En bukserolle (på engelsk ofte kaldet en "breeches role" eller "trouser role", på italiensk travesti-rolle) er en rolle i en opera, hvor en kvindelig sanger optræder som en mandlig karakter. Navnet hentyder til de tætsiddende, knælange bukser (breeches), som mænd bar, da typen blev særlig udbredt. Bukseroller kan også optræde i skuespil, men er mest almindelige i operarepertoiret.
Historisk baggrund
I det 17. og 18. århundrede var skuespil- og musiktraditioner mere fleksible med hensyn til kønsfremstilling på scenen. Publikum var vant til kryds-klædning blandt skuespillere, og i operaens verden spillede kastratosangere (castrati) ofte roller, som i dag ville være skrevet til kvinder eller for unge mænd. Da man gradvist gik væk fra at kastrere unge drenge, begyndte mange mandlige ungdomsroller i stedet at blive sunget af kvinder — typisk mezzosopraner eller kontraalter — og bukserollen blev en fast del af operatraditionen.
Stemmetyper og dramatisk funktion
Bukseroller synges ofte af mezzosopraner eller kontraalter med relativt varme, mørke klangfarver, da disse stemmetyper ligger godt i det register, mange af de mandlige unge karakterer kræver. Nogle gange bruges lettere sopranstemmer, især når karakteren er en meget ung dreng eller har en sangstil, der kræver lysere klang. Dramaturgisk bruges bukseroller bl.a. til komiske forviklinger (f.eks. forklædning), til at skildre ungdom og impulsivitet eller som et scenisk greb, der bevidst leger med kønsroller.
Eksempler i repertoiret
Mozart skrev en af de mest berømte bukseroller: i Figaros ægteskab (Le nozze di Figaro) er Cherubino en ung page-dreng, traditionelt sunget af en mezzosopran. Andre kendte bukseroller i operalitteraturen er f.eks. Siebel i Gounods Faust og prins Orlofsky i Johann Strauss' opera Die Fledermaus. Komponister som Dvořák optræder ofte i repertoirelister fra samme tid, men ikke alle komponister skrev bukseroller i samme omfang.
Fra barokken og frem har bukseroller haft forskellige funktioner: nogle gange er de skrevet som romantiske eller komiske ungdomsroller, andre gange som centrale dramatiske figurer. At spille en bukserolle kræver både vokal kontrol (for at fremstå som en ung mand) og scennærvær (kropssprog og bevægelser, der fremmer illusionen).
20. århundrede og senere praksis
I det 20. århundrede blev bukseroller mindre almindelige i nyskrevet opera, men traditionen fortsatte i opsætninger af ældre værker. Der er dog bemærkelsesværdige undtagelser: rollen som Oktavian i Richard Strauss' opera Der Rosenkavalier (1911) er en bukserolle og er bevidst skrevet i ånden fra tidligere operaer. Benjamin Britten skrev sin opera A Midsummer Night's Dream (baseret på Shakespeares skuespil), hvor han i stedet for en traditionel bukserolle valgte at give Oberon til en countertenor — en mand med høj falsetstemme. I moderne tid ser man også historisk informeret praksis, hvor countertenorer og tidstypiske stemmeformer får større plads, samt tendenser til kønsneutral eller "gender-blind" casting.
Kjoleroller
Det modsatte fænomen kaldes ofte en kjolerolle: en mandlig sanger, som optræder som kvindelig karakter. Benjamin Britten benytter en sådan løsning i nogle af sine værker (fx i visse opførelser af Curlew River), og Humperdincks Hans og Grete har traditionelt haft en farvet opføringspraksis, hvor Heksen undertiden også skabes af en mand for komisk eller dramatisk effekt. Valget om at anvende kjole- eller bukseroller påvirker ofte forestillingens tone: det kan være humoristisk, forstyrrende eller give ekstra dramatisk intensitet afhængig af instruktion og iscenesættelse.
Samlet set er bukserollen et vedvarende operakonvention, som kombinerer vokal tradition, scenisk illusion og kulturhistoriske forhold. Moderne opførelser af klassisk repertoire kan vælge at bevare, transformere eller udfordre traditionen afhængigt af kunstnerisk hensigt og historisk praksis.