Niobe — Anatolisk prinsesse i græsk mytologi, datter af Tantalus

Ifølge den græske myte pralede Niobe af sin overlegenhed over Leto, fordi gudinden kun havde to børn, tvillingerne Apollo og Artemis, mens Niobe havde fjorten børn (Niobiderne), syv mænd og syv kvinder. Hendes berømte tale, som forårsagede gudindens forargelse, lyder som følger

Det var i forbindelse med den årlige fest til ære for Latona og hendes afkom, Apollon og Diana, hvor folket i Theben var forsamlet med laurbærkrone på panden og bar røgelse til alteret og aflagde deres løfter, at Niobe dukkede op i mængden. Hendes klædedragt var prægtig med guld og ædelstene, og hendes ansigt var så smukt som en vred kvindes ansigt kan være. Hun stod og betragtede folket med hovmodige blikke. "Hvilken tåbelighed," sagde hun, "er dette! at foretrække væsener, som I aldrig har set, frem for dem, der står foran jeres øjne! Hvorfor skulle Latona æres med tilbedelse frem for mig? Min far var Tantalus, som blev modtaget som gæst ved gudernes bord, min mor var en gudinde. Min mand byggede og styrer denne by, Theben, og Frygien er min faderlige arv. Hvor jeg end vender mine øjne hen, ser jeg elementerne af min magt, og min form og tilstedeværelse er heller ikke uværdig en gudinde. Til alt dette vil jeg tilføje, at jeg har syv sønner og syv døtre og søger svigersønner og svigerdøtre med krav, der er værdige til min alliance. Har jeg ikke grund til stolthed? Vil du foretrække denne Latona, Titanens datter, med hendes to børn? Jeg har syv gange så mange. Heldig er jeg, og heldig skal jeg blive ved med at være! Er der nogen, der vil benægte dette?

Artemis dræbte Niobes døtre, og Apollon dræbte Niobes sønner, mens de dyrkede atletik, og den sidste tiggede for sit liv. Børnenes lig lå i ni dage ubegravet, for Zeus havde forvandlet folket til sten; på den tiende dag blev de begravet af guderne. Apollon og Artemis brugte forgiftede pile til at dræbe dem, selv om ifølge nogle versioner mindst én Niobid blev skånet, (normalt Meliboea). Amphion, ved synet af sine døde sønner, dræbte enten sig selv eller blev dræbt af Apollon for at sværge hævn. En ødelagt Niobe flygtede til Sipylus-bjerget (Spil-bjerget) i Lydien i Anatolien og blev forvandlet til et stenvandfald, mens hun græd uafladeligt. Spil Mount har en naturlig klippeformation, der ligner et kvindeansigt, som hævdes at være Niobe, og som ikke må forveksles med en skulptur, der er hugget ind i klippevæggen på den nærliggende klippe Coddinus nord for Spil Mount, og som sandsynligvis forestiller Cybele, og som af de lokale tilskrives Broteas, Niobes grimme bror. Klippeformationen er også kendt som "den grædende sten", da stenen siges at have grædt tårer i løbet af sommeren. Stenen ser ud til at græde, fordi den er porøs kalksten, og regnvand siver gennem porerne.

Der er forskellige beretninger om, hvordan og hvor Niobe døde; historien om, at Niobe vender tilbage fra Theben til sit lydianske hjemland, er beskrevet i Bibliotheke 3.46.

Navnene og antallet af hendes børn samt tid og sted for deres død er angivet forskelligt. Denne "Niobe", som beskrives af Pausanias (i. 21) og Quintus Smyrnaeus (i. 293-306), begge indfødte fra området, var det udseende, som en klippe på Sipylus antog, når den sås på afstand og fra det rette synspunkt (se Jebb om Sofokles, Antigone, 831). Den skal skelnes fra en arkaisk figur, der stadig er synlig, og som er indhugget i bjergets nordlige side nær Magnesia, og som traditionen har givet navnet Niobe, men som i virkeligheden er beregnet til Cybele.

Ifølge nogle er Niobe sne- og vintergudinde, hvis børn, som Apollon og Artemis dræbte, symboliserer isen og sneen, der smeltes af solen om foråret; ifølge andre er hun en jordgudinde, hvis afkom - vegetationen og jordens frugter - tørres ud og dræbes hver sommer af solgudens stråler. Burmeister betragter legenden som en hændelse i kampen mellem Dionysos' og Apollons tilhængere i Theben, hvor førstnævnte blev besejret og drevet tilbage til Lydien. Heffter bygger historien op omkring den dryppende sten i Lydien, som i virkeligheden repræsenterer en asiatisk gudinde, men som grækerne tog for en almindelig kvinde. Enmann, der tolker navnet som "hende, der forhindrer forøgelse" (i modsætning til Leto, der gjorde kvinderne frugtbare), mener, at mytens hovedpunkt er Niobes tab af sine børn. Han sammenligner hendes historie med Lamia, som efter at Zeus havde dræbt hendes børn, trak sig tilbage til en ensom hule og bortførte og dræbte andres børn. Klippens fremkomst på Sipylos gav anledning til historien om, at Niobe var blevet forvandlet til sten. Tragedierne brugte hendes historie til at fremhæve moralen om den menneskelige lykkes ustabilitet; Niobe blev repræsentant for den menneskelige natur, der er tilbøjelig til at være stolt af velstand og glemme den respekt og underkastelse, der er guderne skyldig.

Den tragiske historie om Niobe var et yndet emne i litteraturen og kunsten. Aischylos og Sofokles skrev tragedier om den, og Ovid har beskrevet den udførligt i sine Metamorfoser. I kunsten var den mest berømte fremstilling en marmorgruppe af Niobe og hendes børn, som Sosius tog med til Rom og opstillede i Apollo Sosianus' tempel (Plinius, Nat. Hist. xxxvi. 4). Det, der sandsynligvis er en romersk efterligning af dette værk, blev fundet i 1583 nær Lateran og befinder sig nu i Uffizi-galleriet i Firenze. I oldtiden var det omstridt, om originalen var Praxiteles' eller Scopas' værk, og moderne autoriteter er ikke enige om dets identitet med den gruppe, som Plinius nævner.

Historien om Niobe er en gammel historie blandt grækerne: Niobe nævnes af Achilleus over for Priamos i Homers Iliaden, bog XXIV, som et eksempel på en sorgtype. Priam er ligesom Niobe, idet han sørger over sin søn Hektor, som blev dræbt og ikke begravet i flere dage. Niobe nævnes også i Sofokles' Antigone: da hun bliver marcheret mod sin død, sammenligner Antigone sin egen ensomhed med Niobe's. Aischylos' Niobe, der foregår i Theben, er bevaret i fragmentariske citater, som blev suppleret af et papyrusark med 21 linjer tekst. Af fragmenterne fremgår det, at den sørgende Niobe i den første del af tragedien sidder tilsløret og tavs i første del af tragedien. Sofokles bidrog også med en Niobe, som er gået tabt. Desuden nævnes konflikten mellem Niobe og Leto i et af Sapphos poetiske fragmenter ("Før de blev mødre, havde Leto og Niobe været de mest hengivne venner"). Emnet Niobe og Niobidernes ødelæggelse var en del af de attiske vasemaleres repertoire og inspirerede skulpturgrupper og vægfresker samt reliefudskæringer på romerske sarkofager.

Niobes ikoniske tårer blev også nævnt i Hamlets monolog (1. akt, scene 2), hvor han sammenligner sin mors sorg over den døde konge, Hamlets far - "ligesom Niobes tårer, alle tårer" - med hendes upassende og forhastede ægteskab med Claudius.