Lamarckisme (også kaldet lamarcksk evolution) er en hypotese om evolution. Evolutionen forsøger at forklare, hvordan arter ændrer sig over tid. I begyndelsen af 1800‑tallet foreslog teorien en konkret mekanisme for, hvordan egenskaber kunne opstå og videreføres. I dag er den eneste bredt accepterede evolutionsteori den teori, der er udviklet ud fra Charles Darwins idéer, men Lamarcks arbejde var historisk vigtigt for udviklingen af biologisk tænkning.

Lamarckismen blev udviklet af Jean-Baptiste de Lamarck og tog delvis udgangspunkt i ældre ideer fra blandt andre Erasmus Darwins, Charles Darwins bedstefar. Lamarck mente, at organismer aktivt ændrede sig som et svar på miljøet, og at disse ændringer kunne arves. Hans centrale principper kan sammenfattes som to hovedidéer:

  • Brug og ikke‑brug: Organer, som bruges meget, udvikles og forstærkes; organer, som ikke bruges, svinder ind.
  • Arv af erhvervede egenskaber: Forandringer, som en organisme erhverver i løbet af sit liv (for eksempel som følge af brug eller miljøpåvirkning), videregives til dens afkom.

Et kendt eksempel, som Lamarck selv brugte, er giraffer. Ifølge hans forklaring måtte giraffer med lange halse stamme fra forfædre med kortere halse, fordi de ældre generationer strakte halsen for at nå blade i høje træer, og denne "forlængelse" blev derefter arvet af deres børn. Denne idé kaldes ofte arv af erhvervede egenskaber.

Charles Darwin udviklede en anden og mere holdbar forklaring på evolution, som primært bygger på naturlig selektion. Her er det ikke erhvervede træk i sig selv, men variation blandt individer og deres relative overlevelse og succes med reproduktion, der driver ændringer i en population. Ifølge naturlig selektion efterlader bedre tilpassede individer i gennemsnit flere afkom, hvilket over tid ændrer andelen af alleler i populationen og dermed populationens egenskaber.

Gregor Mendel opdagede i midten af 1800‑tallet grundlæggende regler for arvelighed, som senere blev formuleret som Mendels love. Den genetiske arv, som Mendel beskrev, er — som det er formuleret i Mendels arvelighed er i — i praksis uforenelig med Lamarcks enkle opfattelse af, at erhvervede ændringer direkte overføres til afkom. Mendels resultater viste, at arvelige træk følger bestemte mønstre og ikke umiddelbart ændres af forældres erfaringer eller skader.

Der kom senere yderligere kritik af Lamarckismen. August Weismann og andre viste, at kønsceller (ægceller og sædceller) normalt er isolerede fra de forandringer, som sker i kroppens somatiske celler — det såkaldte Weismann‑barriere. Eksperimenter, fx hvor man klippede haler af mange generationer af mus, viste ikke, at halelængden blev arvet kortere, hvilket talte imod ideen om direkte arv af erhvervede ændringer.

Moderne genetik har derfor stort set forkastet Lamarcks klassiske mekanisme som en generel forklaring på evolution. Dog er der i nyere tid opstået nuancerede diskussioner: epigenetik undersøger kemiske ændringer i DNA og histoner, som kan påvirke genudtryk og i nogle få tilfælde overføres til efterfølgende generationer. Desuden kan mikroorganismer erhverve nye træk hurtigt gennem horizontal genoverførsel. Disse fænomener kan ligne nogle aspekter af "erhvervet arv", men de gentager ikke Lamarcks mekanisme på molekylært niveau og er ofte midlertidige eller betingede.

Sammenfattende var Lamarckisme vigtig i evolutionens idéhistorie, fordi den var et tidligt forsøg på at forklare artsforandring. Men dens centrale påstand om, at erfaringer og brug af organer direkte fører til arvelige ændringer i genetisk forstand, er ikke blevet understøttet af moderne genetik og eksperimenter. Nutidig evolutionær biologi bygger primært på mutation, genetik og naturlig selektion, mens emner som epigenetik tilføjer nuancer til, hvordan miljø kan påvirke organismer på kort sigt.