Lamarckisme: teori om erhvervede egenskaber og kritik i evolutionen
Lamarckisme: historisk teori om arv af erhvervede egenskaber, eksempler, kritik og sammenligning med Darwin og Mendel — indblik i evolutionens kontrovers.
Lamarckisme (også kaldet lamarcksk evolution) er en hypotese om evolution. Evolutionen forsøger at forklare, hvordan arter ændrer sig over tid. I begyndelsen af 1800‑tallet foreslog teorien en konkret mekanisme for, hvordan egenskaber kunne opstå og videreføres. I dag er den eneste bredt accepterede evolutionsteori den teori, der er udviklet ud fra Charles Darwins idéer, men Lamarcks arbejde var historisk vigtigt for udviklingen af biologisk tænkning.
Lamarckismen blev udviklet af Jean-Baptiste de Lamarck og tog delvis udgangspunkt i ældre ideer fra blandt andre Erasmus Darwins, Charles Darwins bedstefar. Lamarck mente, at organismer aktivt ændrede sig som et svar på miljøet, og at disse ændringer kunne arves. Hans centrale principper kan sammenfattes som to hovedidéer:
- Brug og ikke‑brug: Organer, som bruges meget, udvikles og forstærkes; organer, som ikke bruges, svinder ind.
- Arv af erhvervede egenskaber: Forandringer, som en organisme erhverver i løbet af sit liv (for eksempel som følge af brug eller miljøpåvirkning), videregives til dens afkom.
Et kendt eksempel, som Lamarck selv brugte, er giraffer. Ifølge hans forklaring måtte giraffer med lange halse stamme fra forfædre med kortere halse, fordi de ældre generationer strakte halsen for at nå blade i høje træer, og denne "forlængelse" blev derefter arvet af deres børn. Denne idé kaldes ofte arv af erhvervede egenskaber.
Charles Darwin udviklede en anden og mere holdbar forklaring på evolution, som primært bygger på naturlig selektion. Her er det ikke erhvervede træk i sig selv, men variation blandt individer og deres relative overlevelse og succes med reproduktion, der driver ændringer i en population. Ifølge naturlig selektion efterlader bedre tilpassede individer i gennemsnit flere afkom, hvilket over tid ændrer andelen af alleler i populationen og dermed populationens egenskaber.
Gregor Mendel opdagede i midten af 1800‑tallet grundlæggende regler for arvelighed, som senere blev formuleret som Mendels love. Den genetiske arv, som Mendel beskrev, er — som det er formuleret i Mendels arvelighed er i — i praksis uforenelig med Lamarcks enkle opfattelse af, at erhvervede ændringer direkte overføres til afkom. Mendels resultater viste, at arvelige træk følger bestemte mønstre og ikke umiddelbart ændres af forældres erfaringer eller skader.
Der kom senere yderligere kritik af Lamarckismen. August Weismann og andre viste, at kønsceller (ægceller og sædceller) normalt er isolerede fra de forandringer, som sker i kroppens somatiske celler — det såkaldte Weismann‑barriere. Eksperimenter, fx hvor man klippede haler af mange generationer af mus, viste ikke, at halelængden blev arvet kortere, hvilket talte imod ideen om direkte arv af erhvervede ændringer.
Moderne genetik har derfor stort set forkastet Lamarcks klassiske mekanisme som en generel forklaring på evolution. Dog er der i nyere tid opstået nuancerede diskussioner: epigenetik undersøger kemiske ændringer i DNA og histoner, som kan påvirke genudtryk og i nogle få tilfælde overføres til efterfølgende generationer. Desuden kan mikroorganismer erhverve nye træk hurtigt gennem horizontal genoverførsel. Disse fænomener kan ligne nogle aspekter af "erhvervet arv", men de gentager ikke Lamarcks mekanisme på molekylært niveau og er ofte midlertidige eller betingede.
Sammenfattende var Lamarckisme vigtig i evolutionens idéhistorie, fordi den var et tidligt forsøg på at forklare artsforandring. Men dens centrale påstand om, at erfaringer og brug af organer direkte fører til arvelige ændringer i genetisk forstand, er ikke blevet understøttet af moderne genetik og eksperimenter. Nutidig evolutionær biologi bygger primært på mutation, genetik og naturlig selektion, mens emner som epigenetik tilføjer nuancer til, hvordan miljø kan påvirke organismer på kort sigt.
Lamarcks teori
Identifikationen af "lamarckismen" med arven af erhvervede egenskaber alene anses af nogle for at være en overdreven forenkling, som gentagne gange gentages i lærebøgerne. Stephen Jay Gould skrev, at evolutionisterne i slutningen af det 19. århundrede "genlæste Lamarck, smed det hele til side ... og ophøjede et aspekt af mekanikken - nedarvning af erhvervede karakterer - til et centralt fokus, som det aldrig havde haft for Lamarck selv". Han hævdede, at "begrænsningen af lamarckismen til dette relativt lille og ikke-distinktive hjørne af Lamarcks tankegang må betegnes som mere end en misvisende betegnelse og i sandhed en miskreditering af en mands minde og hans langt mere omfattende system". Gould gik ind for at definere "lamarckisme" bredere, i overensstemmelse med Lamarcks overordnede evolutionsteori.
Men som videnskabshistorikere som Michael Ghiselin og Stephen Jay Gould har påpeget, var ingen af disse synspunkter oprindeligt af Lamarck. Tværtimod var Lamarcks bidrag en systematisk teoretisk ramme til at forstå evolutionen. Han så evolutionen som bestående af to processer;
- Le pouvoir de la vie (en kompleksificerende kraft) - hvor væskernes naturlige, alkymistiske bevægelser ætsede organer ud af vævene, hvilket førte til en stadig mere kompleks konstruktion, uanset om organet blev brugt eller ikke brugt. Dette ville drive organismer fra simple til komplekse former.
- L'influence des circonstances (en adaptiv kraft) - hvor brugen og afskaffelsen af karakterer førte til, at organismer blev mere tilpasset deres omgivelser. Dette ville føre organismer sidelæns ud af vejen fra enkel til kompleks, idet de blev specialiseret til deres miljø.
I det væsentlige medfører en ændring i miljøet en ændring i behovene (besoins), hvilket resulterer i en ændring i adfærd, hvilket medfører en ændring i organernes brug og udvikling, hvilket medfører en ændring i form over tid - og dermed en gradvis transmutation (ændring) af arten.
Det moderne synspunkt er, at ingen af hans to "kræfter" eksisterer; Lamarck kan krediteres for den første fuldt udbyggede redegørelse for evolutionen. Hans ideer om, hvordan den er opstået, er imidlertid helt forkerte.
Udviklingen af en girafs hals bruges ofte som eksempel i forklaringer på lamarckismen.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er lamarckisme?
A: Lamarckisme (også kaldet lamarcksk evolution) er en forkert hypotese vedrørende evolution. Den blev foreslået af Jean-Baptiste de Lamarck og forsøger at forklare, hvordan arter ændrer sig over tid.
Spørgsmål: Hvordan adskiller den sig fra den almindeligt accepterede evolutionsteori?
A: Den almindeligt accepterede evolutionsteori i dag er den teori, der er udviklet på grundlag af Charles Darwins idéer. Lamarckismen siger, at individer ikke kun videregiver de ting, de har fået fra deres forældre, men også nogle ting, de har oplevet i løbet af deres liv. Denne idé kaldes arv af erhvervede egenskaber, hvilket adskiller sig fra Darwins karakteristiske idé om naturlig udvælgelse, som vedrører et individs relative overlevelse og succes i reproduktionen.
Spørgsmål: Hvem var Erasmus Darwin?
Svar: Erasmus Darwin var Charles Darwins bedstefar, og hans idéer blev i et vist omfang brugt af Jean-Baptiste de Lamarck, da han fremsatte sin hypotese om evolution.
Spørgsmål: Hvilket eksempel brugte Lamarck til at illustrere sin hypotese?
Svar: For at illustrere sin hypotese brugte han giraffer som eksempel. Han mente, at voksne mennesker var nødt til at strække nakken for at nå blade fra høje grene, og at børn derfor arvede længere halse end deres forfædre før dem.
Spørgsmål: Hvordan modsiger mendelsk arv Lamarcks hypoteser?
Svar: Gregor Mendel opdagede nogle grundlæggende regler for arvelighed, som helt modsiger Lamarcks hypoteser, men som i stedet er i overensstemmelse med naturlig udvælgelse. Dette forklarer, hvorfor Lamarcks idéer i dag ikke længere betragtes som en god forklaring på evolutionen.
Spørgsmål: Hvad er de to teorier enige om?
Svar: Begge teorier er enige om, at evolutionen fandt sted på et tidspunkt i historien.
Søge