Bunyip er et mytisk væsen fra den australske mytologi. Det siges at leve i sumpe, billabongs, bække, flodlejer og vandhuller. Bunyip findes i traditionelle aboriginale trosretninger og historier fra mange dele af Australien, selv om den kaldes med flere forskellige navne i forskellige sproggrupper. Disse omfatter kianpraty langs Murrumbidgee, wowee i Hunter Valley, wee waa i Narrandera-regionen samt mange andre navne. Navnet bunyip stammer fra Wemba-Wemba-sproget i det sydøstlige Australien. Det oversættes normalt i dag med "djævel" eller "ond ånd".

Under europæernes tidlige bosættelse i Australien blev det en udbredt idé, at bunyipen var et ukendt dyr, som endnu ikke var blevet opdaget. I 1840'erne og 1850'erne blev der registreret et stort antal bunyip-"observationer" af nybyggere, især i Victoria, New South Wales og South Australia. Forskellige skriftlige historier om bunyips blev lavet af europæere i begyndelsen og midten af det 19. århundrede. Historier blev almindeligvis fortalt til børn for at få dem til at holde sig væk fra farlige vandområder.

Der findes mange forskellige beskrivelser af, hvordan en bunyip ser ud. De kendetegn, der ofte blev beskrevet i aviserne i begyndelsen af det 19. århundrede, var bl.a. mørk pels, et ansigt som en hund, skarpe tænder og kløer, svømmefødder, stødtænder eller horn og et ankelignende næb. En forfatter, Robert Brough Smyth, har skrevet mange forskellige beskrivelser af bunyip'en. Men han konkluderede, at de fleste mennesker ikke vidste ret meget om, hvordan den så ud eller hvordan den opførte sig, og at de var for bange for dyret til at kunne notere sig dets udseende.

Forskere har foreslået, at historien om bunyip'en kan være blevet overleveret fra en tid, hvor der stadig fandtes megafauna i Australien. Der er blevet foretaget sammenligninger med uddøde pungdyr som Diprotodon eller Thylacoleo. Andre forskere har foreslået, at folk, der finder de fossile rester af sådanne dyr, ville identificere dem som bunyip'en.

Oprindelse og betydning

Bunyip har dybe rødder i aboriginale fortællinger og var ofte forbundet med vandsteder, hvor den både kunne være farlig og spirituel. I mange traditionelle fortællinger tjente bunyipen som en advarsel — en måde at holde børn og folk væk fra dybe eller strømmende vande, som kunne være farlige. Fortællingerne varierer mellem sproggrupper: i nogle versioner er bunyipen et strafudøvende væsen, i andre en beskytter eller ånd knyttet til bestemte lokale steder.

Beskivelser og variationer i traditionerne

Beskrivelserne af bunyip varierer meget fra område til område og fra kilde til kilde. Nogle aboriginale beretninger skildrer væsenet som mere åndeligt end fysisk, mens europæiske kilder i kolonitiden ofte prøvede at gengive bunyipen som et konkret dyr. De mange og modstridende beskrivelser har gjort bunyipen mystisk og svær at entydigt definere.

Kolonitidens reaktioner og 'bunyipmania'

Da europæerne bosatte sig, førte både nysgerrighed og frygt til en bølge af rapporter om bunyip-observationer i midten af 1800-tallet. Aviserne dækkede disse historier, og mange nybyggere troede, at bunyipen måtte være et ukendt, ikke-beskrevet dyr. Der opstod en folkelig interesse — nogle steder gik folk på jagt efter bunyipen, og der blev diskuteret fund af uidentificerbare knogler og skelletstumper. Samtidig blev den også brugt i historier for at disciplinere børn.

Videnskabelige forklaringer

Moderne forskere har foreslået flere forklaringer på bunyip-fortællingerne:

  • At historierne bevarer hukommelsen om uddøde australske megafauna som Diprotodon eller Thylacoleo, hvis rester lejlighedsvis findes og tolkes af nutidige mennesker.
  • At fossile knogler og fragmenter fundet i flodlejer og lerede sedimenter kan have blevet fejltolket som beviser på et levende, mærkeligt dyr.
  • At kulturelle og psykologiske faktorer, herunder ønsket om sensationshistorier i medierne, har forstærket og spredt beretningerne om bunyipen.

Forskning i både aboriginale traditioner og paleontologiske fund bidrager til forståelsen af, hvordan sådanne myter kan have både kulturelle og naturvidenskabelige forklaringer.

Moderne betydning og kultur

Bunyipen lever videre i australsk kultur, både i populærkultur, litteratur og stednavne. For eksempel findes der en by kaldet Bunyip i Victoria samt naturområder og floder med navnet. Fortællinger om bunyipen anvendes stadig i kunst, film og børnelitteratur, ofte som symbol på naturens ukendte eller farlige sider.

Afsluttende bemærkninger

Bunyip er et godt eksempel på, hvordan myter kan knytte sig til konkrete landskaber, kulturarv og videnskabelig nysgerrighed på samme tid. Fra traditionelle aboriginale historier til kolonitidens avisoverskrifter og moderne fortolkninger bærer bunyipen et lag af betydninger — som ånd, advarsel, forklaring på naturfænomener og som et element i Australiens rige fortælletradition.