Marcus Porcius Cato (latin: M-PORCIVS-M-F-CATO) (234 f.Kr., Tusculum–149 f.Kr.) var en fremtrædende romersk statsmand og forfatter, mest kendt under tilnavnene Censor (Censorius), Sapiens, Priscus og i senere tradition ofte omtalt som den ældre (Major) for at skelne ham fra sit berømte oldebarn, Cato den yngre. Han blev fremhævet i samtidige og efterfølgende kilder for sin strenge moral, sit mod og sin modstand mod datidens voksende græske påvirkninger i romersk kultur.

Han stammede fra en gammel plebejisk familie, som primært var kendt for militærtjeneste snarere end forbesiddelse af de højeste civile embeder. Som ung blev han opdraget på landet og lærte de traditionelle latinske dyder gennem praktisk arbejde: landbruget, som hans latinske forfædre havde sat højt. Alligevel førte hans evner og et møde med Lucius Valerius Flaccus til, at han kom til Rom, hvor han gradvis fulgte den formelle politiske karriere (Cursus Honorum). Han beklædte en række embeder: Tribun (214 f.Kr.), Quaestor (204 f.Kr.), aedile (199 f.Kr.), Praetor (198 f.Kr.), Konsul (195 f.Kr.) sammen med sin gamle protektor, og til sidst blev han valgt til censor i 184 f.Kr. Som embedsmand var han kendt for streng disciplin, sparsommelighed og for at føre offentlig moralstramning.

Som politiker var Cato markant konservativ. Han arbejdede aktivt for at bevare traditionel romersk livsførelse, bekæmpe luksus og overdreven græsk indflydelse og styrke statens autoritet og militære disciplin. I sin tid som censor iværksatte han en moralopstramning, hvor han førte tilsyn med senatorernes og ridderskredsens adfærd, fjernede medlemmer fra listerne for fordærvet opførsel og støttede love til begrænsning af ekstravagance. Han fordømte det, han opfattede som luksus og dovenskab, og levede selv efter en meget asketisk standard.

Senere i livet blev Cato en af de mest højlydte fortalere for, at Rom skulle handle militært mod Karthago. Ifølge historisk tradition sluttede han næsten alle sine taler i senatet — uanset emnet — med formuleringen "Ceterum censeo Carthaginem esse delendam" (»Desuden mener jeg, at Karthago bør ødelægges«), hvilket bidrog til den offentlige støtte, der førte til den tredje puniske krig.

Ud over sin politiske karriere skrev Cato også praktiske og historiske værker. Hans håndbog om landbrug, ofte kaldet De agri cultura (»Om landbruget«), er et af de tidligst bevarede latinske skriftlige kilder til traditionel romersk bondeskik og dagligdags økonomi. Han åbnede også et historisk værk, ofte benævnt Origines, der begyndte at nedskrive romersk og italiensk historie på latin frem for græsk; dette værk er kun bevaret i fragmenter gennem senere forfattere. Som taler og forfatter var han ligeledes kendt for klarhed, beslutsomhed og en hård, moralsk tone.

Hans politiske linje og hans personlige eksempel gjorde ham til en symbolsk skikkelse for romersk dyd i eftertiden. Catos liv og handlinger — strenghed, pligtopfyldelse og mistro til overdrevent græsk kulturudlån — påvirkede generationer af romere og bidrog væsentligt til hans efterkommeres omdømme. Han døde i 149 f.Kr., efterlader et omdømme som en af republikken Rom's mest markante konservative skikkelser.

Nøgletræk:

  • Født i Tusculum 234 f.Kr.; død 149 f.Kr.
  • Opvokset på landet og kendt for sit bondeliv og sparsommelighed
  • Karriere: tribun, quaestor, aedile, praetor, konsul og censor
  • Politisk konservativ, moralist og modstander af overdreven græskhed
  • Forfatter af praktiske og historiske værker; bl.a. De agri cultura
  • Berømt fortaler for ødelæggelsen af Karthago: «Carthago delenda est»