Middelalderlig kommune
Middelalderens byboere i Vesteuropa i højmiddelalderen havde brug for beskyttelse mod lovløse adelsmænd og banditter. Den befæstede by var en beskyttelse mod direkte angreb, men når en bybo forlod byens mure, var han eller hun overladt til de ofte voldelige og lovløse adelsmænd på landet. Da en stor del af middelalderens Europa ikke havde nogen central myndighed til at yde beskyttelse, f.eks. en politistyrke (for at bruge en moderne analogi), måtte hver by selv sørge for beskyttelse af borgerne både inden for og uden for bymurene. For at kunne gøre dette dannede byerne det, der kaldes kommuner.
Hver by havde sin egen kommune, og der var ikke to kommuner, der var ens, men i bund og grund var kommunerne svorne alliancer om gensidigt forsvar. Når en kommune blev dannet, samledes alle de deltagende medlemmer og svor offentligt en ed på, at de ville forsvare hinanden i tilfælde af problemer. Desuden svor de at opretholde freden i selve byen.
Hvad betød det for et kommunalmedlem at forsvare et andet? Hvis et kommunalmedlem blev angrebet uden for byen, var det naturligvis for sent at tilkalde hjælp, da det var usandsynligt, at nogen ville være til stede i tide. I stedet ville kommunen love at hævne sig på angriberen, idet løftet om hævn var en form for forsvar. Men hvad ville der ske, hvis angriberen var en adelsmand, der havde et slot, som var for stærk til byens borgere? Det var ofte tilfældet, og bykommunen kunne bestemt ikke samle kræfter til at angribe et slot. I stedet kunne de måske angribe adelsfamilien, brænde hans afgrøder, dræbe hans livegne eller ødelægge hans frugtplantager. Det var en voldsom hævn, hvor man tog øje for øje.
Kommunebevægelsen startede i det 11. århundrede i Norditalien, som havde den mest urbaniserede befolkning i Europa på det tidspunkt, og i det nuværende Belgien, som også var relativt urbaniseret på det tidspunkt. Den spredte sig derefter i begyndelsen af det 12. århundrede til bl.a. Frankrig, Tyskland og Spanien. England oplevede aldrig meget af kommune-bevægelsen, fordi det til sammenligning var et ret velstyret kongerige og ikke havde brug for lokale beskyttelsesstyrker. Selv om kommunernes udvikling i de fleste tilfælde var forbundet med byernes udvikling, var der også landkommuner, især i Frankrig og England, der blev dannet for at beskytte landsbyboernes fælles interesser.
Både kirken og kongen havde blandede reaktioner på kommunerne. På den ene side var de enige om, at sikkerhed og beskyttelse mod lovløse adelsmænd var i alles bedste interesse. Kommunerne havde til hensigt at bevare freden gennem trussel om hævn, og kirken havde sympati for slutresultatet, nemlig fred. Kirken havde dog sine egne måder at håndhæve freden på, f.eks. freds- og våbenhvilebevægelsen. På den anden side forstyrrede kommunerne ordenen i middelalderens samfund. De metoder, som kommunerne anvendte, øje for øje, vold avler vold, var generelt ikke acceptable for kirken eller kongen. Normalt er det kun de adelige herrer, der har lov til at kæmpe, og købstadsborgerne var arbejdere, ikke krigere. Der var en følelse af, at kommunerne var en trussel mod middelalderens tredelte samfundsorden: De, der arbejder, de, der beder, og de, der kæmper. Kommunerne gik over grænsen mellem arbejde og kamp. Som sådan blev kommunerne nogle gange accepteret, andre gange ikke af kirken og kongen. Et af de mest berømte tilfælde, hvor en kommune blev undertrykt og det deraf følgende trodsige byoprør, fandt sted i den franske by Laon i 1112.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad havde middelalderens byboere brug for beskyttelse mod?
A: Middelalderens byboere i Vesteuropa i højmiddelalderen havde brug for beskyttelse mod lovløse adelsmænd og banditter.
Spørgsmål: Hvordan sørgede byerne for deres egen beskyttelse af borgerne?
A: Byerne dannede såkaldte kommuner, som var svorne alliancer til gensidig forsvar. Når en kommune blev dannet, samledes alle de deltagende medlemmer og svor en ed på at forsvare hinanden i tilfælde af problemer og opretholde freden i selve byen.
Spørgsmål: Hvad ville der ske, hvis en adelsmand angreb et kommune-medlem uden for byens mure?
Svar: Kommunen ville love at hævne sig på angriberen, idet løftet om hævn er en form for forsvar. Hvis angriberen imidlertid var en adelsmand, der havde et slot, der var for stærkt for byens borgere, kunne de måske angribe hans familie, brænde hans afgrøder, dræbe hans livegne eller ødelægge hans frugtplantager som en form for voldelig hævn.
Spørgsmål: Hvor blev kommunerne først udviklet?
A: Kommunebevægelsen startede i Norditalien, som havde den mest urbaniserede befolkning i Europa på det tidspunkt, og i det nuværende Belgien, som også var relativt urbaniseret på dette tidspunkt. Den spredte sig derefter i begyndelsen af det 12. århundrede til Frankrig, Tyskland og Spanien og andre steder.
Spørgsmål: Hvordan reagerede både kirke og konge på denne udvikling?
A: På den ene side var de enige om, at sikkerhed og beskyttelse mod lovløse adelsmænd var i alles interesse, men på den anden side så de det som en forstyrrelse af middelalderens samfund, fordi det gik på tværs af grænserne mellem folk fra arbejderklassen, der kæmpede i stedet for blot at bede eller arbejde, som den normale sociale orden foreskrev.
Spørgsmål: Hvad skete der, da Laon forsøgte at danne sin egen kommune?
Svar: I 1112 forsøgte Laon at danne sin egen kommune, men det blev undertrykt af kirken og kongen, hvilket resulterede i et byoprør mod dem.
