Hertugdømmet Sachsen-Coburg og Gotha (tysk Sachsen-Coburg und Gotha) var et dobbeltmonarki i Tyskland fra 1826 til 1918. Et dobbeltmonarki betød her, at én hersker regerede over to separate hertugdømmer: Coburg og Gotha. Navnet indeholder "Sachsen" fordi hertugslinjen tilhørte den store Wettin-familie, som historisk stammer fra Sachsen; familiens navn var Wettin, og flere små saksiske fyrstedømmer blev gennem tiden regeret af medlemmer af denne slægt.
Oprindelse og oprettelse
Huset Wettin blev reorganiseret efter dynastiske udløb og ombytninger i begyndelsen af 1800-tallet. I 1826 uddøde linjen af Wettin-huset, der havde titlen hertuger af Sachsen-Gotha-Altenburg, i mandlig linje. Som følge heraf blev de forskellige områder omfordelt mellem de tilbageværende familiemedlemmer.
Den 12. november 1826 blev Ernst III af Sachsen-Coburg-Saalfeld formelt hertug under det nye navn: Ernst I, hertug af Sachsen-Coburg og Gotha. I samtidens traditioner omfattede hans fulde titulatur en række historiske ærestitler, og han blev bl.a. opført som hertug af Jülich (Juelich), Kleve og Berg, samt Engern og Westfalen, prins af Lichtenberg, landgreve i Thüringen, markgreve af Meißen (Meissen), greve af Hennerberg, greve af Mark og Ravensburg, herre af Ravenstein og Tonna. Ved bytteordningen opgav han Saalfeld og til gengæld fik hertugdømmet Gotha.
Politik, administration og kultur
Sachsen-Coburg og Gotha var et mindre, men velstående hertugdømme, der fungerede som konstitutionelt monarki med en ducal administration og et lokalt parlament (Landtag). Hertugdømmet var medlem af Tysk Forbund og senere af Nordtyske Forbund efter 1866 og indgik i det tyske kejserrige (Deutsches Reich) fra 1871. Gotha var ofte den administrative og kulturelle hovedby, mens Coburg var en vigtig residensby med egen lokal identitet.
Gotha opnåede særlig berømmelse som center for forskning og udgivelser. Det berømte slekts- og diplomatiske årbog Almanach de Gotha blev udgivet i Gotha og gjorde byen kendt internationalt i det 19. århundrede. Regionens økonomi byggede primært på landbrug, småindustri og håndværk samt administration og hoffet som større arbejdsplads.
Forbindelsen til den britiske kongefamilie
Ernst I havde to sønner. Hans yngste søn, Albert, giftede sig med sin kusine, dronning Victoria af Storbritannien. Ægteskabet mellem prins Albert og dronning Victoria bandt Coburg-dynastiet tæt til den britiske trone. Deres efterkommere tilhørte i mandlig linje huset Saxe-Coburg and Gotha, og fra Edward VII's tiltrædelse i 1901 regnedes den britiske regerende familie officielt i den mandlige linje som Saxe-Coburg and Gotha. I 1917, på grund af stærk antitysk stemning under Første Verdenskrig, ændrede kong George V det britiske kongehus' navn til Windsor.
Første Verdenskrig, afsættelse og eftermæle
Under og efter Første Verdenskrig blev forbindelserne mellem det tyske Saxe-Coburg og Gotha og de allierede lande problematiske, især fordi medlemmer af dynastiet havde tætte bånd til flere europæiske troner. Efter den tyske novemberrevolution i 1918 abdicerede de tyske monarker, herunder hertugen af Sachsen-Coburg og Gotha. Den sidste regerende hertug, Karl Eduard (Charles Edward), der også havde britisk adelsbaggrund som hertug af Albany, mistede sine britiske titler under krigen og blev i 1918 tvunget til at abdicere. Karl Eduard blev senere en kontroversiel skikkelse i mellemkrigstiden.
Efter monarkiets fald blev Coburg og Gotha adskilt i administrativ henseende: Coburg besluttede ved folkeafstemning at slutte sig til fristaten Bayern i 1920, mens Gotha blev en del af den nyoprettede fristaten Thüringen (Thüringen) samme år. Hertugdømmets politiske institutioner ophørte, men arven fra perioden ses stadig i byernes arkitektur, kulturinstitutioner og i Europæiske slægtsforbindelser.
Betydning
Sachsen-Coburg og Gotha var ikke et stort magtcenter i Europa, men det havde betydelig indflydelse gennem sine familierelationer til andre kongehuse — især det britiske. Hertugdømmet illustrerer, hvordan dynastiske ægteskaber i 1800-tallet bandt Europas fyrstehuse tæt sammen og påvirkede både kultur og politik langt ud over deres egne grænser.

