Alfons af Poitiers eller Alfonso eller Alphonse (11. november 1220 - 21. august 1271) var greve af Poitou fra 1225 og greve af Toulouse (som Alfonso II) fra 1247.
Alphonse var søn af Louis VIII, konge af Frankrig, og Blanche af Castilien. Han var yngre bror til Ludvig IX af Frankrig og ældre bror til Karl I af Sicilien.
Tidlige år og arveret
Som prins i den capetianske kongeslægt blev Alphonse allerede i barndommen tildelt titler og jordegods for at befæste dynastiets greb om den vestlige del af Frankrig. Efter faderens død og under moderen Blanches indflydelsesrige formynderskab fik han i praksis status som greve af Poitou fra 1225, en vigtig grænseprovins mod vest.
Ægteskab med Jeanne de Toulouse og overtagelse af Toulouse
Paristraktaten fastsatte, at en bror til kong Ludvig skulle gifte sig med Jeanne de Toulouse, datter af Raymond VII af Toulouse, og i 1237 giftede Alfons sig med hende. Ægteskabet var en del af den politiske løsning efter den albigensiske krig og skulle sikre capetingernes indflydelse i sydfrankrig.
Da Raymond VII døde, førte denne ægtekontrakt til, at Alfons (som Alfonso II) i 1247 kunne gøre krav på grevskabet Toulouse og dermed yderligere konsolidere kongemagtens kontrol i Languedoc.
Regering og betydning
Alfons havde ry som en dygtig administrator og dommer. Som greve og som medlem af kongefamiliens ledelse arbejdede han for at indføre kongelig administration i de nyvundne områder, styrke retsplejen og bygge bro mellem den nordfranske centralmagt og de sydfranske herredømmer. Hans regeringstid bidrog til, at Toulouse og Poitou gradvist blev tættere knyttet til den franske krone.
Alfons og Jeanne fik ingen børn, eller i hvert fald ingen arvinger, der overlevede dem. Det betød, at deres lehner og titler ved deres død vendte tilbage til den franske kongekrone og dermed gjorde en væsentlig del af det sydlige Frankrig til permanent kapetiansk område.
Død og eftermæle
Alfons døde den 21. august 1271. Hans død markerede afslutningen på en generation, som havde sikret den capetianske centralmagt relativt fredeligt fodfæste i det tidligere konfliktfyldte Languedoc. Arven efter Alfons og hans ægteskab med Jeanne var især politisk: ved deres død blev Poitou og Toulouse endeligt indlemmet i Frankrig, noget der fik betydning for landets territoriale sammenhæng og for den videre udvikling af kongemagten.
Alfons huskes i historien som en pragmatisk prins, der gennem ægteskabspolitik, administration og retshåndhævelse bidrog til samlingen af det franske rige i en periode, hvor dynastiets autoritet blev udbygget efter årtiers konflikter i syd.
