Soghomon Gevorki Soghomonyan - Komitas Vardapet (også Gomidas Vartabed) (26. september 1869 i Kütahya, Det Osmanniske Rige - 22. oktober 1935 i Paris, Frankrig), var en armensk præst, komponist, korleder, sanger, musiketnolog, musiklærer og musikforsker, kendt som grundlægger af moderne armensk klassisk musik.

Liv og uddannelse

Han blev født ind i en familie, hvis medlemmer var dybt involveret i musik og var ensprogede tyrkere. Hans mor døde, da han var et år gammel, og ti år senere døde hans far. I 1895 blev han præst og fik titlen Vardapet (eller Vartabed), hvilket betyder præst eller kirkeforsker.

Han etablerede og ledede klosterkoret indtil 1896, hvor han tog til Berlin, til Kaiser Friedrich Wilhelm-universitetet. Her studerede han musik på professor Richard Schmidts private konservatorium. I 1899 erhvervede han titlen doktor i musikvidenskab og vendte tilbage til Echmiadzin.

I Berlin fik Komitas solid vestlig musikteoretisk og kompositorisk træning, men hans livsværk blev kombinationen af denne faglige ballast og en dyb interesse for den armenske folkemusik og kirkesangstradition. Efter hjemkomsten rejste han omfattende rundt i Armenien og i armenske landsbyer i Anatolien, hvor han med stor nøjagtighed lyttede, transskriberede og dokumenterede folkesange og danse.

Indsamling og musikalsk arbejde

Som feltforsk-er og musiketnolog indsamlede og udgav Komitas omkring 3.000 folkesange. Han arbejdede med mundtligt overleverede melodier, noterede dem i moderne notation og bearbejdede mange til korarrangementer og skolebrug. Hans arbejdsmetode var omhyggelig: han optog melodier ved at lytte direkte til sangere i landsbyerne, noterede rytme- og melodidetaljer og analyserede melodiernes modalstruktur.

Komitas var også optaget af den armenske kirkelige sangtradi-tion, herunder den gamle neumatisk notation (khaz). Med sin kirkelige uddannelse og musikvidenskabelige baggrund udviklede han harmoniseringer og arrangementer, der bandt den armenske kirke- og folkemusik sammen med moderne korpraksis. Det gjorde det muligt at fremføre armeniske melodier i større kontekst og at introducere dem i konservatorier og koncertsale.

Værker og stil

Hans hovedværk er Badarak (Guddommelig liturgi), der stadig bruges i dag som en af de to mest populære musikalske opsætninger af den armenske kirkes liturgi. Badarak viser hans evne til at kombinere kirkelig stemning, melodisk enkelhed og harmonisk følsomhed, så liturgien både bevarer sin traditionelle karakter og fremstår tilgængelig for moderne korsats.

Ud over liturgiske værker skrev Komitas en række korarrangementer af folkesange, vokalsatser, satser for kammerensembler og pædagogisk materiale til brug i sangundervisning. Hans stil er kendetegnet ved respekt for melodisk originalitet, en følsom harmonisering og en stærk sans for sangbarhed.

Internationalt engagement

Han var den første ikke-europæer, der blev optaget i International Music Society, som han var medstifter af. Dette vidner om hans anerkendelse i internationale musikkredse og om, at hans forskning og kompositioner blev betragtet som væsentlige bidrag til den europæiske musikteoretiske og etnologiske diskurs.

Arrestation, sygdom og exile

Den 24. april 1915, som siges at være den dag, hvor det armenske folkemord officielt begyndte, blev han arresteret. Den næste dag blev han sat på et tog sammen med 180 andre armenske notabiliteter og sendt til byen Çankırı i det nordlige Centralanatolien, i en afstand af ca. 300 miles. Hans gode ven, den tyrkiske nationalistiske digter Emin Yurdakul, forfatterinden Halide Edip og USA's ambassadør Henry Morgenthau intervenerede over for regeringen, og efter særlig ordre fra Talat Pasha blev Komitas sendt tilbage til hovedstaden.

I efteråret 1916 blev han indlagt på et tyrkisk militærhospital, og han flyttede til Paris i 1919, hvor han døde på en psykiatrisk klinik i Villejuif i 1935. Næste år blev hans aske overført til Jerevan og begravet i Pantheon. Mange historikere og musikforskere mener, at Komitas' psykiske sammenbrud delvist skyldtes de traumer og de vilkår, han blev udsat for under deportationen og de dramatiske begivenheder i 1915.

Arv og betydning

Komitas anses i dag som den centrale figur i skabelsen af en moderne armensk klassisk musiktradition. Hans indsats med at indsamle, bevare og bearbejde folkemusik sikrede, at et stort materiale af melodier og dansemateriale ikke gik tabt. Hans korarrangementer og liturgiske kompositioner satte standarder for armensk musikalsk kultur i det 20. århundrede.

Der er flere synlige mindesmærker og institutionelle æresbevisninger til hans navn:

  • Det statslige musikkonservatorium i Jerevan er opkaldt efter Komitas.
  • Der findes også en verdensberømt strygekvartet, der er opkaldt efter Komitas.
  • Hans værker indgår fortsat i kirkens liturgi, i korrepertoiret og i optagelser, og han æres i både videnskabelige og folkelige sammenhænge.

Komitas’ arbejde har haft stor betydning for bevarelsen af armensk kulturel identitet. Hans transskriptioner og harmoniseringer gjorde det muligt at undervise i, fremføre og studere armenske melodier på en måde, der førte dem ind i konservatorier, kor og internationale koncerter. Hans liv og skæbne er samtidig blevet symbolet på den kulturelle ødelæggelse og de personlige tragedier, som fulgte i kølvandet på begivenhederne i 1915.

Væsentlige temaer i Komitas' eftermæle:

  • Bevarelse af folkemusik gennem systematisk indsamling og notation.
  • Sammenknytning af kirkelig tradition og moderne musikpædagogik.
  • International anerkendelse af armensk musikalsk kultur.
  • Personligt og nationalt tab knyttet til deportation og psykisk sygdom.