Grønspætte (Picus viridis) – Udseende, adfærd og levested
Grønspætte (Picus viridis) — lær om udseende, adfærd, levested, yngel og myrefødevaner i Europas skove, heder, plantager og haver.
Grønspætten (Picus viridis) er en mellemstor spætte i familien Picidae. Den lever i det meste af Europa og det vestlige Asien og opdeles i flere regionale underarter, som kan variere svagt i farvetone og størrelse. Generelt har arten en grøn overside, en lysere gullig underside og en rød isse (krone).
Udseende
Grønspætten er karakteristisk med sin klare grønne ryg, lysere bug og den røde top på hovedet. Hannen har ofte en rød eller rødlig stribe (malskæg) på kinden, hvor hunnen har en sort eller mørkere stribe — dette er en af de tydeligste forskelle mellem kønnene. Ungfugle er mere matte i farverne og kan have mindre tydelig rødt i krone og malskæg. Arten er forholdsvis stor for en spætte, men størrelsen varierer mellem underarter.
Adfærd og føde
Modsat mange andre spættearter bruger grønspætten meget tid på jorden, hvor den søger efter føde. Dens primære føde består af myrer og myrelarver, men den tager også andre insekter samt spiser bær og frø i perioder med mindre insekttilgængelighed. Den har en lang, klistret tunge, som den bruger til at få myrer ud af tuer og sprækker.
Grønspætten slår sjældent kraftigt "trommer" på træstammer som mange andre spættearter; i stedet er den let at kende på sit høje, tydelige kald, ofte beskrevet som en lang, rungende "yaffle" eller gentaget hylen. Den er i øvrigt sky og forsigtig, men dens kald gør den ofte let at finde.
Rede og yngelpleje
Arten udgraver selv redehul i et levende eller dødt træ — helst i gamle løvtræer, hvor træet er blødere. Reden anbringes typisk i en træhule, og der lægges normalt fire til seks æg. Ifølge feltobservationer klækkes æggene efter cirka 19–20 dage. Begge forældre deltager i pasningen af ungerne, som bliver i reden indtil de er flyvefærdige efter nogle uger.
Levested og udbredelse
For at yngle kræver grønspætten adgang til gamle træer til redebygning og nærliggende fødeområder med rige forekomster af myrer. Den foretrækker halvåbne landskaber med små skove, hegn, spredte gamle træer, skovkanter og oversvømmelsesskove. Velegnede områder til fødesøgning omfatter græsarealer, heder, plantager, frugtplantager og græsplæner. Arten er overvejende standfugl i størstedelen af sit udbredelsesområde, men unge fugle kan foretage lokale forskydninger.
Bestandsstatus og trusler
Grønspætten betragtes i mange områder som almindelig, men lokale bestande kan være følsomme over for ændringer i landbrugslandskabet og tab af gamle træer. Reduktion i antallet af myrer på grund af pesticider kan også påvirke fødetilgængeligheden. Internationalt vurderes arten generelt ikke som truet (IUCN: Least Concern), men bevaring af gamle træer, levende hegn og varierede landskaber er vigtig for dens fortsatte udbredelse.
Sådan genkender du grønspætten
- Kaldet: Et højt og gennemtrængende "yaffle" — ofte det første tegn på tilstedeværelse.
- Opførsel: Ses ofte på jorden, hvor den søger efter myrer; sjældent kraftig trommen på træ.
- Udseende: Grøn overside, lys bug og rød krone; hannen med rød malskæg, hunnen mørkere.
- Levested: Halvåbne landskaber med gamle træer og nærliggende græs- eller hedeområder.
Grønspætten er en fascinerende og karakterfuld fugl, hvis videre udbredelse afhænger af bevarelse af varierede landskaber og gamle træer, der kan danne redemuligheder.
Søge