Den store mørke plet (også kendt som GDS-89) er en markant, mørk plet på Neptun, der i udseende minder om Jupiters store røde plet. Den blev opdaget i 1989 af NASA's Voyager 2-sonde. Selvom den visuelt kan sammenlignes med Jupiters plet — som er en anticyklonisk storm (svarende til en kæmpestor orkan) — mener mange forskere, at Neptuns store mørke plet snarere er et område, hvor de øverste, lyse methane-skydække er blevet ryddet væk, så man ser dybere ned i Neptuns mørkere atmosfære. På den måde kan den ligne et atmosfærisk "hul", lidt på samme måde som huller i Jordens ozonlag afslører lag længere nede i atmosfæren.

Oprindelse og dannelse

Den præcise mekanisme bag dannelsen af mørke pletter på Neptun er stadig genstand for forskning, men den førende forklaring er, at de er anticykloniske vortekser i den dybere atmosfære, der hæver og sænker lokale skydække. Når højthøjende, lyse metanskyer forsvinder over et vortex, fremstår området mørkere, fordi man ser ned i varmere og mere blålige lag, der absorberer lys forskelligt. Samtidig kan kraftige vindstrømme omkring vortecen få strukturen til at fremstå som en afgrænset, næsten cirkulær plet.

Observationer og forandringer over tid

Voyager 2 leverede de første detaljerede billeder i 1989, hvor GDS-89 fremstod tydeligt. Opfølgende observationer med Hubble-rumteleskopet og senere med jordbaserede teleskoper viste, at Neptuns mørke pletter er langt mere flygtige end Jupiters store røde plet. GDS-89 var synlig under Voyager-passagen, men da Hubble kiggede igen i begyndelsen af 1990'erne, var netop den plet forsvundet — en klar indikation på, at disse strukturer kan dannes og opløses på tidsskalaer på få år.

Vinde, størrelse og ledsagende skyer

Rundt om de mørke pletter registrerede Voyager ekstremt høje vindhastigheder på Neptun — op til flere hundrede meter per sekund. For GDS-89 er vindhastigheder typisk analyseret til op imod ca. 600 m/s (dvs. over 2.000 km/t) i de kraftigste zoner, hvilket gør Neptuns atmosfæriske bevægelser til nogle af de hurtigste i solsystemet. GDS-89 var også stor: omtrent på størrelse med Jorden (titusinder af kilometer i tværsnit), hvilket gav den tydelig synlighed i billederne.

Ofte ses også små, lyse skyer i tilknytning til eller på kanten af de mørke pletter. Disse hvide pletter er sandsynligvis dannet af opadstigende luft, der køler og kondenserer metan til iskrystaller — en slags lokale konvektive skyer, som kan fungere som synlige "kompagnoner" til vortecentrene.

Forskelle fra Jupiters store røde plet

  • Levetid: Jupiters store røde plet har eksisteret i hundreder af år; Neptuns mørke pletter optræder og forsvinder over nogle få år til årtier.
  • Årsag til mørk farve: På Jupiter er pletens farve og struktur forbundet med kemiske og dynamiske processer højere i atmosfæren; på Neptun skyldes mørket i højere grad, at man ser ned gennem fjernede, lyse metanskydække til mørkere, dybere lag.
  • Vindstyrker: Neptun viser nogle af de højeste målte vindhastigheder i solsystemet, hvilket påvirker pletternes form og varighed.

Vigtige fakta

  • Opdaget: 1989 af Voyager 2.
  • Karakter: Mørk atmosfærisk vortex / område uden øverste metanskydække.
  • Størrelse: Omtrent Jordens størrelse (titusinder af kilometer på tværs).
  • Vindhastigheder: Op imod ca. 600 m/s (over 2.000 km/t) i de kraftigste zoner.
  • Dynamik: Dannelse og forsvinden på tidsskalaer fra få år til årtier; andre mørke pletter kan dukke op andre steder på planeten.
  • Observationer: Voyager 2-billeder og senere opfølgning med Hubble-rumteleskopet samt avancerede jordbaserede teleskoper.

Samlet set viser GDS-89 og tilsvarende mørke pletter, at Neptuns atmosfære er ekstremt dynamisk. Selvom de ligner Jupiters storme i kontur, er deres oprindelse, varighed og indre struktur anderledes, og de bidrager væsentligt til vores forståelse af atmosfærisk dynamik på de store, isky planeter.