Forudsigelse af asteroide nedslag advarer om asteroider, der rammer Jorden, og forsøger at forudsige, hvornår og hvor de kan ramme. Formålet med denne type overvågning er at finde og følge de få objekter, hvis baner kan føre til kollision med Jorden. Processen omfatter observation (opdagelse), nøjagtige positionsmålinger (astrometri), beregning af baneelementer og estimering af sandsynligheden for et nedslag. For store asteroider — typisk flere hundrede meter til kilometer i størrelse — fungerer denne metode særdeles godt, fordi de er lyse nok til at blive opdaget på lang afstand og kan spores årtier før en mulig nærkontakt.
Der findes dog millioner af mindre rumsten, og de fleste af dem er for svage til at blive set, før de kommer tæt på Jorden. Vi bruger teleskoper og automatiserede himmelscanninger til at opdage de objekter, som potentielt kan ramme Jorden i den nærmeste fremtid. Men synligheden afhænger af størrelsen, reflektiviteten (albedo), banegeometri og hvor stor en del af himlen der overvåges. Derfor opdages mange små asteroider først få dage, timer eller endda minutter før de når atmosfæren — nogle små objekter brænder op højt i luften og udgør kun lokalt faremoment, mens større objekter kan forårsage skader over større områder.
Hvordan opdagelse og overvågning virker i praksis
Opdagelse starter typisk med brede, systematiske søgninger fra jordbaserede surveys, som scanner store dele af himlen gentagne gange. Når et objekt registreres, krystalliseres dets positioner til en bane ved hjælp af flere efterfølgende målinger. Efterhånden som observations-tiden (observationsperioden eller "observation arc") bliver længere, reduceres usikkerheden i baneberegningen, og man kan vurdere om objektet kan krydse Jordens bane. Radarobservationer og infrarøde målinger kan give vigtig ekstra information om afstand, hastighed, størrelse og overfladeegenskaber, og de er især nyttige til at forbedre banebestemmelsen for nærgående objekter.
Risikovurdering og kommunikation
Risiko vurderes både kvantitativt (sandsynlighed for kollision) og kvalitativt (potentiel skadestørrelse). Internationale skalaer som Torino- og Palermo-skalaerne bruges til at formidle, hvor alvorlig en potentiel trussel er. De vigtigste faktorer er objektets størrelse og den beregnede sandsynlighed for påvirkning. Mange genstande, som initialt kan få en ikke-nul sandsynlighed, falder hurtigt i risiko, efterhånden som flere observationer forbedrer banebestemmelsen.
Hvad kan gøres for at afbøde truslen
Der er to hovedstrategier: tidlig opdagelse og afbødning. Tidlig opdagelse giver mulighed for tekniske afbødningsmetoder (for eksempel kinetiske påvirkere, "gravity tractors" eller i ekstreme tilfælde nukleare afbødningsmetoder) eller planlagt evakuering og civilbeskyttelse, hvis indflydelsen ligger i et adskilligt kortere tidsperspektiv. At opdage farlige objekter år eller årtier i forvejen er derfor afgørende for at have realistiske muligheder for at ændre en bane.
Hvor ofte sker påvirkninger?
Små meteoroider rammer Jorden ofte — mange brænder op i atmosfæren som lysende ildkugler uden at gøre skade på jorden. Større påvirkninger, som kan forårsage lokal eller regional ødelæggelse (for eksempel Tunguska-lignende hændelser), er sjældnere og forventes med intervaller på årtier til århundreder alt efter størrelsen. Katastrofale, globale påvirkninger fra meget store objekter (>1 km) er ekstremt sjældne i menneskelig tidsskala.
Internationalt samarbejde og fremtiden
Overvågning og risikovurdering er et internationalt anliggende, med netværk af observatorier og centre, der deler data og koordinerer opfølgning. Fortsat investering i bedre sensorer (både jord- og rumbaserede), øget himmelovervågning og forbedrede modeller for baneberegning vil løbende reducere risikoen ved at øge chancen for tidlig opdagelse. Samtidig forbedrer testmissioner og teknologiudvikling mulighederne for effektiv afbødning, hvis en reelt farlig asteroide opdages i tide.
