Populistpartiet i USA (1891–1908) – historie, ideologi, krav og valg

Populistpartiet i USA (1891–1908): Historie, ideologi og krav – fra sølvmøntning og statsjernbaner til valgresultater, landmandsbevægelse og partiets fremgang og fald.

People's Party (også kendt som Populist Party) var et politisk parti på venstrefløjen i USA, der især repræsenterede interesserne hos småbønder, arbejdere og reformorienterede vælgere i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Partiet opstod som en reaktion på økonomisk krise, lavpriser på landbrugsvarer, tung gæld blandt landmænd og den opfattede magt hos jernbane- og finansinteresser.

Historie og dannelse

Partiet blev dannet i 1891 efter en række konferencer med deltagelse af lederne af nogle få landbrugsorganisationer. Den mest kendte platform blev vedtaget på et nationalt konvent i Omaha i 1892 (ofte omtalt som Omaha-platformen), hvor partiet formulerede sin økonomiske og politiske program. Populisterne søgte at samle spredte landbrugsbevægelser og arbejdere i en bred reformkoalition.

Ideologi og vigtigste krav

Partiets program kombinerede økonomiske reformer rettet mod at hjælpe gældsplagede landmænd med demokratiske institutionelle reformer. Blandt de krav, partiet fremførte, var:

• direkte valg af senatorer (senere realiseret gennem det 17. forfatningstillæg i 1913),
• statsligt ejerskab af jernbaner, telegraf- og telefonsystemer,
• prisstøtte til landmænd gennem offentlige lån og lagerhuse (subtreasury-planen),
• en gradueret indkomstskat (senere indført med det 16. forfatningstillæg),
• ubegrænset sølvmøntning som middel til at øge pengemængden og modvirke deflation,
• en 8-timers arbejdsdag og støtte til faglige rettigheder,
• udvidede demokratiske reformer som initiative, referendum og folkeafstemninger.

Derudover talte populisterne for regulering af monopoler og bankvæsenet, postvæsenets rolle i kredit (fx postsparesystem) og andre tiltag til at mindske storindustriens og finanskapitalens magt.

Social basis og geografi

Populisterne var særligt populære blandt landmændene i det sydvestlige USA og på de store sletter. Bevægelsen havde størst tilslutning i stater med mange små brug og stor gæld samt i industrikvarterer, hvor arbejdere og organiserede fagforeninger delte nogle af kravene om bedre arbejdsforhold.

I nogle sydstater forsøgte Populist Party at skabe tvær-raciale koalitioner mellem hvide og sorte vælgere, men disse forsøg stødte ofte på kraftig modstand fra de etablerede demokratiske magthavere og racistiske kampagner, hvilket begrænsede partiets gennemslagskraft i dele af Sydstaterne.

Valg og parlamentarisk succes

Partiet nominerede James B. Weaver som deres præsidentkandidat til valget i 1892; han fik 8,5 % af de folkelige stemmer og vandt 5 stater. Ved præsidentvalget i 1896 nominerede partiet den demokratiske kandidat William Jennings Bryan, som støttede mange af populisternes idéer om sølv og økonomisk reform. For at adskille sig fra Demokraterne nominerede de Thomas E. Watson som deres vicepræsidentkandidat i stedet for Demokraternes valg af Arthur Sewall. Under dette valg begyndte det populistiske parti langsomt at smelte sammen med det demokratiske parti. Bryan skulle senere miste præsidentvalget til republikaneren William McKinley.

Partiet havde også succes ved valget til Repræsentanternes Hus. I 1890 vandt de 8 pladser, i 1892 vandt de 11 pladser, i 1894 vandt de 9 pladser, i 1896 vandt de 22 pladser, i 1898 vandt de 6 pladser og endelig i 1900 vandt de 5 pladser. De opnåede også lokal og delstatspolitisk indflydelse flere steder gennem såkaldte fusioner med Demokraterne eller gennem lokale koalitioner.

Nedgang og opløsning

Efter 1896 blev partiet svækket af flere faktorer: nederlaget for William Jennings Bryan, intern splittelse om strategi (fusion med Demokraterne eller fortsat uafhængighed), og konkurrence fra både det organiserede Demokrati og fremvæksten af socialistiske bevægelser, bl.a. under Eugene V. Debs, som tiltrak nogle reformorienterede vælgere. Racemæssige spændinger og undertrykkelse i Sydstaterne underminerede også populisternes muligheder for at opbygge varige koalitioner.

Partiet blev officielt opløst i 1908. Den sidste kendte aktivitet fra det officielle populistparti fandt sted i 1913, men mange af bevægelsens krav levede videre gennem progressive reformer i de følgende årtier.

Eftermæle og betydning

Selvom Partiet som organisation forsvandt, havde Populist Party stor betydning for amerikansk politik: flere af deres forslag blev senere gennemført, enten direkte eller i modificeret form — f.eks. gradueret indkomstskat, direkte valg af senatorer, samt styrket regulering af jernbaner og andre store virksomheder. Populismens fokus på økonomisk retfærdighed, politisk reform og bekæmpelse af monopoler indgik i den bredere progressive bevægelse i begyndelsen af 1900-tallet.

Ledende personer

• James B. Weaver — præsidentkandidat 1892 og en af bevægelsens mest kendte talspersoner.
• William Jennings Bryan — demokratisk kandidat 1896, som populisterne støttede i en fusionstilgang.
• Thomas E. Watson — populistisk leder fra Georgien, aktiv i 1890'erne (senere kontroversiel på grund af skift i holdninger).

Populistpartiets historie er et centralt kapitel i forståelsen af det amerikanske demokratis udvikling mod større regulering af økonomien og mere direkte folkestyre. Dets arv ses stadig i debatter om økonomisk ulighed, finansiel regulering og politiske reformer.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad var Folkepartiet?

Spørgsmål: Hvad var nogle af de politikker, som Populistpartiet ønskede?

Spørgsmål: Hvornår blev partiet dannet?

Spørgsmål: Hvem nominerede de til præsidentposten i 1892?

Spørgsmål: Hvordan adskilte de sig fra demokraterne under valget i 1896?

Spørgsmål: Hvem vandt præsidentvalget i 1896?

Spørgsmål: Hvornår ophørte aktiviteten fra det officielle populistparti?

Søg efter bogstav