Para-alpint skiløb: Definition, klasser og konkurrencetyper

Historie

Handicapski begyndte omkring Anden Verdenskrig, fordi mange soldater kom til skade. I Tyskland brugte Franz Wendel, en amputeret mand, der manglede sit ben, et par krykker til at lave korte ski. Sepp "Peppi" Zwicknagel er en østrigsk veteran, der blev såret af en håndgranat og mistede sit ben. Zwicknagel lærte at stå på ski på egen hånd og blev derefter skiinstruktør. Han arbejdede i Kitzbühel og oprettede en afdeling af den østrigske skisammenslutning for handicappede skiløbere. I 1947 blev der afholdt handicapskiløb i Østrig. Dernæst var Ludwig Guttman med til at lave ski-arrangementer for handicappede. I USA begyndte Gretchen Fraser at undervise amputerede på hærhospitaler i skiløb. I 1960'erne blev der oprettet skigrupper for handicappede. Skisport for handicappede var kun for mennesker med amputationer indtil 1968. I 1969 startede den blinde skiløber Jean Eymore et skiløbsprogram i Aspen, Colorado, for skiløbere, der ikke kan se. Eymore var skiinstruktør, før han mistede sit syn. Den første internationale konkurrence, World Disabled Alpine Championships, blev afholdt i Frankrig i 1974.

Historie

Handicapski begyndte omkring Anden Verdenskrig, fordi mange soldater kom til skade. I Tyskland brugte Franz Wendel, en amputeret mand, der manglede sit ben, et par krykker til at lave korte ski. Sepp "Peppi" Zwicknagel er en østrigsk veteran, der blev såret af en håndgranat og mistede sit ben. Zwicknagel lærte at stå på ski på egen hånd og blev derefter skiinstruktør. Han arbejdede i Kitzbühel og oprettede en afdeling af den østrigske skisammenslutning for handicappede skiløbere. I 1947 blev der afholdt handicapskiløb i Østrig. Dernæst var Ludwig Guttman med til at lave ski-arrangementer for handicappede. I USA begyndte Gretchen Fraser at undervise amputerede på hærhospitaler i skiløb. I 1960'erne blev der oprettet skigrupper for handicappede. Skisport for handicappede var kun for mennesker med amputationer indtil 1968. I 1969 startede den blinde skiløber Jean Eymore et skiløbsprogram i Aspen, Colorado, for skiløbere, der ikke kan se. Eymore var skiinstruktør, før han mistede sit syn. Den første internationale konkurrence, World Disabled Alpine Championships, blev afholdt i Frankrig i 1974.

Historie

Handicapski begyndte omkring Anden Verdenskrig, fordi mange soldater kom til skade. I Tyskland brugte Franz Wendel, en amputeret mand, der manglede sit ben, et par krykker til at lave korte ski. Sepp "Peppi" Zwicknagel er en østrigsk veteran, der blev såret af en håndgranat og mistede sit ben. Zwicknagel lærte at stå på ski på egen hånd og blev derefter skiinstruktør. Han arbejdede i Kitzbühel og oprettede en afdeling af den østrigske skisammenslutning for handicappede skiløbere. I 1947 blev der afholdt handicapskiløb i Østrig. Dernæst var Ludwig Guttman med til at lave ski-arrangementer for handicappede. I USA begyndte Gretchen Fraser at undervise amputerede på hærhospitaler i skiløb. I 1960'erne blev der oprettet skigrupper for handicappede. Skisport for handicappede var kun for mennesker med amputationer indtil 1968. I 1969 startede den blinde skiløber Jean Eymore et skiløbsprogram i Aspen, Colorado, for skiløbere, der ikke kan se. Eymore var skiinstruktør, før han mistede sit syn. Den første internationale konkurrence, World Disabled Alpine Championships, blev afholdt i Frankrig i 1974.

Paralympiske lege

Stående alpint skiløb var en af de første sportsgrene ved de første vinterparalympiske lege i 1976. Slalom og kæmpeslalom var de løbstyper, der blev afholdt. Ved de paralympiske vinterlege i 1984 blev der tilføjet nedkørselsløb til det paraalpine program. Sit-skiing var en eksempelsport i 1984. Ved de paralympiske vinterlege i 1992 i Albertville, Canada, var der downhill, kæmpeslalom og slalomløb på det paralympiske program. Ved de paralympiske vinterlege i 1994 blev der kørt supergigantslalom. I 1998 kunne sideskiløbere og blinde skiløbere få medaljer. Før 1998 var det kun stående skiløbere, der kunne få medaljer ved de paralympiske vinterlege.

Ved de Paralympiske Vinterlege i 2002 var kvindernes nedkørsel og mændenes nedkørsel uden synlighed på dag 1. Mændenes stående og siddende nedkørsel fandt sted på dag 2. Super-G for mænd stående og siddende blev afviklet på dag 3. Super-G for mænd, der ikke kan se, og Super-G for kvinder fandt sted på dag 5. Mændenes stående og siddende gigantiske slalom blev afviklet på dag 7. Kvinde- og herrekonkurrencerne i kæmpe slalom uden at kunne se fandt sted på dag 8. Slalom for mænd stående og siddende var på dag 9. Slalom for kvinder og mænd, der ikke kunne se, fandt sted på dag 10.

Ved de paralympiske vinterlege i 2006 blev der anvendt et nyt klassifikationssystem. Det inddelte 14 klasser i tre grupper og anvendte faktoriserede resultater for hver af de tre grupper. Ved legene i 2006 var der i Super-G 55 mandlige deltagere sammenlignet med 18 kvinder i den stående gruppe.

De paralympiske vinterlege i 2010 blev afviklet på Whistler Creekside i para-alpint skiløb. Løbstyperne i Whistler omfattede nedkørsel, superkombination, super-G, slalom og kæmpeslalom. Super-combined blev kørt i 2010. Det var første gang, at det blev kørt ved de paralympiske lege. I nedkørselsløbene var der 25 mænd og 18 kvinder i den stående gruppe, 25 mænd og 10 kvinder i den siddende gruppe og 12 mænd og 10 kvinder i den ikke-synlige gruppe. I superkombinationsløbene var der 18 mænd og 14 kvinder i den stående gruppe, 18 mænd og 10 kvinder i den siddende gruppe og 10 mænd og 10 kvinder i den ikke-seende gruppe. Slalomløbet var den korteste løbebane for para-alpine begivenheder ved legene i 2010. Nedkørslen fandt sted på dag 2 for mænd og kvinder i alle grupper. Super-G for mænd og kvinder i stående klasser fandt sted på dag 3. Skiløbere, der ikke kan se, og siddende skiløbere kørte i Super-G på dag 4. Superkombinationsløbene fandt sted på dag 5 for alle skiløbere. Den stående kæmpeslalom for mænd og kvinder blev afviklet på dag 7. For siddende skiløbere og skiløbere, der ikke kan se, blev der kørt løb på dag 8. Slalom varfor stående mænd og kvinder var på dag 9. De øvrige skiløbere kørte slalom på dag 10.

Paralympiske lege

Stående alpint skiløb var en af de første sportsgrene ved de første vinterparalympiske lege i 1976. Slalom og kæmpeslalom var de løbstyper, der blev afholdt. Ved de paralympiske vinterlege i 1984 blev der tilføjet nedkørselsløb til det paraalpine program. Sit-skiing var en eksempelsport i 1984. Ved de paralympiske vinterlege i 1992 i Albertville, Canada, var der downhill, kæmpeslalom og slalomløb på det paralympiske program. Ved de paralympiske vinterlege i 1994 blev der kørt supergigantslalom. I 1998 kunne sideskiløbere og blinde skiløbere få medaljer. Før 1998 var det kun stående skiløbere, der kunne få medaljer ved de paralympiske vinterlege.

Ved de Paralympiske Vinterlege i 2002 var kvindernes nedkørsel og mændenes nedkørsel uden synlighed på dag 1. Mændenes stående og siddende nedkørsel fandt sted på dag 2. Super-G for mænd stående og siddende blev afviklet på dag 3. Super-G for mænd, der ikke kan se, og Super-G for kvinder fandt sted på dag 5. Mændenes stående og siddende gigantiske slalom blev afviklet på dag 7. Kvinde- og herrekonkurrencerne i kæmpe slalom uden at kunne se fandt sted på dag 8. Slalom for mænd stående og siddende var på dag 9. Slalom for kvinder og mænd, der ikke kunne se, fandt sted på dag 10.

Ved de paralympiske vinterlege i 2006 blev der anvendt et nyt klassifikationssystem. Det inddelte 14 klasser i tre grupper og anvendte faktoriserede resultater for hver af de tre grupper. Ved legene i 2006 var der i Super-G 55 mandlige deltagere sammenlignet med 18 kvinder i den stående gruppe.

De paralympiske vinterlege i 2010 blev afviklet på Whistler Creekside i para-alpint skiløb. Løbstyperne i Whistler omfattede nedkørsel, superkombination, super-G, slalom og kæmpeslalom. Super-combined blev kørt i 2010. Det var første gang, det blev kørt ved de paralympiske lege. I nedkørselsløbene var der 25 mænd og 18 kvinder i den stående gruppe, 25 mænd og 10 kvinder i den siddende gruppe og 12 mænd og 10 kvinder i den ikke-synlige gruppe. I superkombinationsløbene var der 18 mænd og 14 kvinder i den stående gruppe, 18 mænd og 10 kvinder i den siddende gruppe og 10 mænd og 10 kvinder i den ikke-seende gruppe. Slalomløbet var den korteste løbebane for para-alpine begivenheder ved legene i 2010. Nedkørslen fandt sted på dag 2 for mænd og kvinder i alle grupper. Super-G for mænd og kvinder i stående klasser fandt sted på dag 3. Skiløbere, der ikke kan se, og siddende skiløbere kørte i Super-G på dag 4. Superkombinationsløbene fandt sted på dag 5 for alle skiløbere. Den stående kæmpeslalom for mænd og kvinder blev afviklet på dag 7. For siddende skiløbere og skiløbere, der ikke kan se, blev der kørt løb på dag 8. Slalom varfor stående mænd og kvinder var på dag 9. De øvrige skiløbere kørte slalom på dag 10.

Paralympiske lege

Stående alpint skiløb var en af de første sportsgrene ved de første vinterparalympiske lege i 1976. Slalom og kæmpeslalom var de løbstyper, der blev afholdt. Ved de paralympiske vinterlege i 1984 blev der tilføjet nedkørselsløb til det paraalpine program. Sit-skiing var en eksempelsport i 1984. Ved de paralympiske vinterlege i 1992 i Albertville, Canada, var der downhill, kæmpeslalom og slalomløb på det paralympiske program. Ved de paralympiske vinterlege i 1994 blev der kørt supergigantslalom. I 1998 kunne sideskiløbere og blinde skiløbere få medaljer. Før 1998 var det kun stående skiløbere, der kunne få medaljer ved de paralympiske vinterlege.

Ved de Paralympiske Vinterlege i 2002 var kvindernes nedkørsel og mændenes nedkørsel uden synlighed på dag 1. Mændenes stående og siddende nedkørsel fandt sted på dag 2. Super-G for mænd stående og siddende blev afviklet på dag 3. Super-G for mænd, der ikke kan se, og Super-G for kvinder fandt sted på dag 5. Mændenes stående og siddende gigantiske slalom blev afviklet på dag 7. Kvinde- og herrekonkurrencerne i kæmpe slalom uden at kunne se fandt sted på dag 8. Slalom for mænd stående og siddende var på dag 9. Slalom for kvinder og mænd, der ikke kunne se, fandt sted på dag 10.

Ved de paralympiske vinterlege i 2006 blev der anvendt et nyt klassifikationssystem. Det inddelte 14 klasser i tre grupper og anvendte faktoriserede resultater for hver af de tre grupper. Ved legene i 2006 var der i Super-G 55 mandlige deltagere sammenlignet med 18 kvinder i den stående gruppe.

De paralympiske vinterlege i 2010 blev afviklet på Whistler Creekside i para-alpint skiløb. Løbstyperne i Whistler omfattede nedkørsel, superkombination, super-G, slalom og kæmpeslalom. Super-combined blev kørt i 2010. Det var første gang, at det blev kørt ved de paralympiske lege. I nedkørselsløbene var der 25 mænd og 18 kvinder i den stående gruppe, 25 mænd og 10 kvinder i den siddende gruppe og 12 mænd og 10 kvinder i den ikke-synlige gruppe. I superkombinationsløbene var der 18 mænd og 14 kvinder i den stående gruppe, 18 mænd og 10 kvinder i den siddende gruppe og 10 mænd og 10 kvinder i den ikke-seende gruppe. Slalomløbet var den korteste løbebane for para-alpine begivenheder ved legene i 2010. Nedkørslen fandt sted på dag 2 for mænd og kvinder i alle grupper. Super-G for mænd og kvinder i stående klasser fandt sted på dag 3. Skiløbere, der ikke kan se, og siddende skiløbere kørte Super-G på dag 4. Superkombinationsløbene fandt sted på dag 5 for alle skiløbere. Den stående kæmpeslalom for mænd og kvinder blev afviklet på dag 7. For siddende skiløbere og skiløbere, der ikke kan se, blev der kørt løb på dag 8. Slalom varfor stående mænd og kvinder var på dag 9. De øvrige skiløbere kørte slalom på dag 10.

Regler og begivenheder

Paraalpine ski-arrangementer, der afholdes med skiløbere fra hele verden og for skiløbere fra bestemte lande, omfatter de paralympiske vinterlege, verdensmesterskaber, verdenscups, kontinentale cups, nationale mesterskaber, IPCAS-konkurrencer og IPCAS Para-Snowboard. Skiløbere fra 39 forskellige lande deltager i para-alpine skiløb. Sporten er en af de otte sportsgrene, der er godkendt af den internationale paralympiske komités sportskomité, og reglerne for para-alpint skiløb er fastsat i IPCAS-reglerne og -bestemmelserne. Der kan anvendes særlige regler for begivenheder som de paralympiske lege. En gruppe af særlige regler blev anvendt i 1994 og blev beskrevet i IPC Handbook. Dette blev brugt til at gøre IPC-sanktionerede begivenheder som de paralympiske lege nødvendige i mange år. Konkurrencereglerne for klasser anvender regler, der er udarbejdet af eller tilpasset regler, der er udarbejdet af det internationale skiforbund (FIS). Disse regler blev vedtaget på den 42. internationale skikonference i 2000. De to regelgrupper arbejdede sammen, idet FIS-reglerne specificerede reglerne for alpint skiløb, og IPC foretog tilpasninger for paraalpin skiløb. IPC's Alpine Sports Assembly Executive Committee kan træffe en beslutning om, hvorvidt skiløbere har de nødvendige kvaliteter til at løbe i IPC-sanktionerede arrangementer uden at tænke på eller være opmærksom på, hvad reglerne siger. Nationale paralympiske komitéer kan have deres egne regler for løb, som de arrangerer.

Regler og begivenheder

Paraalpine ski-arrangementer, der afholdes med skiløbere fra hele verden og for skiløbere fra bestemte lande, omfatter de paralympiske vinterlege, verdensmesterskaber, verdenscups, kontinentale cups, nationale mesterskaber, IPCAS-konkurrencer og IPCAS Para-Snowboard. Skiløbere fra 39 forskellige lande deltager i para-alpine skiløb. Sporten er en af de otte sportsgrene, der er godkendt af den internationale paralympiske komités sportskomité, og reglerne for para-alpint skiløb er fastsat i IPCAS-reglerne og -bestemmelserne. Der kan anvendes særlige regler for begivenheder som de paralympiske lege. En gruppe af særlige regler blev anvendt i 1994 og blev beskrevet i IPC Handbook. Dette blev brugt til at gøre IPC-sanktionerede begivenheder som de paralympiske lege nødvendige i mange år. Konkurrencereglerne for klasser anvender regler, der er udarbejdet af eller tilpasset regler, der er udarbejdet af det internationale skiforbund (FIS). Disse regler blev vedtaget på den 42. internationale skikonference i 2000. De to regelgrupper arbejdede sammen, idet FIS-reglerne specificerede reglerne for alpint skiløb, og IPC foretog tilpasninger for paraalpin skiløb. IPC's Alpine Sports Assembly Executive Committee kan træffe en beslutning om, hvorvidt skiløbere har de nødvendige kvaliteter til at løbe i IPC-sanktionerede arrangementer uden at tænke på eller være opmærksom på, hvad reglerne siger. Nationale paralympiske komitéer kan have deres egne regler for løb, som de arrangerer.

Regler og begivenheder

Paraalpine ski-arrangementer, der afholdes med skiløbere fra hele verden og for skiløbere fra bestemte lande, omfatter de paralympiske vinterlege, verdensmesterskaber, verdenscups, kontinentale cups, nationale mesterskaber, IPCAS-konkurrencer og IPCAS Para-Snowboard. Skiløbere fra 39 forskellige lande deltager i para-alpine skiløb. Sporten er en af de otte sportsgrene, der er godkendt af den internationale paralympiske komités sportskomité, og reglerne for para-alpint skiløb er fastsat i IPCAS-reglerne og -bestemmelserne. Der kan anvendes særlige regler for begivenheder som de paralympiske lege. En gruppe af særlige regler blev anvendt i 1994 og blev beskrevet i IPC Handbook. Dette blev brugt til at gøre IPC-sanktionerede begivenheder som de paralympiske lege nødvendige i mange år. Konkurrencereglerne for klasser anvender regler, der er udarbejdet af eller tilpasset regler, der er udarbejdet af det internationale skiforbund (FIS). Disse regler blev vedtaget på den 42. internationale skikonference i 2000. De to regelgrupper arbejdede sammen, idet FIS-reglerne specificerede reglerne for alpint skiløb, og IPC foretog tilpasninger for paraalpin skiløb. IPC's Alpine Sports Assembly Executive Committee kan træffe en beslutning om, hvorvidt skiløbere har de nødvendige kvaliteter til at løbe i IPC-sanktionerede arrangementer uden at tænke på eller være opmærksom på, hvad reglerne siger. Nationale paralympiske komitéer kan have deres egne regler for løb, som de arrangerer.

Udstyr

De første nødvendige ting, der bruges i sporten, er outrigger-ski, sit-skier og mono-ski. Afhængigt af om en skiløber sidder, står eller ikke kan se, kan der anvendes andre nødvendige ting af skiløbere, herunder guideskier, korte skistave, ortopædiske hjælpemidler eller proteser. For skiløbere med synsproblemer anvendes guider til at hjælpe skiløberen med at finde ud af, i hvilken retning han skal stå på ski. [10] For skiløbere, der står, kommer forskellige delregler til at afgøre, hvilken slags nødvendige ting der er tilladt i konkurrencen, såsom en lang skistav, to skistave, nul skistave eller en eller to ski. Reglerne for brug af nødvendige ting i konkurrencen er lavet af FIS og IPC.

Der er mindst 165 centimeter (65 in) for mænd og 155 centimeter (61 in) for kvinder, når der er tale om langdistance ski til konkurrence. Bindinger, der anvendes til ski, har en største punkthøjde på 55 millimeter (2,2 in).

Sit-skier er til kørestolsbrugere eller andre skiløbere, der har en paraplegi. Den første sit-ski blev fremstillet i 1967 af Josef Shrall. Shrall er fra Bayern i Tyskland. De første sit-skier havde to brede ski, bremser og blev lavet specielt til at passe til en skiløber. Vægten på sit-ski'en gjorde, at ingen skiløbere kunne stå på mogul eller på stejle skråninger. Sit-ski blev stadig bedre i 1980'erne. En ny type sit-ski blev fremstillet i Engelberg i Schweiz i 1987, og folk kunne se den på en workshop, som blev afholdt af den schweiziske forening for paraplegikere. Efterhånden som teknologien blev bedre, blev der fremstillet en stol, som kunne tilføjes til de ski, der blev fremstillet til skiløbere, som ikke var handicappede. Nu fremstilles sidde-skier af glasfiber og polyester. Sit-skier har nu meget mindre vægt, hvilket gør det muligt for skiløbere at stå på stejlere skråninger og køre i pukkelryg. Nu er sidde-skier udstyret med sikkerhedsseler. Siddeski til handicappede og ski til ikke-handicappede er blevet forbedret til at være specielle til forskellige typer alpine skiløb.

Nogle stående skiløbere kan bruge outrigger-ski til løb. Det er skistave med små ski i enden. De hjælper en skiløber med at holde balancen, når han/hun står på ski ned ad et bjerg, og hjælper ham/hende med at køre korte afstande op ad et bjerg. Outrigger-ski hjælper også skiløbere med at gøre ting som f.eks. at klatre op ad en bakke for at komme op på en skilift.

Guide skiløbere kan se. De hjælper skiløbere, der ikke kan stå på ski, med at køre ned ad bjerget ved at fortælle dem, hvor de skal hen ved hjælp af en radio eller ved at tale til dem. Skiløbere kan bruge mere end én guide i løbet af en løbetype, men guiden kan kun vinde en medalje, hvis de har kørt med den samme skiløber i hele løbetypen. Ligesom skiløberen skal guiden have en IPCAS-licens for at kunne deltage i løb. Guide skiløbere skal følge antidopingreglerne.

Skiløbere bærer også særlige støvler, hjelme, skidragter og briller. Skiudstyr må ikke være forsynet med reklamer ved de Paralympiske Lege. Skistøvler er lavet til at blive forbundet med skien ved hælen og tåen. De hjælper med at støtte foden og anklen ved hjælp af materialer som hård plast. Alle hjelme, der bruges i løb, skal være hjelme med hård skal.

Udstyr

De første nødvendige ting, der bruges i sporten, er outrigger-ski, sit-skier og mono-ski. Afhængigt af om en skiløber sidder, står eller ikke kan se, kan der anvendes andre nødvendige ting af skiløbere, herunder guideskier, korte skistave, ortopædiske hjælpemidler eller proteser. For skiløbere med synsproblemer bruges guider til at hjælpe skiløberen med at finde ud af, i hvilken retning han skal stå på ski. [10] For skiløbere, der står, kommer forskellige delregler til at afgøre, hvilken slags nødvendige ting der er tilladt i konkurrencen, såsom en lang skistav, to skistave, nul skistave eller en eller to ski. Reglerne for brug af nødvendige ting i konkurrencen er lavet af FIS og IPC.

Der er mindst 165 centimeter (65 in) for mænd og 155 centimeter (61 in) for kvinder, når der er tale om langdistance ski til konkurrence. Bindinger, der anvendes til ski, har en største punkthøjde på 55 millimeter (2,2 in).

Sit-skier er til kørestolsbrugere eller andre skiløbere, der har en paraplegi. Den første sit-ski blev fremstillet i 1967 af Josef Shrall. Shrall er fra Bayern i Tyskland. De første sit-skier havde to brede ski, bremser og blev lavet specielt til at passe til en skiløber. Vægten på sit-ski'en gjorde, at ingen skiløbere kunne stå på mogul eller på stejle skråninger. Sit-ski blev stadig bedre i 1980'erne. En ny type sit-ski blev fremstillet i Engelberg i Schweiz i 1987, og folk kunne se den på en workshop, som blev afholdt af den schweiziske forening for paraplegikere. Efterhånden som teknologien blev bedre, blev der fremstillet en stol, som kunne tilføjes til de ski, der blev fremstillet til skiløbere, som ikke var handicappede. Nu fremstilles sidde-skier af glasfiber og polyester. Sit-skier har nu meget mindre vægt, hvilket gør det muligt for skiløbere at stå på stejlere skråninger og køre i pukkelryg. Nu er sidde-skier udstyret med sikkerhedsseler. Siddeski til handicappede og ski til ikke-handicappede er blevet forbedret til at være specielle til forskellige typer alpine skiløb.

Nogle stående skiløbere kan bruge outrigger-ski til løb. Det er skistave med små ski i enden. De hjælper en skiløber med at holde balancen, når han/hun står på ski ned ad et bjerg, og hjælper ham/hende med at køre korte afstande op ad et bjerg. Outrigger-ski hjælper også skiløbere med at gøre ting som f.eks. at klatre op ad en bakke for at komme op på en skilift.

Guide skiløbere kan se. De hjælper skiløbere, der ikke kan stå på ski, med at køre ned ad bjerget ved at fortælle dem, hvor de skal hen ved hjælp af en radio eller ved at tale til dem. Skiløbere kan bruge mere end én guide i løbet af en løbetype, men guiden kan kun vinde en medalje, hvis de har kørt med den samme skiløber i hele løbetypen. Ligesom skiløberen skal guiden have en IPCAS-licens for at kunne deltage i løb. Guide skiløbere skal følge antidopingreglerne.

Skiløbere bærer også specielle støvler, hjelme, skidragter og briller. Skiudstyr må ikke være forsynet med reklamer ved de Paralympiske Lege. Skistøvler er lavet til at blive forbundet med skien ved hælen og tåen. De hjælper med at støtte foden og anklen ved hjælp af materialer som hård plast. Alle hjelme, der bruges i løb, skal være hjelme med hård skal.

Udstyr

De første nødvendige ting, der bruges i sporten, er outrigger-ski, sit-skier og mono-ski. Afhængigt af om en skiløber sidder, står eller ikke kan se, kan der anvendes andre nødvendige ting af skiløbere, herunder guideskier, korte skistave, ortopædiske hjælpemidler eller proteser. For skiløbere med synsproblemer anvendes guider til at hjælpe skiløberen med at finde ud af, i hvilken retning han skal stå på ski. [10] For skiløbere, der står, kommer forskellige delregler til at afgøre, hvilken slags nødvendige ting der er tilladt i konkurrencen, såsom en lang skistav, to skistave, nul skistave eller en eller to ski. Reglerne for brug af nødvendige ting i konkurrencen er lavet af FIS og IPC.

Der er mindst 165 centimeter (65 in) for mænd og 155 centimeter (61 in) for kvinder, når der er tale om langdistance ski til konkurrence. Bindinger, der anvendes til ski, har en største punkthøjde på 55 millimeter (2,2 in).

Sit-skier er til kørestolsbrugere eller andre skiløbere, der har en paraplegi. Den første sit-ski blev fremstillet i 1967 af Josef Shrall. Shrall er fra Bayern i Tyskland. De første sit-skier havde to brede ski, bremser og blev lavet specielt til at passe til en skiløber. Vægten på sit-ski'en gjorde, at ingen skiløbere kunne stå på mogul eller på stejle skråninger. Sit-ski blev stadig bedre i 1980'erne. En ny type sit-ski blev fremstillet i Engelberg i Schweiz i 1987, og folk kunne se den på en workshop, som blev afholdt af den schweiziske forening for paraplegikere. Efterhånden som teknologien blev bedre, blev der fremstillet en stol, som kunne tilføjes til de ski, der blev fremstillet til skiløbere, som ikke var handicappede. Nu fremstilles sidde-skier af glasfiber og polyester. Sit-skier har nu meget mindre vægt, hvilket gør det muligt for skiløbere at stå på stejlere skråninger og køre i pukkelryg. Nu er sidde-skier udstyret med sikkerhedsseler. Siddeski til handicappede og ski til ikke-handicappede er blevet forbedret til at være specielle til forskellige typer alpine skiløb.

Nogle stående skiløbere kan bruge outrigger-ski til løb. Det er skistave med små ski i enden. De hjælper en skiløber med at holde balancen, når han/hun står på ski ned ad et bjerg, og hjælper ham/hende med at køre korte afstande op ad et bjerg. Outrigger-ski hjælper også skiløbere med at gøre ting som f.eks. at klatre op ad en bakke for at komme op på en skilift.

Guide skiløbere kan se. De hjælper skiløbere, der ikke kan stå på ski, med at køre ned ad bjerget ved at fortælle dem, hvor de skal hen ved hjælp af en radio eller ved at tale til dem. Skiløbere kan bruge mere end én guide i løbet af en løbetype, men guiden kan kun vinde en medalje, hvis de har kørt med den samme skiløber i hele løbetypen. Ligesom skiløberen skal guiden have en IPCAS-licens for at kunne deltage i løb. Guide skiløbere skal følge antidopingreglerne.

Skiløbere bærer også specielle støvler, hjelme, skidragter og briller. Skiudstyr må ikke være forsynet med reklamer ved de Paralympiske Lege. Skistøvler er lavet til at blive forbundet med skien ved hælen og tåen. De hjælper med at støtte foden og anklen ved hjælp af materialer som hård plast. Alle hjelme, der bruges i løb, skal være hjelme med hård skal.

Typer af skiløb

De paraalpine skityper er nedkørsel, super-G, kæmpeslalom, slalom, superkombination og snowboard. Reglerne er baseret på reglerne fra det internationale skiforbund, selv om nogle regler er blevet tilpasset til skiløbere med begrænsede fysiske kræfter. Under skiløb kører skiløbere så hurtigt som 100 kilometer i timen.

Ned ad bakke

Dette er et hurtigt baseret tidsbestemt skiløb, hvor skiløbere kører hurtigt over sneen ned ad en skråning, der kan være 450 meter (1.480 ft) til 800 meter (2.600 ft) lavere end den startede, mens der er mange sving og spring. Den første skiløber, der kommer i mål, er baseret på en enkelt tur ned ad bjerget, og den skiløber med den hurtigste tid er den første. Skiløberne bevæger sig mellem gates i nedkørslen. Downhill har det mindste antal gates blandt alle para-alpin typer. Hvis en skiløber ikke kører mellem portene, kommer han/hun ikke i mål. I nogle skiløb skal en skiløber først vise, at han/hun er god nok til at stå på ski. De kan få dette til at ses i downhill eller Super-G. Skiløbere kan få point for konkurrencer med skiløbere fra andre lande i løb af International Ski Federation. Skiløbere kan køre løb i nedkørsel ved de paralympiske lege.

Dameski skal være mindst 200 centimeter lange (79 in). Mænds ski skal være mindst 205 centimeter (81 tommer) lange. Kvinder og mænds ski skal have en mindst mulig eller registreret lige linje fra midten til kanten af cirkel svinget på 45 meter (148 fod). Skiløberne brugte buede smalle skistave til denne disciplin. Både mænd og kvinder skal have en lige linje fra midten til kanten af cirklen på 67 millimeter (2,6 in) på deres ski. Tophastigheden i denne disciplin kan være op til 100 kilometer i timen. Før løbet starter, skal skiløberen lave en øvelseskørsel og skal bære en hjelm for at være sikker under alle sine kørsler.

Super-G

Super-G blev lavet i 1980'erne og er mindre videnskabelig med skiløbere, der kører meget hurtigt. Fra den øverste til den nederste del af bjerget kører skiløberne 400 meter ned til 600 meter i højden. Sammenlignet med andre para-alpine skiløbstyper har denne type en tendens til at være midellang. Den er længere end kæmpeslalom og slalom, men kortere end nedkørselstypen. I denne type kører skiløbere hurtigt mellem skiftevis røde og blå porte, der er 25 meter fra hinanden, hvor mænd skal køre mellem 35 porte og kvinder mellem 30 porte.

Kæmpeslalom

Med et fald på 300 meter (980 fod) til 400 meter (1.300 fod) er dette en af de mere nødvendige discipliner, hvor man skal være meget korrekt, når man drejer de para-alpine discipliner. Denne skitype får to nedkørsler ned ad et bjerg, der er mere lige og kortere end nedkørslen. Den er længere og har færre sving end slalom. Efter det første løb ned ad bjerget kan de sidste 20 % af de sidste 20 % af de gennemførende skiløbere tages ud af konkurrencen efter dommerens beslutning. Startrækkefølgen for det andet løb starter med den langsomste af de 15 bedste skiløbere, mens den hurtigste skiløber i det første løb kører som nummer 15. Alle skiløbere, der sluttede uden for top 15, løber derefter i rækkefølge baseret på deres tider fra det første løb. F.eks. løber den 18. hurtigste i det første løb 18. i det andet løb. I nogle konkurrencer foretages der en justering ved at anvende 30 skiløbere i stedet for 15. IPC/FIS-løbet udarbejder i fællesskab reglerne for slalomløb. Giant Slalom er et løb på det nuværende paralympiske program. Skiløbere bruger lige skistave i Giant Slalom.

Slalom

Navnet på dette løb stammer fra et norsk ord, der betyder "skrå fodstier". Denne disciplin er den mest komplekse disciplin på ski med et fald på kun 140 meter (460 fod) til 220 meter (720 fod) på et bevidst isbelagt bjerg. Dette er den korteste af alle para-alpine løbsevents og bruger to forskellige løb med forskellige retninger ned ad et bjerg. Skiløberne kører ned ad hvert løb én gang, og deres slutposition markeres på grundlag af deres samlede tid fra begge løb. Der er porte i dette løb, ca. 55-75 for mænd og 40-60 for kvinder, og hvis en skiløber står mellem portene, kan han/hun ikke gennemføre løbet på grund af reglerne. Efter det første løb kan de sidste 20 % af de sidste 20 % af de gennemførende skiløbere tages ud af konkurrencen efter dommerens beslutning. Startrækkefølgen for andet løb starter med den langsomste af de 15 bedste skiløbere, og den hurtigste skiløber i første løb starter på 15. pladsen. Alle skiløbere, der sluttede uden for top 15, løber derefter i rækkefølge baseret på deres tider fra det første løb. F.eks. kører den 18. hurtigste i det første løb 18. i det andet løb. Skiløbere bruger lige skistave i dette løb. I nogle konkurrencer, hvor det er nødvendigt at vise, at man skal have lov til at deltage, kan en skiløber vise, at han/hun skal have lov til at deltage ved hjælp af sluttider fra nedkørsel, slalom eller super-G. IPC/FIS udarbejder reglerne for slalom. Slalom er et løb på det nuværende paralympiske program. Skiløbere bærer ofte ekstra beskyttelsesudstyr, når de kører slalom.

Super kombineret

Super Combined er en blanding af to discipliner: Slalom og Super-G, eller nedkørsel og slalom. I arrangementet kører skiløberne ned ad nedkørslen én gang og slalom to gange. Tiderne for de tre løb lægges sammen, og den hurtigste tid for alle tre løb er den skiløber, der kommer først i mål.

Snowboard

Snowboard har faldhøjder på mellem 100 meter (330 ft) og 240 meter (790 ft) for både mænds og kvinders løb, og løbet køres over en distance på 400 meter (1.300 ft) til 900 meter (3.000 ft). Løbet har skiftende skigates. Sporten er kun åben for stående løbere.

Typer af skiløb

De paraalpine skityper er nedkørsel, super-G, kæmpeslalom, slalom, superkombination og snowboard. Reglerne er baseret på reglerne fra det internationale skiforbund, selv om nogle regler er blevet tilpasset til skiløbere med begrænsede fysiske kræfter. Under skiløb kører skiløbere så hurtigt som 100 kilometer i timen.

Ned ad bakke

Dette er et hurtigt baseret tidsbestemt skiløb, hvor skiløbere kører hurtigt over sneen ned ad en skråning, der kan være 450 meter (1.480 ft) til 800 meter (2.600 ft) lavere end den startede, mens der er mange sving og spring. Den første skiløber, der kommer i mål, er baseret på en enkelt tur ned ad bjerget, og den skiløber med den hurtigste tid er den første. Skiløberne bevæger sig mellem gates i nedkørslen. Downhill har det mindste antal gates blandt alle para-alpin typer. Hvis en skiløber ikke kører mellem portene, kommer han/hun ikke i mål. I nogle skiløb skal en skiløber først vise, at han/hun er god nok til at stå på ski. De kan få dette til at ses i downhill eller Super-G. Skiløbere kan få point for konkurrencer med skiløbere fra andre lande i løb af International Ski Federation. Skiløbere kan køre løb i nedkørsel ved de paralympiske lege.

Dameski skal være mindst 200 centimeter lange (79 in). Mænds ski skal være mindst 205 centimeter (81 tommer) lange. Kvinder og mænds ski skal have en mindst mulig eller registreret lige linje fra midten til kanten af cirkel svinget på 45 meter (148 fod). Skiløberne brugte buede smalle skistave til denne disciplin. Både mænd og kvinder skal have en lige linje fra midten til kanten af cirklen på 67 millimeter (2,6 in) på deres ski. Tophastigheden i denne disciplin kan være op til 100 kilometer i timen. Før løbet starter, skal skiløberen lave en øvelseskørsel og skal bære en hjelm for at være sikker under alle sine kørsler.

Super-G

Super-G blev lavet i 1980'erne og er mindre videnskabelig med skiløbere, der kører meget hurtigt. Fra den øverste til den nederste del af bjerget kører skiløberne 400 meter ned til 600 meter i højden. Sammenlignet med andre para-alpine skityper har denne type en tendens til at være midellang. Den er længere end kæmpeslalom og slalom, men kortere end nedkørselstypen. I denne type kører skiløbere hurtigt mellem skiftevis røde og blå porte, der er 25 meter fra hinanden, hvor mænd skal køre mellem 35 porte og kvinder mellem 30 porte.

Kæmpeslalom

Med et fald på 300 meter (980 fod) til 400 meter (1.300 fod) er dette en af de mere nødvendige discipliner, hvor man skal være meget korrekt, når man drejer de para-alpine discipliner. Denne skitype får to nedkørsler ned ad et bjerg, der er mere lige og kortere end nedkørslen. Den er længere og har færre sving end slalom. Efter det første løb ned ad bjerget kan de sidste 20 % af de sidste 20 % af de gennemførende skiløbere tages ud af konkurrencen efter dommerens beslutning. Startrækkefølgen for det andet løb starter med den langsomste af de 15 bedste skiløbere, mens den hurtigste skiløber i det første løb kører som nummer 15. Alle skiløbere, der sluttede uden for top 15, løber derefter i rækkefølge baseret på deres tider fra det første løb. F.eks. løber den 18. hurtigste i det første løb 18. i det andet løb. I nogle konkurrencer foretages der en justering ved at bruge 30 skiløbere i stedet for 15. IPC/FIS-løbet udarbejder i fællesskab reglerne for slalomløb. Giant Slalom er et løb på det nuværende paralympiske program. Skiløbere bruger lige skistave i Giant Slalom.

Slalom

Navnet på dette løb stammer fra et norsk ord, der betyder "skrå fodstier". Denne disciplin er den mest komplekse disciplin på ski med et fald på kun 140 meter (460 fod) til 220 meter (720 fod) på et bevidst isbelagt bjerg. Dette er den korteste af alle para-alpine løbsevents og bruger to forskellige løb med forskellige retninger ned ad et bjerg. Skiløberne kører ned ad hvert løb én gang, og deres slutposition markeres på grundlag af deres samlede tid fra begge løb. Der er porte i dette løb, ca. 55-75 for mænd og 40-60 for kvinder, og hvis en skiløber står mellem portene, kan han/hun ikke gennemføre løbet på grund af reglerne. Efter det første løb kan de sidste 20 % af de sidste 20 % af de gennemførende skiløbere tages ud af konkurrencen efter dommerens beslutning. Startrækkefølgen for andet løb starter med den langsomste af de 15 bedste skiløbere, og den hurtigste skiløber i første løb starter på 15. pladsen. Alle skiløbere, der sluttede uden for top 15, løber derefter i rækkefølge baseret på deres tider fra det første løb. F.eks. kører den 18. hurtigste i det første løb 18. i det andet løb. Skiløbere bruger lige skistave i dette løb. I nogle konkurrencer, hvor det er nødvendigt at vise, at man skal have lov til at deltage, kan en skiløber vise, at han/hun skal have lov til at deltage ved hjælp af sluttider fra nedkørsel, slalom eller super-G. IPC/FIS udarbejder reglerne for slalom. Slalom er et løb på det nuværende paralympiske program. Skiløbere bærer ofte ekstra beskyttelsesudstyr, når de kører slalom.

Super kombineret

Super Combined er en blanding af to discipliner: Slalom og Super-G, eller nedkørsel og slalom. I arrangementet kører skiløberne ned ad nedkørslen én gang og slalom to gange. Tiderne for de tre løb lægges sammen, og den hurtigste tid for alle tre løb er den skiløber, der kommer først i mål.

Snowboard

Snowboard har faldhøjder på mellem 100 meter (330 ft) og 240 meter (790 ft) for både mænds og kvinders løb, og løbet køres over en distance på 400 meter (1.300 ft) til 900 meter (3.000 ft). Løbet har skiftende skigates. Sporten er kun åben for stående løbere.

Typer af skiløb

De paraalpine skityper er nedkørsel, super-G, kæmpeslalom, slalom, superkombination og snowboard. Reglerne er baseret på reglerne fra det internationale skiforbund, selv om nogle regler er blevet tilpasset til skiløbere med begrænsede fysiske kræfter. Under skiløb kører skiløbere så hurtigt som 100 kilometer i timen.

Ned ad bakke

Dette er et hurtigt baseret tidsbestemt skiløb, hvor skiløbere kører hurtigt over sneen ned ad en skråning, der kan være 450 meter (1.480 ft) til 800 meter (2.600 ft) lavere end den startede, mens der er mange sving og spring. Den første skiløber, der kommer i mål, er baseret på en enkelt tur ned ad bjerget, og den skiløber med den hurtigste tid er den første. Skiløberne bevæger sig mellem gates i nedkørslen. Downhill har det mindste antal gates blandt alle para-alpin typer. Hvis en skiløber ikke kører mellem portene, kommer han/hun ikke i mål. I nogle skiløb skal en skiløber først vise, at han/hun er god nok til at stå på ski. De kan få dette til at ses i downhill eller Super-G. Skiløbere kan få point for konkurrencer med skiløbere fra andre lande i løb af International Ski Federation. Skiløbere kan køre løb i nedkørsel ved de paralympiske lege.

Dameski skal være mindst 200 centimeter lange (79 in). Mænds ski skal være mindst 205 centimeter (81 tommer) lange. Kvinder og mænds ski skal have en mindst mulig eller registreret lige linje fra midten til kanten af cirkel svinget på 45 meter (148 fod). Skiløberne brugte buede smalle skistave til denne disciplin. Både mænd og kvinder skal have en lige linje fra midten til kanten af cirklen på 67 millimeter (2,6 in) på deres ski. Tophastigheden i denne disciplin kan være op til 100 kilometer i timen. Før løbet starter, skal skiløberen lave en øvelseskørsel og skal bære en hjelm for at være sikker under alle sine kørsler.

Super-G

Super-G blev lavet i 1980'erne og er mindre videnskabelig med skiløbere, der kører meget hurtigt. Fra den øverste til den nederste del af bjerget kører skiløberne 400 meter ned til 600 meter i højden. Sammenlignet med andre para-alpine skityper har denne type en tendens til at være midellang. Den er længere end kæmpeslalom og slalom, men kortere end nedkørselstypen. I denne type kører skiløbere hurtigt mellem skiftevis røde og blå porte, der er 25 meter fra hinanden, hvor mænd skal køre mellem 35 porte og kvinder mellem 30 porte.

Kæmpeslalom

Med et fald på 300 meter (980 fod) til 400 meter (1.300 fod) er dette en af de mere nødvendige discipliner, hvor man skal være meget korrekt, når man drejer de para-alpine discipliner. Denne skitype får to nedkørsler ned ad et bjerg, der er mere lige og kortere end nedkørslen. Den er længere og har færre sving end slalom. Efter det første løb ned ad bjerget kan de sidste 20 % af de sidste 20 % af de gennemførende skiløbere tages ud af konkurrencen efter dommerens beslutning. Startrækkefølgen for det andet løb starter med den langsomste af de 15 bedste skiløbere, mens den hurtigste skiløber i det første løb kører som nummer 15. Alle skiløbere, der sluttede uden for top 15, løber derefter i rækkefølge baseret på deres tider fra det første løb. F.eks. løber den 18. hurtigste i det første løb 18. i det andet løb. I nogle konkurrencer foretages der en justering ved at bruge 30 skiløbere i stedet for 15. IPC/FIS-løbet udarbejder i fællesskab reglerne for slalomløb. Giant Slalom er et løb på den nuværende paralympiske tidsplan. Skiløbere bruger lige skistave i Giant Slalom.

Slalom

Navnet på dette løb stammer fra et norsk ord, der betyder "skrå fodstier". Denne disciplin er den mest komplekse disciplin på ski med et fald på kun 140 meter (460 fod) til 220 meter (720 fod) på et bevidst isbelagt bjerg. Dette er den korteste af alle para-alpine løbsevents og bruger to forskellige løb med forskellige retninger ned ad et bjerg. Skiløberne kører ned ad hvert løb én gang, og deres slutposition markeres på grundlag af deres samlede tid fra begge løb. Der er porte i dette løb, ca. 55-75 for mænd og 40-60 for kvinder, og hvis en skiløber står mellem portene, kan han/hun ikke gennemføre løbet på grund af reglerne. Efter det første løb kan de sidste 20 % af de sidste 20 % af de gennemførende skiløbere tages ud af konkurrencen efter dommerens beslutning. Startrækkefølgen for andet løb starter med den langsomste af de 15 bedste skiløbere, og den hurtigste skiløber i første løb starter som nummer 15. Alle skiløbere, der sluttede uden for top 15, løber derefter i rækkefølge baseret på deres tider fra det første løb. F.eks. kører den 18. hurtigste i det første løb 18. i det andet løb. Skiløbere bruger lige skistave i dette løb. I nogle konkurrencer, hvor det er nødvendigt at vise, at man skal have lov til at deltage, kan en skiløber vise, at han/hun skal have lov til at deltage ved hjælp af sluttider fra nedkørsel, slalom eller super-G. IPC/FIS udarbejder reglerne for slalom. Slalom er et løb på det nuværende paralympiske program. Skiløbere bærer ofte ekstra beskyttelsesudstyr, når de kører slalom.

Super kombineret

Super Combined er en blanding af to discipliner: Slalom og Super-G, eller nedkørsel og slalom. I arrangementet kører skiløberne ned ad nedkørslen én gang og slalom to gange. Tiderne for de tre løb lægges sammen, og den hurtigste tid for alle tre løb er den skiløber, der kommer først i mål.

Snowboard

Snowboard har faldhøjder på mellem 100 meter (330 ft) og 240 meter (790 ft) for både mænds og kvinders løb, og løbet køres over en distance på 400 meter (1.300 ft) til 900 meter (3.000 ft). Løbet har skiftende skigates. Sporten er kun åben for stående løbere.

Klassifikation

Klassificeringen af para-alpint skiløb er udformet for at sikre lige konkurrence mellem alpine skiløbere med forskellige typer af begrænsede fysiske og synsmæssige evner. Ordningssystemet er grupperet i tre generelle betingelser for at være ude af stand til at være ude af stand til at stå, ude af stand til at se og sidde. Den Internationale Paralympiske Komité for Alpint Skiløb er chef for klassifikationen. Skiløbere bliver sat i rækkefølge på baggrund af medicinske problemer og deres kropsstilling, når de står på ski. Skiløbere, der ikke kan se, vurderes kun ud fra en læges vurdering af, hvor dårligt deres syn er. Før Den Internationale Paralympiske Komité for Alpint Skiløb fik ansvaret, var der flere sportsgrupper, der stod for klassificeringen. De omfattede International Sports Organization for the Disabled (ISOD), International Stoke Mandeville Games Federation (ISMWSF), International Blind Sports Federation (IBSA) og Cerebral Palsy International Sports and Recreation Association (CP-ISRA). Nogle ordningsordninger er personer givet andre organisationer end International Paralympic Committee Alpine Skiing. Disse ordresystemer anvendes ikke i internationale konkurrencer. Sporten er åben for alle deltagere med en se eller fysisk tilstand af at være ude af stand til at kunne. Den er ikke åben for personer med til at gøre med intellektuelle handicaps.

De første systemer til paraalpine klassifikationer blev fremstillet i Skandinavien, og de første systemer blev udviklet til skiløbere med amputationer. På det tidspunkt fandtes der ikke noget skiudstyr til skiløbere med rygmarvsskader. Formålet med de tidlige ordenssystemer var at blive lavet af kunne bruge din krop, men endte med at blive medicinske ordenssystemer. Ved de første vinterparalympiske lege i 1976 var der to klassifikationssystemer for sporten. I 1980'erne havde skiløbere med cerebral parese et klassifikationssystem. På det tidspunkt blev der med inspiration fra kørestolsbasketballorden gjort en indsats for at gøre orden mere til et i stand til at bruge kroppen klassifikationssystem. Ti klasser havde eksistens i 1980'erne. Siden da er der gjort en indsats for at gøre klassifikationssystemet bedre ved at sænke antallet af klasser, så der kan uddeles færre medaljer.

Klassifikation

Klassificeringen af para-alpint skiløb er udformet for at sikre lige konkurrence mellem alpine skiløbere med forskellige typer af begrænsede fysiske og synsmæssige evner. Ordningssystemet er grupperet i tre generelle betingelser for at være ude af stand til at være ude af stand til at stå, ude af stand til at se og sidde. Den Internationale Paralympiske Komité for Alpint Skiløb er chef for klassifikationen. Skiløbere bliver sat i rækkefølge på baggrund af medicinske problemer og deres kropsstilling, når de står på ski. Skiløbere, der ikke kan se, vurderes kun ud fra en læges vurdering af, hvor dårligt deres syn er. Før Den Internationale Paralympiske Komité for Alpint Skiløb fik ansvaret, var der flere sportsgrupper, der stod for klassificeringen. De omfattede International Sports Organization for the Disabled (ISOD), International Stoke Mandeville Games Federation (ISMWSF), International Blind Sports Federation (IBSA) og Cerebral Palsy International Sports and Recreation Association (CP-ISRA). Nogle ordningsordninger er personer givet andre organisationer end International Paralympic Committee Alpine Skiing. Disse ordresystemer anvendes ikke i internationale konkurrencer. Sporten er åben for alle deltagere med en se eller fysisk tilstand af at være ude af stand til at kunne. Den er ikke åben for personer med til at gøre med intellektuelle handicaps.

De første systemer til paraalpine klassifikationer blev fremstillet i Skandinavien, og de første systemer blev udviklet til skiløbere med amputationer. På det tidspunkt fandtes der ikke noget skiudstyr til skiløbere med rygmarvsskader. Formålet med de tidlige ordenssystemer var at blive lavet af kunne bruge din krop, men endte med at blive medicinske ordenssystemer. Ved de første vinterparalympiske lege i 1976 var der to klassifikationssystemer for sporten. I 1980'erne havde skiløbere med cerebralparese et klassifikationssystem. På det tidspunkt blev der med inspiration fra kørestolsbasketballorden gjort en indsats for at gøre orden mere til et i stand til at bruge kroppen klassifikationssystem. Ti klasser havde eksistens i 1980'erne. Siden da er der gjort en indsats for at gøre klassifikationssystemet bedre ved at sænke antallet af klasser, så der kan uddeles færre medaljer.

Klassifikation

Klassificeringen af para-alpint skiløb er udformet for at sikre lige konkurrence mellem alpine skiløbere med forskellige typer af begrænsede fysiske og synsmæssige evner. Ordningssystemet er grupperet i tre generelle betingelser for at være ude af stand til at være ude af stand til at stå, ude af stand til at se og sidde. Den Internationale Paralympiske Komité for Alpint Skiløb er chef for klassifikationen. Skiløbere bliver sat i rækkefølge på baggrund af medicinske problemer og deres kropsstilling, når de står på ski. Skiløbere, der ikke kan se, vurderes kun ud fra en læges vurdering af, hvor dårligt deres syn er. Før Den Internationale Paralympiske Komité for Alpint Skiløb fik ansvaret, var der flere sportsgrupper, der stod for klassificeringen. De omfattede International Sports Organization for the Disabled (ISOD), International Stoke Mandeville Games Federation (ISMWSF), International Blind Sports Federation (IBSA) og Cerebral Palsy International Sports and Recreation Association (CP-ISRA). Nogle ordningsordninger er personer givet andre organisationer end International Paralympic Committee Alpine Skiing. Disse ordresystemer anvendes ikke i internationale konkurrencer. Sporten er åben for alle deltagere med en se eller fysisk tilstand af at være ude af stand til at kunne. Den er ikke åben for personer med til at gøre med intellektuelle handicaps.

De første systemer til paraalpine klassifikationer blev fremstillet i Skandinavien, og de første systemer blev udviklet til skiløbere med amputationer. På det tidspunkt fandtes der ikke noget skiudstyr til skiløbere med rygmarvsskader. Formålet med de tidlige ordenssystemer var at blive lavet af kunne bruge din krop, men endte med at blive medicinske ordenssystemer. Ved de første vinterparalympiske lege i 1976 var der to klassifikationssystemer for sporten. I 1980'erne havde skiløbere med cerebral parese et klassifikationssystem. På det tidspunkt blev der med inspiration fra kørestolsbasketballorden gjort en indsats for at gøre orden mere til et i stand til at bruge kroppen klassifikationssystem. Ti klasser havde eksistens i 1980'erne. Siden da er der gjort en indsats for at gøre klassifikationssystemet bedre ved at sænke antallet af klasser, så der kan uddeles færre medaljer.

Faktorsystem

Der blev indført et faktoreringssystem for paraalpin skiløb for tre generelle grupper: siddende, stående og ikke-seende. Hver gruppe kører kun mod personer i samme gruppe. En skiløber kan slutte blandt de tre bedste, hvis han eller hun kun er siddende, stående eller ikke seende. Personer fra en gruppe kører ikke mod andre skiløbere i en anden gruppe. Inden for hver gruppe er der en bred vifte af personer, der kan bevæge sig og har medicinske problemer eller er i stand til at se. Skiløbere klassificeres inden for en af de tre grupper. Faktorsystemet fungerer ved at have et tal for hver klasse, hvor resultaterne udregnes ved at øge sejltiden med det faktoriserede tal. Det er coming out-tallet, der bruges til at komme frem til en afgørelse om, hvem der er kommet bedst ud i konkurrencer, hvor årsagssystemet anvendes. Det betyder, at den hurtigste skiløber ned ad en bakke måske ikke er den første i en begivenhed. i begivenheder, hvor faktorsystemet anvendes. Det betyder, at den hurtigste skiløber ned ad en bakke ikke nødvendigvis er vinderen af en begivenhed. Faktorsystemet anvendes ved Alpine Cup, nordamerikanske løb, European Cup, World Cup-løb, verdensmesterskaber og de paralympiske vinterlege.

Faktorsystem

Der blev indført et faktoreringssystem for paraalpin skiløb for tre generelle grupper: siddende, stående og ikke-seende. Hver gruppe kører kun mod personer i samme gruppe. En skiløber kan slutte blandt de tre bedste, hvis han eller hun kun er siddende, stående eller ikke seende. Personer fra en gruppe kører ikke mod andre skiløbere i en anden gruppe. Inden for hver gruppe er der en bred vifte af personer, der kan bevæge sig og har medicinske problemer eller er i stand til at se. Skiløbere klassificeres inden for en af de tre grupper. Faktorsystemet fungerer ved at have et tal for hver klasse, hvor resultaterne udregnes ved at øge sejltiden med det faktoriserede tal. Det er coming out-tallet, der bruges til at komme frem til en afgørelse om, hvem der er kommet bedst ud i konkurrencer, hvor årsagssystemet anvendes. Det betyder, at den hurtigste skiløber ned ad en bakke måske ikke er den første i en begivenhed. i begivenheder, hvor faktorsystemet anvendes. Det betyder, at den hurtigste skiløber ned ad en bakke ikke nødvendigvis er vinderen af en begivenhed. Faktorsystemet anvendes ved Alpine Cup, nordamerikanske løb, European Cup, World Cup-løb, verdensmesterskaber og de paralympiske vinterlege.

Faktorsystem

Der blev indført et faktoreringssystem for paraalpin skiløb for tre generelle grupper: siddende, stående og ikke-seende. Hver gruppe kører kun mod personer i samme gruppe. En skiløber kan slutte blandt de tre bedste, hvis han eller hun kun er siddende, stående eller ikke seende. Personer fra en gruppe kører ikke mod andre skiløbere i en anden gruppe. Inden for hver gruppe er der en bred vifte af personer, der kan bevæge sig og har medicinske problemer eller er i stand til at se. Skiløbere klassificeres inden for en af de tre grupper. Faktorsystemet fungerer ved at have et tal for hver klasse, hvor resultaterne udregnes ved at øge sejltiden med det faktoriserede tal. Det er coming out-tallet, der bruges til at komme frem til en afgørelse om, hvem der er kommet bedst ud i konkurrencer, hvor årsagssystemet anvendes. Det betyder, at den hurtigste skiløber ned ad en bakke måske ikke er den første i en begivenhed. i begivenheder, hvor faktorsystemet anvendes. Det betyder, at den hurtigste skiløber ned ad en bakke ikke nødvendigvis er vinderen af en begivenhed. Faktorsystemet anvendes ved Alpine Cup, nordamerikanske løb, European Cup, World Cup-løb, verdensmesterskaber og de paralympiske vinterlege.