Det store salviehøne (Centrocercus urophasianus) er det største sankthanshøne i Nordamerika. Den lever i den vestlige halvdel af USA og i provinserne Alberta og Saskatchewan. De er større end en fasan, men mindre end en vild kalkun.
Udseende og størrelse
Stor salviehøne er en kraftigt bygget fugl med markant kønsdimorfi. Hannerne er tydeligt større end hunnerne, har en sort-hvid mønsteret fjerdragt, runde hvide sider og en stor, vifteformet hale, der bruges i parringsdisplay. Hannerne har desuden par af oppustelige gul-orange halssække, som skaber de karakteristiske "boom"-lyde under parringssæsonen. Hunnerne er mere diskrete i farverne med brunmeleret fjerdragt, som giver effektiv camouflage ved boet.
Leveområde og udbredelse
Arten er tæt knyttet til salviebusk-steppe (sagebrush steppe) og åbne tørre græsarealer med spredte buske. Disse habitater giver både føde og skjul til redebygning og yngelpleje. Stor salviehøne forekommer over et stort område i den vestlige del af Nordamerika, men bestanden er fragmenteret som følge af tab og forringelse af habitat.
Føde og adfærd
Føde varierer med årstid. Om vinteren lever fuglene hovedsageligt af tørre salvieblade (sagebrush), mens de i foråret og sommeren supplerer med grønne planter, frø og insekter. Især ungerne er stærkt afhængige af insekter de første uger for at få tilstrækkeligt protein.
Stor salviehøne er kendt for sine spektakulære parringspladser, kaldet lek, hvor hannerne samles og udfører synkrone displays for at tiltrække hunner. Hannenes oppustelige halssække, fjerpryd og lydproduktioner er centrale i disse ritualer.
Rugning og ungfugle
Hunner bygger reder direkte på jorden, ofte i nærheden af salviebuske for skjul. Kuldene indeholder typisk flere æg (ofte omkring 5–10), som hunnen ruger alene. Inkubationen varer cirka 3–4 uger afhængigt af lokale forhold. De nyudklækkede unger er nidifuge (forlader reiret kort efter udklækning) og følges af hunnen, som leder dem til føde og skjul.
Trusler og bevaring
Stor salviehøne har oplevet markante bestandsfald i mange områder, primært på grund af tab og fragmentering af salviebuske-habitater. Hovedtrusler omfatter ændret arealanvendelse (landbrug, byudvikling), energiprojekter (råstofindvinding, vindkraft), invasive plantearter (fx cheatgrass), hyppigere og større brande samt ændringer i græsningstrykket. Klimaforandringer forværrer mange af disse problemer ved at ændre vækstforholdene for salviebuske.
Der arbejdes med en række bevaringsindsatser: beskyttelse af nøglelokaliteter og lek, restaurering af salviebuske, kontrol med invasive arter, ændret forvaltning af græsning og regulering af arealanvendelse. I USA har debatten om formel beskyttelse (f.eks. efter Endangered Species Act) været intens, og lokale såvel som føderale initiativer forsøger at balancere menneskelig brug af arealer med artens overlevelse.
De hører til familien Phasianidae. Gunnison-salviehønen (Centrocercus minimus) er den anden art i slægten, og den er generelt endnu mere truet end den større salviehøne.