Pirateri i Caribien: Historie, berømte pirater og piratkultur

Pirateri i Caribien: Opdag historie, berømte pirater som Henry Morgan, piratkultur, kodekser, plyndring og myter — alt om kapere, skibe og eventyr på de caribiske have.

For filmen, se Pirates of the Caribbean.

Pirateri i Caribien var det Caribiske Havs terror, især for den spanske flåde, som kontrollerede disse farvande. Englænderne havde besejret den spanske armada i 1588, hvilket satte en stopper for den spanske kontrol med havene. Spanierne kontrollerede dog stadig Caribien.

I 1770'erne brugte englænderne pirater til at hjælpe deres regering. Ved at skade den spanske flåde og eksport håbede englænderne at få mere land i den nye verden og forhindre spanierne i at kontrollere handelen i den nye verden. De fik, hvad de ønskede, men skabte et nyt problem.

Sir Henry Morgan var en kendt pirat, som blev opmuntret af den engelske regering. Han arbejdede for regeringen, men han beholdt pengene. Som tiden gik, holdt Morgan dog op med at arbejde for regeringen og begyndte at arbejde for at skaffe penge kun til sig selv. Han og andre pirater begyndte snart at angribe ethvert handelsskib, også selv om det var et engelsk skib.

Morgan og hans hjælpere kaldte sig selv for Brødrene. De var iført grove skjorter, knælange bukser, filthatte og læderbælter. På bælterne hang de krudtflasker, slagterknive og blunderbusses (korte musketerer.) De havde en "piratkodeks", som sagde, at hver mand havde ret til at stemme om alle ting, f.eks. at vælge en kaptajn eller det næste skib, der skulle angribes.

Historisk baggrund

Pirateri i Caribien blomstrede især fra slutningen af 1500-tallet og ind i 1700-tallet, en periode ofte kaldt piraternes storhedstid eller "The Golden Age of Piracy" (omtrent 1650–1730). Der er forskel på privateering — hvor stater udstedte såkaldte letters of marque, der gav tilladelse til at angribe fjendtlige skibe — og egentlig pirateri, hvor angreb blev begået uden statslig tilladelse. Mange af de tidlige pirater startede som privateers, men overgik til lovløs røveri, når krigstidens bevillinger ophørte.

Berømte pirater

• Sir Henry Morgan — nævnt ovenfor; berømt for angreb på spanske byer og senere guvernør i Jamaica efter at være blevet benådet.
• Edward "Blackbeard" Teach — kendt for sit frygtindgydende udseende, tunge blockade af Charleston (1718) og for at tænde lunter i sit skæg under kampe for at skræmme modstandere.
• Bartholomew "Black Bart" Roberts — en af de mest succesfulde pirater i forhold til antallet af erobrede skibe; berømt for sin disciplin og detaljerede piratregler.
• Anne Bonny og Mary Read — to af de mest kendte kvindelige pirater, der kæmpede side om side med mannlige søfolk og blev fanget i begyndelsen af 1700-tallet.
• John "Calico Jack" Rackham — kendt for sit karakteristiske flag og for at have haft Anne Bonny og Mary Read i sit mandskab.
• François l'Olonnais og Henry Every — berygtede pirater fra forskellige perioder, kendt for særligt brutale angreb eller spektakulære plyndringer.

Piratkultur og levevis

Pirater i Caribien udviklede særlige sociale normer og praksisser, som adskilte dem fra traditionelle militære styrker:

• Piratkodeks: Skriftlige eller mundtlige regler fastsatte, hvordan bytte skulle fordeles, valg af kaptajn, kompensation for skader og disciplinære sanktioner. Kodekser kunne variere fra besætning til besætning, men var ofte mere demokratiske end samtidige flådeordrer.
• Deling af bytte: Byttet blev fordelt i andele; kaptajnen og styrmændene fik ofte større andel, mens almindelige søfolk fik faste andele og ekstra kompensation for skader.
• Demokrati om bord: Besætningen stemte ofte om vigtige beslutninger — fx valg af kaptajn eller hvor skibet skulle seile — hvilket var usædvanligt i datidens samfund.
• Våben og skibstyper: Pirater brugte hurtige karakterskibe, brikkasser og galeoner til at overfalde handelsfartøjer. Våben omfattede sabler, pistoler, musketter og blunderbusses.
• Klædedragt og symboler: Den populære forestilling om store fjer, pludderbukser og øjenlapper er delvis romantiseret, men mange pirater havde tydelige fælles træk i tøjet. Skippernes flags, især Jolly Roger (dødningehovedet), blev brugt til at skræmme modstandere til overgivelse uden kamp.

Piratbyer og tilflugtssteder

Nogle havne fungerede som sikre tilflugtssteder, forsyningsstationer eller handelscentre for pirater. De mest kendte er:

• Port Royal (Jamaica) — før jordskælvet i 1692 var det et centrum for buccaneers og privaters.
• Tortuga (ud for Haiti) — base for franske og engelske buccaneers i 1600-tallet.
• Nassau (Bahamas) — i begyndelsen af 1700-tallet blev Nassau til et "fristed" for pirater, indtil britisk kontrol blev genoprettet.

Nedgang og oprydning

Pirateriets fald skyldes flere faktorer: styrket kolonial flådemagt, internationalt samarbejde om at bekæmpe pirateri, lovgivning der kriminaliserede privateering, samt tilbud om benådning til pirater, der forlod livet til søs. Begivenheder som Port Royals ødelæggelse, øget handelsbeskyttelse og konsekvente anti-piratkampagner i begyndelsen af 1700-tallet gjorde livet som pirat langt vanskeligere. Efterhånden blev mange fanget, stillet for en domstol og hængt — oftest som advarsel til andre.

Arv og populærkultur

Piraterne efterlod sig en stærk kulturel arv. Fortællinger om pirater har inspireret romaner (fx Robert Louis Stevenson), historiske studier, museer, historiske rekonstruktioner og moderne film og serier — herunder Pirates of the Caribbean, som har formet mange nutidige forestillinger om piratlivet. Festkulturer, piratdage og reenactments holder myterne i live, men moderne forskning forsøger samtidig at adskille romantisering fra historiske fakta.

Afsluttende bemærkning

Pirateri i Caribien var både produkt af sin tid og årsag til store politiske og økonomiske ændringer i regionen. Bag de dramatiske historier om talrige overfald lå komplekse relationer mellem kolonimagter, lokale samfund, handel og krig. Studiet af piraterne giver derfor indsigt i både maritim teknologi, social organisering og de internationale konflikter, der formede den tidlige moderne verden.

Piratliv

Piraterne var dog ikke meget bedre. Kommandanterne på handelsskibene var rædselsslagne ved at se piratskibe, for piraterne havde ikke megen nåde for de mennesker, de tog til fange. ^[] De skød dem, slog dem ihjel, torturerede dem eller satte dem ud på øde øer. ^[] Piraterne var heller ikke særlig venlige over for hinanden. ^[] Selv om de havde en "piratlov", skændtes de med hinanden, og medlemmer kunne få samme straf som deres fjender.

Livet på et piratskib var meget hårdt. Der var aldrig et tørt sted at sove, badning var meget sjældent, maden var ofte dårlig, og der var fare på færde. Mange pirater manglede arme eller ben efter blodige søslag. Selv pirater, der til sidst blev rige, risikerede stadig at blive hængt, hvis de blev fanget.

Pirater efterlod ofte de mennesker, de tog til fange, på øde øer for at sulte ihjel.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvilken begivenhed førte til, at englænderne fik kontrol over Caribien?

Spørgsmål: Hvordan brugte den engelske regering pirater?

Spørgsmål: Hvem var Sir Henry Morgan?

Spørgsmål: Hvilke genstande blev typisk båret på en pirats bælte?

Spørgsmål: Hvad var indeholdt i deres "piratkodeks"?

Spørgsmål: Hvem er Amaro Pargo?

Søg efter bogstav