Et line-item veto er præsidentens (eller enhver leder af den udøvende magt) ret til at forkaste (veto) visse individuelle dele ("line items") af et stykke lovgivning (et lovforslag) uden at forkaste det hele. Line-item veto anvendes oftest over for budgetposter og bevillinger, hvor lovgivningen indeholder en række enkeltstående udgifts- eller bestemmelser, som kan adskilles fra hovedteksten.

Historie og status i USA

I USA kan næsten alle guvernører (ledere af de amerikanske delstater) bruge vetoret over for delstatslovgivning. På føderalt niveau har USA's præsident dog ikke i øjeblikket en gyldig line-item veto-myndighed.

I 1996 vedtog Kongressen Line Item Veto Act, som midlertidigt gav Præsident Bill Clinton mulighed for at annullere bestemte poster i love. I sagen Clinton v. City of New York (1998) erklærede USA's højesteret denne form for vetoret for forfatningsstridigt, fordi proceduren stred mod den måde, love efter forfatningen skal vedtages og forelægges præsidenten (den såkaldte presentment-clause). Domstolen fandt, at loven i praksis gav præsidenten beføjelse til at ændre love alene, hvilket underminerede magtadskillelsen mellem den lovgivende og udøvende magt.

Brug i delstaterne og varianter

Der findes mange varianter af line-item veto. De fleste amerikanske delstater giver deres guvernører en form for line-item veto over for budget- og bevillingslove, men omfanget varierer: nogle kan kun slette bestemte bevillingsposter, andre kan foreslå ændringer (amendatory veto), og nogle kan også udøve en såkaldt rescission-autoritet, hvor guvernøren anmoder lovgiver om at ophæve en udgift.

Argumenter for line-item veto

  • Reducerer "pork-barrel" og spild: giver mulighed for at fjerne små, ofte særligt lokale eller politisk motiverede poster, som ikke tjener bredere offentlig interesse.
  • Giver præsidenten/redaktøren mulighed for at bevare hoveddelen af en større lovpakke, uden at skulle afvise alt, fordi enkelte elementer er problematiske.
  • Kan bidrage til mere fokuseret budgetkontrol og begrænse merudgifter ved at fjerne unødvendige bevillinger.

Argumenter imod line-item veto

  • Separation af magterne: kritikere mener, at det giver den udøvende magt for stor indflydelse på vedtagne love og ændrer den balance, som forfatningen opstiller.
  • Ændring af lovgiverens hensigt: individuelle sletninger kan ændre det samlede lovkompleks, så det ikke længere svarer til det, kongressen stemte for.
  • Politisk magtkoncentration: præsidenten kan benytte vetoret taktisk til at straffe politiske modstandere eller favorisere særlige interesser.
  • Reduceret ansvarlighed: når dele af et lovforslag fjernes efter vedtagelse, kan det blive sværere at holde både lovgivere og den udøvende magt ansvarlige for de endelige politiske valg.

Alternative mekanismer

Fordi et fuldt line-item veto på føderalt plan er forfatningsmæssigt problematisk i USA, er der foreslået og delvist anvendt andre løsninger:

  • Rescission-processer: præsidenten kan foreslå at annullere specifikke udgifter (rescission), men ændringer kræver derefter godkendelse i Kongressen inden for en given tidsfrist.
  • Strammere regler mod øremærkninger (earmarks): lovgivning kan indføres for at begrænse eller forbyde bestemte former for særlige bevillinger i forbindelse med budgetter.
  • Styrket parlamentarisk kontrol over budgetprocessen og mere gennemsigtighed i udgiftsforslag for at mindske behovet for efterfølgende sletninger.

Eksempler internationalt

Der findes også i andre lande varianter af delvise vetoer og muligheder for at forkaste enkelte bestemmelser, især i systemer med stærke præsidentembeder. Mangfoldigheden i konstitutionelle løsninger gør, at formen og omfanget af sådanne vetoretter varierer meget fra land til land og ofte er knyttet til, hvordan magtbalancen er fastsat i den enkelte forfatning.

Konsekvenser for lovgivnings- og budgetprocessen

Indførelsen af et line-item veto påvirker både den politiske strategi og det institutionelle spil mellem lovgiver og udøvende magt. Fordele som fjernelse af spild skal afvejes mod risici for magtkoncentration og forringet demokratisk kontrol. I praksis har mange delstater fundet løsninger, der kombinerer en vis kontrol over enkeltposter med procedurer, som bevarer den lovgivende magts position; på føderalt plan i USA har forfatningsspørgsmål og hensyn til magtadskillelsen betydet, at en permanent line-item veto-ordning ikke er blevet godkendt.

Samlet set er line-item veto et værktøj, der kan gøre budgetstyringen mere præcis, men samtidig rejser det væsentlige spørgsmål om demokratisk legitimitet og forfatningsmæssige grænser for udøvende magt.