Rigskansleren: Tysklands kansler under Kejserriget, Weimar og Nazityskland

Rigskansleren: Tysklands kanslere fra Kejserriget gennem Weimar til Nazityskland — biografier, politisk magt og vendepunkter i tysk historie.

Rigskansleren (tysk: Reichskanzler) var Tysklands regeringschef i perioden fra oprettelsen af det tyske kejserrige 1871 og frem til afslutningen af Anden Verdenskrig. Embedet fungerede forskelligt i de tre hovedperioder — kejserriget (Kaiserreich), Weimarrepublikken og Nazityskland — afhængigt af forfatningsmæssige rammer og magtbalancen mellem monark/præsident, regering og parlament. Generelt blev rigskansleren udnævnt af statsoverhovedet (kejseren eller senere præsidenten) og stod formelt til ansvar over for dette, men i praksis varierede ansvarligheden over for parlamentet og politiske partier betydeligt mellem perioderne. Under Nazityskland samlede magten sig i én fører, og embedsområdet ændredes i praksis radikalt.

Det tyske kejserrige (1871–1918)

I det tyske kejserrige var rigskansleren kejserens hovedrådgiver og leder af rigsregeringen. Rigskansleren blev udnævnt og afskediget af kejseren og havde stor myndighed i udenrigs- og indenrigspolitik, men svarede ikke ansvarligt over for rigsdagens flertal på samme måde som i et parlamentarisk system. Den mest berømte rigskansler fra denne periode var Otto von Bismarck, der som samler af Tyskland også skabte embedsinstitutionen i praksis.

Det tyske kejserrige (alle undtagen en var ikke partimedlemmer):

1. Otto von Bismarck (1871-1890)
2. Leo von Caprivi (1890-1894)
3. Chlodwig zu Hohenlohe-Schillingsfürst (1894-1900)
4. Bernhard von Bülow (1900-1909)
5. Theobaldvon Bethmann Hollweg (1909-1917)
6. Georg Michaelis (1917)
7. Georg von Hertling (1917-1918, Zentrum)
8. Max af Baden (1918)

Weimarrepublikken (1918–1933)

Efter kejserrigets fald og under Weimarforfatningen ændredes rigskanslerens stilling til at blive mere afhængig af præsidenten og af parlamentets tillid. Præsidenten udnævnte rigskansleren, men regeringerne måtte ofte skabe brede koalitioner for at få flertal i rigsdagens udvalg. Perioden var præget af politisk ustabilitet, hyppige regeringsskift og brugen af præsidentens nødbeføjelser efter artikel 48, hvilket svækkede parlamentarismen og bidrog til demokrativaagtsomhed i 1930'erne.

Weimarrepublikken:

1. Friedrich Ebert (1918-1919, SPD, rigskansler/formand for Folketingets Råd af Deputerede Repræsentanter)
2. Philipp Scheidemann (1919, SPD, rigsministerpræsident)
3. Gustav Bauer (1919-1920, SPD, rigsministerpræsident/rigskansler)
4. Hermann Müller (1920, SPD)
5. Konstantin Fehrenbach (1920-1921, Zentrum)
6. Joseph Wirth (1921-1922, Zentrum)
7. Wilhelm Cuno (1922-1923, uden parti)
8. Gustav Stresemann (1923, DVP)
9. Wilhelm Marx (1923-1925, Zentrum)
10. Hans Luther (1925-1926, uden parti)
11. Otto Geßler (1926, DDP, skuespil)
12. Wilhelm Marx (1926-1928, Zentrum)
13. Hermann Müller (1928-1930, SPD)
14. Heinrich Brüning (1930-1932, Zentrum)
15. Franz von Papen (1932, Zentrum/ingen parti)
16. Kurt von Schleicher (1932-1933, uden parti)

Nazityskland (1933–1945)

Da Adolf Hitler blev udnævnt til rigskansler i januar 1933, startede en proces, hvor den udøvende magt centraliseredes. Efter præsident Paul von Hindenburgs død i august 1934 blev præsidentembedet formelt slået sammen med rigskanslerembedet, og Hitler antog titlen Führer und Reichskanzler. Dermed ophørte den traditionelle forfatningsmæssige balance, og rigskansleren blev i realiteten statsoverhoved med uindskrænket magt. Mod slutningen af krigen var der kun kortvarige ændringer i regeringens ledelse.

Nazityskland:

1. Adolf Hitler (1933-1945, NSDAP) — udnævnt 30. januar 1933; efter Hindenburgs død i august 1934 samlede han også præsidentbeføjelserne og blev landets diktator som Führer und Reichskanzler.
2. Joseph Goebbels (30. april–1. maj 1945) — kortvarigt udnævnt til rigskansler i Hitlers testamente, men havde kun meget begrænset tid i embedet før sin selvmord.
3. Lutz Graf Schwerin von Krosigk (maj–juni 1945) — fungerede som "Leading Minister" i den såkaldte Flensborgregering efter Hitlers død; han omtales nogle gange som regeringsleder i den sidste, kortlivede regering, men blev ikke generelt anerkendt som demokratisk rigskansler.

Embedsfunktion og eftermæle

Rigskanslerembedet ophørte reelt med Nazitysklands nederlag i 1945. Ved grundlæggelsen af Forbundsrepublikken Tyskland i 1949 blev embedsbegrebet for regeringsleder genindført i en ændret form som Bundeskanzler. Den nye forfatning (Grundloven) etablerede et parlamentarisk system, hvor kansleren vælges af Forbundsdagen og er afhængig af parlamentarisk flertal, hvilket adskiller sig markant fra kejsertidens og Weimarrepublikkens variationer i embedets ansvarlighed og udnævnelsesprocedure. Grundloven indførte også institutionelle sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre et nyt sammenbrud af demokratiet som i 1930'erne.

Samlet set afspejler rigskanslerens historie Tysklands omskiftelige politiske udvikling fra monarki over forsøg med parlamentarisme til diktatur og efterfølgende genopbygning af demokratisk styre. Embedets magt og ansvar var stærkt betinget af den forfatningsorden og de politiske kræfter i hver periode.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvem var den første rigskansler i Tyskland?

Spørgsmål: Hvilket parti tilhørte Friedrich Ebert?

Spørgsmål: Hvor længe sad Wilhelm Cuno som rigskansler?

Spørgsmål: Hvem efterfulgte Wilhelm Marx som rigskansler i 1926?

Spørgsmål: Hvem var den sidste tyske kansler, der ikke var nazist, før Adolf Hitler kom til magten?

Spørgsmål: Hvilket parti tilhørte Gustav Bauer?

Spørgsmål: Hvor mange forskellige personer fungerede som rigskansler under Nazi-Tyskland?

Søg efter bogstav