Alois Brunner (8. april 1912 - ca. 2010) var en østrigsk Schutzstaffel (SS)-officer, som i efterkrigstiden blev en af de mest eftersøgte naziforbrydere. Han fungerede som Adolf Eichmanns assistent; Eichmann omtalte ham som sin "bedste mand". Brunner er anklaget for at have organiseret og beordret deportationen af titusindvis af jøder til nazisternes gaskamre – efter forskellige opgørelser anslås det, at han direkte eller indirekte var ansvarlig for deportationen af mindst 140.000 europæiske jøder.

Tidligt virke og rolle i Holocaust

Brunner var aktiv i SS og deltog i planlægningen og gennemførelsen af deportationer af jøder under Anden Verdenskrig. Han havde en central rolle i koordineringen af transportsystemer og i udvælgelsen af personer til internering og deportation. I perioden juni 1943 til august 1944 var han chef for interneringslejren Drancy uden for Paris, hvorfra næsten 24.000 mennesker blev deporteret til de tyske udryddelseslejre.

Flygtning, beskyttelse og ophold i Mellemøsten

Efter krigen undslap Brunner retsforfølgelse ved at flygte fra Europa. Ifølge efterretningstjenester og historiske undersøgelser fandt han tilflugt i Syrien, hvor han levede under beskyttelse fra den syriske stat. I Syrien antog han efter sigende dæk- eller falsk identitet (bl.a. blev navnet Dr. Georg Fischer nævnt i rapporter) og fik efter sigende arbejde som rådgiver for syriske sikkerhedstjenester. Den syriske regering afviste i lange perioder internationale anmodninger om udlevering eller retlig forfølgning af Brunner.

Forsøg på at finde og ramme ham

Brunner var genstand for flere forsøg på at lokalisere og gøre ham ansvarlig. Mossad, den israelske efterretningstjeneste, har ifølge rapporter forsøgt både at ramme og at neutralisere ham; i 1961 mistede Brunner et øje, og i 1980 mistede han fingrene på venstre hånd som følge af brevbomber, som den israelske efterretningstjeneste, Mossad, sendte til ham. I 2003 beskrev The Guardian ham som "verdens højest rangerende nazist-flygtning, der stadig menes at være i live".

Retssager og domme

Brunner blev dømt in absentia i Frankrig i 1954 til døden for forbrydelser mod menneskeheden. Senere, i 2001, blev han igen dømt i Frankrig – denne gang til livsvarigt fængsel – også i hans fravær, for hans rolle i deportationerne fra Drancy og andre forbrydelser under Holocaust. Disse domme blev afsagt, selvom Brunner aldrig blev fysisk stillet for retten i Frankrig.

Død og usikker skæbne

Der er usikkerhed om Brunners nøjagtige dødsdato. Nogle kilder hævder, at han døde allerede i december 2001; andre rapporter peger mod, at han kan være død først omkring 2010. Hans nøjagtige dødsdato og -sted er aldrig officielt bekræftet af uafhængige myndigheder, dels fordi han levede under statslig beskyttelse i Syrien og dels på grund af den politisk ustabile situation i regionen i de senere år.

Kontroverser om forbindelse til syriske våbenprogrammer

Der har været påstande om, at Brunner hjalp den syriske regering med at opbygge og udvikle sikkerhedsstrukturer — og ifølge nogle kilder, også militære eller kemiske kapaciteter. Det er blevet fremført, at han spillede en rolle i rådgivning, træning eller teknisk bistand, og at denne viden senere kunne være blevet anvendt i sammenhæng med kemiske våben-programmer, som syriske myndigheder angiveligt anvendte i konflikter. Disse påstande er delvist dokumenteret i efterretnings- og journalistiske undersøgelser, men detaljer om omfanget og Brunners direkte ansvar er vanskelige at endeligt bekræfte.

Eftermæle

Alois Brunner står i historien som et symbol på, hvordan mange ansvaretfulde for nazisternes udryddelsespolitik undslap umiddelbar retfærdighed og fortsatte med at leve i beskyttede omgivelser. Hans sag illustrerer de lange, internationale diplomatiske og efterretningsmæssige forløb, der har været nødvendige for at søge retfærdighed for Holocausts ofre, samt de vanskeligheder, som retsforfølgning møder, når mistænkte skjules bag statsbeskyttelse eller i lukkede regimer.

På trods af domfældelser i Frankrig forblev Brunner frit bevægelig i mange år, og hans nøjagtige skæbne vil formentlig forbli omstridt, så længe troværdige beviser på tidspunktet og årsagen til hans død mangler.