meningen, at skibene skulle sejle til Australien sammen og nå Sydney Cove i 1789. I praksis blev rejsen præget af alvorlige problemer: eskorteskibet forliste undervejs og nåede ikke frem, og et af straffefangerfartøjerne blev forsinket og ankom omkring to måneder efter de øvrige skibe. Disse forsinkelser betød tab af vigtig støtte og forsyninger til den unge koloni, som kun var etableret året forinden.

Forholdene om bord

I modsætning til den første flåde, hvor der blev gjort større bestræbelser på at holde de indsatte sunde og raske ved hjælp af militær og medicinsk tilsyn, blev den anden flåde i høj grad drevet af private rederier og entreprenører. Disse private firmaer var ansvarlige for at transportere fangerne, og undervejs var forholdene om bord præget af:

  • Overbelægning — soldateres plads og faciliteter var begrænsede, hvilket fremmede smitte.
  • Mangel på ordentlig ernæring — kost var ofte ensidig og utilstrækkelig, hvilket førte til svækkelse og sygdomme som skørbug.
  • Dårlig hygiejne og sanitære forhold, som fremmede udbrud af diarrésygdomme og andre infektioner.
  • Negligent behandling — fangerne fik ofte minimal pleje, og mange blev efterladt i alvorlig forfatning ved ankomst.

Ankomst og konsekvenser for kolonien

Da skibene endelig nåede Sydney, var mange af straffefangerne alvorligt syge eller døde. Den unge og allerede trængte koloni havde svært ved at tage sig af det store antal udmattede mennesker; medicinske resurser, fødevarer og arbejdskraft var begrænsede. Det medførte betydelig belastning for bosætterne og de officielle myndigheder, som måtte prioritere behandling, isolation og pleje for at begrænse smittespredning.

Efterspil og historisk betydning

Den anden flådes forløb vakte stærk kritik både i kolonien og tilbage i Storbritannien. Den manglende omsorg og de høje dødstal rejste spørgsmål om kontrakter med private rederier, skibsforvaltning og den britiske straf- og transportsystemets rutiner. Hændelsen står i dag som et af de mørkere kapitel i Australiens transporthistorie og bruges ofte som eksempel på, hvordan kommercielle interesser kunne forværre menneskelige forhold under langdistance-transport i det 18. århundrede.

Samlet set markerer den anden flåde et vendepunkt i forståelsen af, hvor vigtig ordentlig forsyning, medicinsk tilsyn og humane forhold var for transport af fanger – ikke blot for selve rejsens overlevelse, men også for koloniens bæredygtighed ved ankomsten.