Burke and Hare-mordene (eller West Port-mordene) var seriemord i Edinburgh, Skotland, fra november 1827 til 31. oktober 1828. Mordene blev begået af de irske indvandrere William Burke og William Hare. De solgte ligene af deres 17 ofre til Dr. Robert Knox. Knox var medlem af Royal Society og konservator for Museum of Comparative Anatomy i Edinburgh. Han var lærer i menneskelig anatomi for medicinstuderende i Edinburgh og havde derfor brug for lig til at dissekere sine studerende.

Baggrund

I begyndelsen af 1800-tallet var der stor efterspørgsel efter menneskelige lig til medicinsk undervisning i Storbritannien. Den lovlige kilde var begrænset til dødsdømte forbrydere, hvilket betød, at universiteter og læresale ofte manglede kadavre. Det skabte et marked for graveplyndring og – som i dette tilfælde – for kriminelle, der solgte friske lig. Burke og Hare udnyttede denne efterspørgsel til økonomisk gevinst ved at levere tilsyneladende "friske" lig til anatomilæreren Robert Knox.

Metode og ofre

Burke og Hare opererede primært fra Hare's pensionat i West Port-området. De lokkede ofre, ofte sårbare personer som fattige, hjemløse, alkoholiserede eller tilrejsende, ind på pensionatet, hvor de berusede eller bedøvede dem. For at kunne sælge kroppen uden synlige tegn på vold kvælede de ofrene stille — en metode, der senere gav anledning til verbet »to burke« (at «burke»), som betyder at kvæle eller lamme nogen stille og forhindre, at kroppen viser ydre skader.

  • Offerantallet er ofte angivet som omkring 16–17 personer; forskellige kilder oplyser lidt forskelligt, men de fleste historikere taler om omkring 16 bekræftede mord.
  • Metoden var designet til at efterlade kroppen uden ydre skader, så den ville være egnet til dissektion.
  • Blandt morderens medskyldige var Burkes elskerinde, Helen McDougal, og Hares kone, Margaret Laird, som begge var involveret i driften af pensionatet og i at skjule ofrene.

Opdagelse, retssag og dom

Efterhånden opstod mistanke i lokalområdet, og politiet begyndte at undersøge. Historien kom for offentligheden, og der opstod voldsom forargelse. Hare lykkedes med at gøre en aftale med anklagemyndigheden om at vidne mod Burke til gengæld for immunitet (han blev således ikke dømt). Burke blev stillet for retten og fundet skyldig.

  • William Burke blev dømt for mord og hængt den 28. januar 1829. Efter henrettelsen blev hans lig overgivet til anatomisk undersøgelse: han blev dissekeret offentligt, og dele af hans rester blev udstillet i medicinske kredse i årene efter.
  • William Hare undgik strafforfølgning ved at stille sig som korrespondent for anklagemyndigheden; hans videre skæbne er usikker i kilderne, men han forsvandt efterfølgende fra offentligheden og undgik den samme straf som Burke.
  • Helen McDougal og Margaret Laird blev også anklaget, men blev ikke dømt for mord på grund af manglende beviser; de undgik en hård straf.
  • Robert Knox blev ikke retsforfulgt for mordene, da der ikke kunne bevises, at han havde kendt til, at ligene stammede fra mord. Han led dog betydeligt omdømmemæssigt – hans rolle i sagen gjorde, at offentligheden vendte sig imod ham, og hans karriere i Edinburgh blev alvorligt skadet.

Konsekvenser og eftermæle

Sagerne omkring Burke og Hare skabte stor folkelig forargelse og satte fokus på problemet med utilstrækkelig lovlig adgang til lig for medicinsk undervisning. Skandalen bidrog til debatten, som førte til vedtagelsen af Anatomy Act i 1832. Denne lov gjorde det lettere for læresteder at få adgang til kadavre ved at regulere brugen af uidentificerede lig og donationer, og dermed reducerede incitamentet til graveplyndring og lignende kriminelle aktiviteter.

Burke- og Hare-sagerne er blevet et varigt eksempel på, hvordan økonomiske incitamenter og manglende regulering kan føre til grove forbrydelser, og de har sat sig varige spor i både juridisk historie og medicinsk etik. Historien om deres forbrydelser og retssager er siden blevet behandlet i utallige bøger, teaterstykker, film og historiske studier og er et mørkt kapitel i Edinburgs historie.