Bevisbyrden
Bevisbyrden (latin: onus probandi) er et bevisniveau, som en part, der forsøger at bevise en kendsgerning, skal nå, før den accepteres i en domstol. Det latinske ordsprog lyder: "semper necessitas probandi incumbit ei qui agit". Det betyder: "Bevisets nødvendighed ligger altid hos den, der rejser anklager".
I en straffesag er det anklagemyndigheden, der har bevisbyrden. Den anklagede er ikke forpligtet til at bevise sin uskyld. Den standard, som anklagemyndigheden skal nå, er at bevise deres version af kendsgerningerne uden rimelig tvivl. I en civil retssag ligger bevisbyrden på den, der indbringer sagen for retten, kaldet sagsøgeren. I en civil retssag er det sagsøgeren, der har bevisbyrden. Den standard, der skal opfyldes, er, at "overvægten af beviserne" (bevisernes vægt) er tilstrækkelig til at bevise deres sag.
Bekræftende forsvar
Hvis en sagsøgt i en civil- eller straffesag ønsker at fremlægge et alternativt sæt fakta til dem, som anklagemyndigheden eller sagsøgeren har fremlagt, kaldes dette et "bekræftende forsvar". Dette flytter bevisbyrden til sagsøgte for at bevise hans eller hendes version af kendsgerningerne. Sagsøgte vil forsøge at undskylde eller retfærdiggøre sine handlinger, der førte til retssagen. Almindelige positive forsvarsmåder omfatter indledning, selvforsvar, urene hænder, sindssyge og forældelse.
Overvægt af beviser
Overvægt af beviser, også kendt som "sandsynlighedsbalance", er den standard, der kræves i de fleste civile sager. Den anvendes også i familieretten ved afgørelser, der udelukkende vedrører penge, f.eks. børnebidrag i henhold til Child Support Standards Act.
Standarden er opfyldt, hvis det er mere sandsynligt, at udsagnet er sandt end ikke sandt. Standarden er opfyldt, hvis der er mere end halvtreds procent sandsynlighed for, at udsagnet er sandt. Lord Denning beskrev det i Miller v. Minister of Pensions som "mere sandsynligt end ikke". Indtil 1970 var dette også den standard, der blev anvendt i ungdomsdomstole i USA. Dette er en langt lavere byrde end "uden for rimelig tvivl", som er den tærskel, en anklager skal opfylde i straffesager.
Uden rimelig tvivl
Dette er den højeste standard, der anvendes som bevisbyrde i commonlaw-lande. Den gælder normalt kun i straffesager. Hvis der er en reel tvivl baseret på fornuft og sund fornuft efter en omhyggelig og upartisk gennemgang af alle beviser (eller mangel på beviser) i en sag, er bevisbyrden ikke opfyldt. Hvis juryen eller dommeren i en retssag ikke er i tvivl om den anklagedes skyld, eller hvis deres eneste tvivl er urimelig tvivl, har anklageren bevist, at den anklagede er skyldig.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er bevisbyrden?
A: Bevisbyrden er et niveau af bevis, som en part, der forsøger at bevise et faktum, skal nå, før det accepteres i en retssal.
Q: Hvad er bevisbyrden i en straffesag?
A: I en straffesag er det anklagemyndigheden, der har bevisbyrden.
Q: Skal en tiltalt bevise sin uskyld i en straffesag?
A: Nej, en tiltalt er ikke forpligtet til at bevise sin uskyld i en straffesag.
Q: Hvilken bevisstandard skal anklagemyndigheden nå op på i en straffesag?
A: Anklagemyndigheden skal nå frem til bevisstandarden for deres version af fakta "uden rimelig tvivl" i en straffesag.
Q: Hvad er bevisbyrden i en civil retssag?
A: I en civil retssag ligger bevisbyrden hos den, der indbringer sagen for retten, den såkaldte sagsøger.
Q: Hvilken standard skal sagsøgeren opfylde i en civil retssag?
A: Den standard, der skal opfyldes i en civil retssag, er, at "overvægten af beviserne" (bevisernes vægt) er nok til at bevise deres sag.
Q: Ændrer bevisbyrden sig, afhængigt af hvilken type sag der er tale om?
A: Ja, bevisbyrden er anderledes i en straffesag end i en civil sag. I en straffesag ligger den hos anklagemyndigheden, mens den i en civil retssag ligger hos sagsøgeren.
