Mungosøen

Geologi

Sedimenterne ved Mungo-søen er blevet aflejret i løbet af mere end 100.000 år. På den østlige bred af søen ligger de "kinesiske mure". Det er en 26 km lang serie af ca. 30 meter høje lunetter, der er dannet i løbet af tusinder af år. Der er tre forskellige lag af sand og jord, som danner murene. Det ældste er det rødlige Gol Gol-lag, der blev dannet for mellem 100.000 og 120.000 år siden. Det mellemste grålige lag er Mungo-laget, der blev aflejret for 50.000-25.000 år siden. Det nyeste lag er Zanci-laget, som er lysebrunt og blev aflejret for 25.000 til 15.000 år siden.

Mungo-laget, som blev aflejret før den sidste istid, er det mest arkæologisk rige. Det var en tid med lav nedbørsmængde og køligere vejr, men der løb mere regnvand fra den vestlige side af Great Dividing Range, hvilket holdt søen fuld. Den understøttede en stor menneskelig befolkning samt mange forskellige australske megafaunaarter.

I løbet af den sidste istid faldt vandstanden i søen, og den blev en saltsø. Dette gjorde jorden basisk, hvilket var med til at bevare de levn, der blev efterladt i de kinesiske mure. Selv om søen tørrede helt ud for flere tusinde år siden, forblev der jordvegetation på murene. Dette var med til at stabilisere dem og bevare dem. Med de europæiske bosættere, der kom til området i 1880'erne, har indførte arter, hovedsagelig kaniner, får og geder, ødelagt vegetationsdækket. Dette har ført til øget erosion af klitterne. Denne erosion har imidlertid ført til, at man har fundet mange menneskelige og animalske rester. Vinden har flyttet sand og jord østpå fra Walls og dannet en mobil sandklit, som hvert år bevæger sig længere mod øst.

Arkæologi

De vigtigste fund ved Mungosøen har været Mungo Man og Mungo Lady. Mungo Lady, et delvist kremeret lig, blev opdaget i 1969 af Dr. Jim Bowler fra Australian National University (ANU). I første omgang troede man, at hun var 25.000 år gammel. En nyere undersøgelse i 2003 viste, at hun sandsynligvis var tættere på 40.000 år gammel. Mungo Lady er det tidligst kendte menneske, der er blevet kremeret. Mungo Man blev også opdaget af Dr. Bowler den 26. februar 1974. Resterne var dækket af rød okker, hvilket er den tidligste kendte forekomst af en sådan begravelsespraksis. Selv om nogle undersøgelser har vist, at han er mere end 60.000 år gammel, er man i dag enige om, at han også er omkring 40.000 år gammel.

Mennesker har boet omkring Mungo-søen i mindst 50.000 år. Der er fundet stenredskaber i klitterne, som er ældre end Mungo-manden. Der er fundet møller til fremstilling af mel, som er mellem 5.000 og 10.000 år gamle; de er lavet af sandsten fra

Murray River-bækkenet 100 km væk. Der blev også fundet et stenøksehoved, der er mindst 500 år gammelt, i klitterne; det er lavet af sten fra Mount Camel nær Shepparton, et godt stykke over 300 km væk.

Den rige arkæologiske arv på stedet er meget vigtig for de australske aboriginals fra området. Willandra-regionen er hjemsted for Barkindji-, Nyiampaa- og Mutthi Mutthi-folket. De har indgået fælles forvaltningsaftaler med regeringen i New South Wales om forvaltningen af søen og Mungo National Park.

Geomagnetisk udflugt til Mungosøen

I 1972 blev der foretaget arkæomagnetiske undersøgelser af de forhistoriske aboriginale ildsteder, der blev fundet langs den gamle kystlinje ved Mungo-søen. Magnetisering bevaret i ovnsten og bagte ildsteder viser, at det aksiale dipolfelt flyttede sig op til 120 grader fra sin normale position for omkring 30.000 år siden. Dette kaldes en geomagnetisk ekskursion. Da de fleste af de udsvingene, der blev fundet før Lake Mungo, var i sedimentært materiale, havde man troet, at de magnetiske feltretningsanomalier var detritale eller diagenetiske af oprindelse. Resultaterne fra Lake Mungo skyldtes termoremanent magnetisering, hvilket udelukker et sedimentologisk fænomen.

Der er registreret to udflugter i sedimenter fra Skjonghelleren på Valderøy, Norge. Den virtuelle geomagnetiske pol (VGP) for den ene skete samtidig med Mungosøen, hvilket tyder på, at begivenheden var global snarere end lokal. Data fra søsedimenter af samme alder i Frankrig med næsten identiske magnetfeltlinjer understøtter også, at Mungosøen var en global begivenhed. Det er dog blevet foreslået, at Mungosøens anomale felt er resultatet af lynnedslag.