Den anden flåde (Australien 1789) – straffefangerne sendt til Sydney
Den anden flåde (1789): Den dramatiske, grusomme rejse med straffefanger til Sydney, Australien — privatdrevet flåde, forfærdelige forhold og stor belastning for kolonien.
Den anden flåde er navnet på den anden gruppe af skibe, der blev sendt med bosættere, straffefanger og forsyninger til kolonien i Sydney Cove i Port Jackson, Australien. Der var seks skibe i flåden: en eskorte fra Royal Navy, fire straffefangerfartøjer og et forsyningsskib.
Rejsen og forsinkelser
Det var meningen, at skibene skulle sejle til Australien sammen og nå Sydney Cove i 1789. I praksis blev rejsen præget af alvorlige problemer: eskorteskibet forliste undervejs og nåede ikke frem, og et af straffefangerfartøjerne blev forsinket og ankom omkring to måneder efter de øvrige skibe. Disse forsinkelser betød tab af vigtig støtte og forsyninger til den unge koloni, som kun var etableret året forinden.
Forholdene om bord
I modsætning til den første flåde, hvor der blev gjort større bestræbelser på at holde de indsatte sunde og raske ved hjælp af militær og medicinsk tilsyn, blev den anden flåde i høj grad drevet af private rederier og entreprenører. Disse private firmaer var ansvarlige for at transportere fangerne, og undervejs var forholdene om bord præget af:
- Overbelægning — soldateres plads og faciliteter var begrænsede, hvilket fremmede smitte.
- Mangel på ordentlig ernæring — kost var ofte ensidig og utilstrækkelig, hvilket førte til svækkelse og sygdomme som skørbug.
- Dårlig hygiejne og sanitære forhold, som fremmede udbrud af diarrésygdomme og andre infektioner.
- Negligent behandling — fangerne fik ofte minimal pleje, og mange blev efterladt i alvorlig forfatning ved ankomst.
Ankomst og konsekvenser for kolonien
Da skibene endelig nåede Sydney, var mange af straffefangerne alvorligt syge eller døde. Den unge og allerede trængte koloni havde svært ved at tage sig af det store antal udmattede mennesker; medicinske resurser, fødevarer og arbejdskraft var begrænsede. Det medførte betydelig belastning for bosætterne og de officielle myndigheder, som måtte prioritere behandling, isolation og pleje for at begrænse smittespredning.
Efterspil og historisk betydning
Den anden flådes forløb vakte stærk kritik både i kolonien og tilbage i Storbritannien. Den manglende omsorg og de høje dødstal rejste spørgsmål om kontrakter med private rederier, skibsforvaltning og den britiske straf- og transportsystemets rutiner. Hændelsen står i dag som et af de mørkere kapitel i Australiens transporthistorie og bruges ofte som eksempel på, hvordan kommercielle interesser kunne forværre menneskelige forhold under langdistance-transport i det 18. århundrede.
Samlet set markerer den anden flåde et vendepunkt i forståelsen af, hvor vigtig ordentlig forsyning, medicinsk tilsyn og humane forhold var for transport af fanger – ikke blot for selve rejsens overlevelse, men også for koloniens bæredygtighed ved ankomsten.
Oversigt over flåden
| Skib | Type | Kaptajn | Besætning | Venstre England | Arr. Sydney | Rejsens længde | Mandlige straffefanger ankom (påmønstrede) | Kvindelige straffefanger ankom (påmønstrede) |
| Lady Juliana | transport af straffefanger | Thomas Edgar | 35 | 29. juli 1789 | 3. juni 1790 | 309 dage | n/a | 222 (226) |
| Guardian | ombygget kanonskib til transport af straffefanger | Edward Riou | 12. september 1789 | ødelagt på turen | n/a | 20 (25) - se nedenfor | n/a | |
| Justinian | lagerskib | 20. januar 1790 | 20. juni 1790 | 151 dage | ||||
| Overraskelse | ombygget handelsskib til transport af straffefanger | Nicholas Anstis | 19. januar 1790 | 26. juni 1790 | 158 dage | 218 (254) | n/a | |
| Neptun | transport af straffefanger | Donald Traill | 19. januar 1790 | 27. juni 1790 | 159 dage | ? (421) + 12 fra Guardian | ? (78) | |
| ombygget transport til straffefangefartøj | John Marshall | 19. januar 1790 | 28. juni 1790 | 160 dage | 180 (253) + 8 fra Guardian | n/a |
Oprindelse og historie
Lady Juliana sejlede før de andre straffeskibe og regnes ikke altid som en del af den anden flåde. Forsyningsskibet Justinian sejlede ikke sammen med straffefangerfartøjerne og ankom før dem. HMS Guardian sejlede ud før straffefangerfartøjerne, men ramte is efter at have forladt Kap Det Gode Håb, sejlede tilbage til det sydlige Afrika og forliste ved kysten.
Surprize, Neptune og Scarborough blev sendt af firmaet "Camden, Calvert & King". De havde indvilliget i at transportere, klæde og brødføde fangerne for et beløb på 17,7 pund. 6d pr. person Dette gebyr blev betalt, uanset om fangerne kom i land døde eller levende. Firmaet havde tidligere beskæftiget sig med transport af slaver til Nordamerika. De eneste regeringsfolk på skibet var flådeagenten, løjtnant John Shapcote, og vagthavende kaptajn; alle andre besætningsmedlemmer blev leveret af firmaet.
Den anden flåde forlod England den 19. januar 1790 med 1.006 straffefanger (928 mænd og 78 kvinder). De gjorde kun ét stop undervejs, nemlig ved Kap Det Gode Håb. Her blev 20 mandlige straffefanger, overlevende fra Guardian, taget om bord. De tre skibe foretog en hurtigere rejse end den første flåde og ankom til Port Jackson i den sidste uge af juni 1790. Det var tre uger efter Lady Juliana og en uge efter forsyningsskibet Justinian.
Turen gik hurtigt, men antallet af døde var det højeste i historien om transporten til Australien. Af de 1.026 straffefanger, der tog af sted, døde 267 (256 mænd og 11 kvinder) under rejsen (26 %).
På Neptune fik fangerne ikke nok mad, de blev holdt bundet med kæder og blev sjældent lukket op på dækket. Mange af dem fik skørbug. På Scarborough fik de mad, men et rapporteret mytteriforsøg førte til, at fangerne blev låst inde under dæk.
Kaptajn William Hill, der var kaptajn på vagten, skrev senere, at skibskaptajnerne ikke fodrede fangerne for at kunne sælge maden i et andet land. De ønskede, at fangerne skulle dø hurtigt, så de ikke behøvede at spilde maden på dem og kunne beholde den til salg senere.
Ankomst til Sydney
Da de kom til Sydney, lå de halvnøgne fanger uden sengetøj og var for syge til at bevæge sig. De, der ikke kunne gå, blev kastet ud over siden. Alle var dækket af lus. Mindst 486 af fangerne var syge, 47 % af dem, der havde forladt England. De andre blev beskrevet som "magre og udmagrede" og med "mere forfærdelige syner, end man nogensinde har set i dette land".
Blandt de mennesker, der var med på den anden flåde, var D'Arcy Wentworth og hans fangehustru Catherine Crowley på Neptune og John Macarthur, dengang en ung løjtnant i New South Wales-korpset, og hans kone Elizabeth på Scarborough. Macarthurs ældste søn, Edward Macarthur, som kom med sine forældre på Neptune og Scarborough, menes at være den eneste person, der sejlede med den anden flåde, som vi har et fotografi af. Han var også den sidste overlevende fra rejsen.
Da nyheden om Anden Flådes rædsler nåede England, var både offentligheden og regeringen chokeret. Der blev foretaget en undersøgelse, men der blev ikke gjort noget forsøg på at arrestere Donald Traill, kaptajn på Neptune. Han var blevet beskrevet som en sindssyg sadist. Regeringen anklagede hverken ham, de andre kaptajner eller entreprenørfirmaet. De var allerede blevet hyret af regeringen til at forberede den tredje flåde til at sejle til Port Jackson i 1791.
Traill og hans overstyrmand William Ellerington blev privat stillet for retten for mordet på en unavngiven straffefange, sømanden Andrew Anderson og kokken John Joseph. Men efter en tre timer lang retssag for Sir James Marriott i admiralitetsretten løslod juryen begge mænd "uden at gøre dommeren den ulejlighed at opsummere beviserne".
Relaterede sider
- Første flåde
- Tredje flåde
Søge