ʿAbd al-Qādir Gīlānī, (persisk: عبدالقادر گیلانی, formelt Muḥyī l-Dīn Abū Muḥammad b. Abū Sālih ʿAbd al-Qādir al-Gīlānī al-Ḥasanī wa'l-Ḥusaynī (arabisk: عبدالقادر الجيلاني, tyrkisk: Abdülkâdir Geylânî, kurdisk: Abdülkâdir Geylânî, kurdisk: Evdilqadirê Geylanî, Sorani Kurdish: عهبدوالقادری گهیلاننی), kendt som for kort var en hanbali-sunni-muslimsk prædikant, taler, asketiker, mystiker, sayyid, faqīh og teolog. Han var kendt for at være den navnkundige grundlægger af Qadiriyya tariqa (sufi-orden) inden for sufisme.

Liv og baggrund

ʿAbd al-Qādir al-Gīlānī stammer fra Gīlān-regionen ved det sydlige Kaspiske Hav (i det, der i dag er det nordlige Iran). Hans fødselsår er usikkert, men traditionelt angives det omkring 1077 e.Kr. (470 H), og hans død omkring 1166 e.Kr. (561 H). Han flyttede som ung til Bagdad, som på den tid var et vigtigt lærdoms- og åndeligt centrum i den muslimske verden, hvor han bosatte sig og virkede resten af sit liv.

Uddannelse og virksomhed

I Bagdad studerede han islamisk retslære og teologi og knyttede sig til hanbali-retsskolen, men han blev især kendt som en fremtrædende prædikant og sufi-vejleder. Hans undervisning kombinerede streng overholdelse af sharia (islamsk ret) med en inderlig vægt på åndelige øvelser, fromhed og ascesis. Han holdt regelmæssige prædikener og samlinger, hvor både studerende i juridiske discipliner og åndssøgende sufi-disciple lyttede til ham.

Lære og religiøs praksis

Al-Gīlānī understregede balance mellem ydre religiøs praksis (sharia) og indre hengivenhed (tariqa). Nogle centrale elementer i hans lære var:

  • Tawḥīd (Guds enhed) og oprigtighed i tilbedelsen.
  • Tazkiyah (sjælens renselse) gennem tilbagetrækning, tilbedelse og moralsk selvdisciplin.
  • Betoning af anger (taubah), tålmodighed (ṣabr) og taknemmelighed (shukr).
  • Vigtigheden af en åndelig vejleder (shaykh) og fællesskab for åndelig vejledning.

Værker

Al-Gīlānī efterlod flere samlinger af prædikener og åndelige vejledninger, hvoraf nogle er meget udbredte blandt sufi-læsere. Blandt de mest kendte værker er:

  • Futūḥ al‑Ghayb (ofte oversat som "Åbenbaringer af det skjulte") – en samling af prædikener og åndelige udlægninger.
  • Al‑Ghunya li‑Talibi Tariq al‑Haqq (Den nødvendige næring for dem, der søger sandhedens vej) – en systematisk vejledning i spirituel udvikling.

Disse værker kombinerer koraniske og hadith-baserede argumenter med praktiske råd til moral, hengivenhed og spirituel disciplin.

Qadiriyya-ordenen og eftermæle

Den sufiske orden Qadiriyya, som ofte tilskrives al‑Gīlānī, voksede efter hans død og blev en af de mest udbredte og indflydelsesrige sufi‑retninger i den muslimske verden. Qadiriyya spredte sig til:

  • Det osmanniske rige og Anatolien (senere Tyrkiet).
  • Den arabiske verden og Nordafrika.
  • Det indiske subkontinent og Sydasien.
  • Østlige og vestlige dele af Afrika.

Ordens praksis og spirituelle netværk har sat varigt præg på religiøst liv, litteratur og lokalt folkeligt fromhed i mange områder.

Gravsted og pilgrimssted

Al‑Gīlānīs gravsted i Bagdad blev allerede i middelalderen et vigtigt pilgrimssted, og der blev opført moskeer og komplekser omkring hans mausoleum, ofte omtalt som al‑Qadiriyya‑komplekset. Hans grav har gennem historien tiltrukket mange besøgende, og stedet har betydning både for hengivne og for studerende af sufisk tradition.

Modtagelse og kontroverser

Al‑Gīlānī er emnet for både stor ærbødighed og kritisk debat. Han hyldes som en helgenfigur blandt mange sufi‑kredse, hvor hans liv tilskrives mirakuløse begivenheder i hagiografisk litteratur. Samtidig har visse traditionelle og moderne reformorienterede grupper kritiseret enkelte former for estimering af hellige personer og afvigelser, som de mener kan opstå i populær fromhed.

Vurdering i dag

Historisk opfattes ʿAbd al‑Qādir al‑Gīlānī som et centralt bindeled mellem traditionel juridisk lærdom og sufisk praksis. Hans værker læses fortsat af teologer og sufier, og Qadiriyya‑traditionen har bevaret betydelig indflydelse i mange muslimske samfund. Samlet set står han som en markant repræsentant for en type islamsk åndelig ledelse, der forsøgte at forene retlærenes disciplin med den indre fromheds krav.