Urmia-søen (Iran): Fakta om verdens næststørste saltsø

Urmia-søen i Iran: Fakta om verdens næststørste saltsø — størrelse, saltindhold, årsager til tørring og miljøkrise. Læs mere her.

Urmia-søen (persisk: دریاچه ارومیه) er en saltsø i det nordvestlige Iran. Den ligger i provinserne Øst-Azarbaijan og Vest-Azarbaijan og er sydvest for det tætformede Kaspiske Hav. Det er den største sø inde i Iran og verdens næststørste saltsø. Det er den største sø i Mellemøsten.

Urmia-søen ligger ved 37°42′0″N, 45°18′60″Ø. Den har et overfladeareal på ca. 5.200 km² (2.000 mil²). I sin største udstrækning er den ca. 140 km lang og 55 km bred. Dens dybeste punkt er ca. 16 m dybt. Den modtager vand fra tretten floder, der kommer fra de nærliggende bjerge, og den har ingen udløb.

Urmia-søen ligger mellem provinserne Vest Azarbaijan og Øst Azarbaijan. Tabriz er den største by mod øst, og Urmia er den største by mod vest. Den korteste vej mellem disse byer er at gå rundt om søen. I 1970'erne blev der påbegyndt et projekt med henblik på at bygge en bro over søen. Dette projekt blev annulleret, da den islamiske revolution fandt sted i 1979. Projektet blev imidlertid påbegyndt igen i 2000'erne; det er planlagt, at det skal være færdigt ved udgangen af 2007.

Søen har et meget salt vand. Saltindholdet er forskelligt fra årstid til årstid; det kan være 26-28 % i det sene efterår.

Urmia-søen bliver mindre og mindre hvert år. Det skyldes, at de floder, der fører vand til den, er blevet mindre.

Geografi og fysiske forhold

Urmia-søen ligger i en lukket bassin (endorheisk), hvilket betyder, at vand kun forlader søen ved fordampning. Det gør søens saltkoncentration særligt følsom over for ændringer i tilførsel af ferskvand og klima. Overfladearealet har svinget markant gennem årtierne afhængig af nedbør, smeltevand fra de omkringliggende bjerge og menneskelig udnyttelse af vandressourcer.

Hydrologi og salinitet

Søen modtager vand fra omkring tretten større floder. Fordi der ikke er noget naturligt udløb, ophobes salte gradvist, og saltkoncentrationen varierer med årstiderne og vandstanden. Om efteråret og i tørre perioder kan koncentrationen være meget høj (efterårværdier på 26–28 % er rapporteret), hvilket betyder, at de fleste ferskvandsarter ikke kan leve i søen.

Årsager til tilbagetrækning

Søens massivt reducerede vandstand i de seneste årtier skyldes flere sammenfaldende faktorer:

• Vandudtag til landbrug: Store mængder flodvand er blevet afledt til kunstvanding og beplantningsprojekter i oplandet.
• Dæmningsbyggeri: Dæmninger i tilløbsfloder reducerer tilstrømningen af smeltevand og nedbør til søen.
• Klimaforandringer og tørke: Mindre nedbør og højere fordampning over flere år forværrer situationen.
• Infrastruktur: Vejdæmninger og andre anlæg på tværs af søen har begrænset vandcirkulationen i visse perioder.

Økologiske og samfundsmæssige konsekvenser

Tilbagetrækningen har haft alvorlige følger:

• Tab af levesteder: Flere arter afhængige af søen — især brine-rejsenegle (Artemia) og trækfugle, herunder flamingoer — har været under pres, da levesteder og fødetilgængelighed ændres drastisk.
• Sundheds- og klimaproblemer: Eksponeret saltsubstrat fra den tørlagte søbund kan føre til salt- og støvstorme. Disse kan skade landbrug, forringe luftkvaliteten og påvirke menneskers helbred i lokalområderne.
• Økonomiske følger: Lokale erhverv som saltudvinding, fiskeri (hvor muligt) og turisme er negativt påvirket.

Restaurering og indsats

Den markante tilbagegang vakte national og international opmærksomhed, og der er gennemført adskillige forsøg på at stabilisere og genoprette søens vandstand. Myndigheder og forskere har foreslået og iværksat en række tiltag, som omfatter:

• Bedre vandforvaltning i oplandet og reduktion af udbud til kunstvanding.
• Justeringer af dæmningsdriften for at sikre mere regelmæssig tilførsel til søen.
• Opblødning af barrierer, som hindrer naturlig vandudveksling, og opførelse af brosektioner eller sluseanlæg der forbedrer gennemstrømningen.
• Langsigtede planer for bæredygtig brug af vandressourcer kombineret med genopretningsprojekter i kystområder.

Nogle indsatser har ført til delvis forbedring i visse år, især i perioder med højere nedbør, men situationen forbliver sårbar, og systematisk forvaltning er nødvendig for at undgå tilbagefald.

Mennesker, infrastruktur og turisme

Tabriz og Urmia er de vigtigste byer omkring søen. Områdets infrastruktur — veje, bro- og jernbaneforbindelser — har stor betydning for den lokale økonomi. Historisk var der planer om en stor bro over søen (projektet nævnt i 1970'erne og genoptaget i 2000'erne); senere anlæg i området har både fordele (kortere rejsetid) og ulemper (ændret vandcirkulation) for søens hydrologi.

Turisme er tidligere blevet fremmet af søens spektakulære farver og fugleliv, men rekreative muligheder er blevet reduceret, efterhånden som vandstanden og biodiversiteten er faldet.

Økologi og biologisk betydning

Selvom saltkoncentrationerne gør søen ugæstfri for de fleste ferskvandsfisk, er Urmia vigtig for specialiserede organismer som brine-rejsenegle, der igen er føde for mange trækfugle. Ændringer i søens kemi og volumen påvirker hele fødenetværket og migrerende fugles foretrukne rastepladser.

Perspektiv

Urmia-søen er et eksempel på, hvordan kombinationen af menneskelig aktivitet og klimavariation kan skabe hurtige og vidtrækkende ændringer i et følsomt økosystem. Beskyttelse og genopretning kræver koordinerede indsatser mellem lokale myndigheder, nationale planlæggere og internationale eksperter samt langsigtede ændringer i vandforvaltning og arealanvendelse i oplandet.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er Urmiasøen?

Sp: Hvor ligger Urmiasøen?

Spørgsmål: Hvor stor er Urmiasøen?

Sp: Hvilke byer ligger i nærheden af Urmia-søen?

Spørgsmål: Har man nogensinde forsøgt at bygge en bro over søen?

Spørgsmål: Hvad er koncentrationen af salt i det sene efterår?

Søg efter bogstav