Douglas Haig (1861–1928): Feltmarskal i Første Verdenskrig og omstridt leder

Douglas Haig: Feltmarskal i Første Verdenskrig — en kontroversiel leder bag Somme og Passchendaele, hyldet af nogle, hårdt kritiseret af andre.

Feltmarskal Douglas Haig, 1st Earl Haig KT GCB OM GCVO KCIE ADC (født i Edinburgh, Skotland den 19. juni 1861, død i London den 29. januar 1928) var en britisk general under Første Verdenskrig.

Han var den øverste chef for de britiske styrker i Frankrig fra 1915 til krigens afslutning. Han ledede dem især under slaget ved Somme, det tredje slag ved Ypres (Passchendaele), forårsoffensiven og den sidste Hundred dages offensiv.

Historikere har ofte diskuteret, om Haig var en god general. I årene efter krigen var han populær. Efter hans død skrev nogle historikere og politikere bøger med kritik af Haig. De hævdede, at han begik fejl, der førte til mange tab blandt de britiske tropper, især ved Somme og Passchendaele; han har fået tilnavnet "Butcher Haig" eller "the Butcher of the Somme". David Lloyd George, premierministeren i de senere krigsår, var heller ikke enig med Haig. En af de mest kendte bøger, der kritiserede Haig, var Alan Clarks bog The Donkeys (1961). Dette er kendt som synspunktet om "løver ledet af æsler": ideen om, at Storbritannien havde gode soldater, men dårlige generaler.

Alligevel har nogle veteraner og akademiske historikere hævdet, at Haig var en fantastisk general. John Bourne bemærker f.eks., at Haig hjalp hæren med at bruge nye våben og ny teknologi. John Terraine hævder, at selv om den britiske hær mistede mange mænd, er dette ikke overraskende i betragtning af kampens omfang, og andre lande mistede langt flere. Ligeledes argumenterer Gordon Corrigan for, at som en procentdel af befolkningen mistede Storbritannien halvt så mange mennesker i krigen som Frankrig og Tyskland.

Tidlig karriere

Douglas Haig kom fra en skotsk adelsfamilie og gik tidligt ind i den britiske hærs officerkredse. Før Første Verdenskrig gjorde han tjeneste i forskellige koloniale konflikter og steg gradvist i rang. Hans erfaring fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet formede hans opfattelse af logistik, disciplin og officerskorpsets rolle — elementer, der senere prægede hans ledelse af de britiske styrker i Europa.

Kommando under Første Verdenskrig

Haig overtog den øverste kommando over de britiske ekspeditionsstyrker i Frankrig i december 1915. Som øverste chef stod han overfor to hovedopgaver: at bryde den tyske frontlinje og at holde presset på Vestfronten indtil en afgørelse var mulig. Hans periode som øverstkommanderende dækkede nogle af krigens blodigste og mest omdiskuterede slag, herunder Somme (1916) og Passchendaele (1917), men også den strategiske vending i 1918, hvor de allierede sidste på året gik over i offensiv og rykkede tyskerne tilbage.

Taktik, teknologi og ændringer

• Modernisering: Under Haigs ledelse begyndte den britiske hær at indføre nye våbentyper og taktikker i større skala, f.eks. tungt artilleri, maskingeværer, morterer, og fra 1916 også kampvogne og mere koordineret luftstøtte.
• Fokus på combined arms: Forsvarere af Haig påpeger, at han i stigende grad arbejdede for at koordinere infanteri, artilleri, kampvogne og fly — en udvikling, som var nødvendig for at bryde stillingskrigen.
• Læringskurve: Hæren lærte gennem prøvelse og fejl. Taktikker som "creeping barrage" (rullende skydedækning foran angribende tropper) og bedre kommunikation praktiseredes og forbedredes gennem krigens forløb.

Kritikken

Den mest markante kritik af Haig handler om de enorme tab, som britiske tropper led i offensiverne. Kritikere mener, at Haig holdt fast i forældede angrebsmetoder, undervurderede fjendens evne til at forsvare sig, og undervurderede betydningen af åbenlys terrængennemgang og stillingsforsvar. Slagene ved Somme og Passchendaele bruges ofte som eksempler på offensiver med meget høje tab og begrænsede territoriale gevinster.

Forsvar og revisionistisk forskning

Forskere som John Bourne, John Terraine og Gordon Corrigan har nuanceret billedet af Haig. Deres hovedpointer er:

• Haig bidrog til at professionalisere og modernisere den britiske hær.
• Krigen var en industrikrig af en skala og intensitet, som nødvendigvis medførte store tab for alle involverede parter.
• De taktiske og teknologiske forbedringer, som blev indført under Haigs kommando, var med til at skabe forudsætningerne for de vellykkede offensiver i 1918.

Efterkrigstid, æresbevisninger og social indsats

Efter krigen blev Haig ophøjet til adelsstand (bl.a. som 1st Earl Haig) og var en markant offentlig skikkelse. Han engagerede sig i arbejder for tidligere soldater og krigsveteraner og var associeret med fondes støtte til dem. Haigs navn og handlinger blev både hyldet og stærkt kritiseret i offentligheden — et tegn på, hvor dybt Første Verdenskrig havde sat sig i britisk kollektive hukommelse.

Arv og minde

Douglas Haig forbliver en af de mest omdiskuterede britiske ledere fra Første Verdenskrig. Hans tilhængere ser ham som en nødvendig leder, der førte hæren gennem teknisk og organisatorisk forandring og til slutsejr. Hans kritikere ser ham som symbol på en blodig, statisk krigsførelse, hvor menneskeliv blev ofret i stor stil. Debatten om Haigs rolle illustrerer de vanskelige moralske og taktiske valg, som førere stod over for i en hidtil uset krigstype.

Sammenfattende kan man sige, at vurderingen af Haig ofte afhænger af, hvilke aspekter man lægger vægt på: taktisk ansvar for tab, eller evnen til at modernisere og føre en hær gennem en omstilling, som endte med sejr. Diskussionen om hans eftermæle fortsætter blandt historikere, veteraner og offentligheden.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvem var Douglas Haig?

Spørgsmål: Hvad er der blevet sagt om Haigs præstationer som general?

Spørgsmål: Hvem skrev en af de mest kendte bøger, der kritiserede Haig?

Spørgsmål: Hvad hævder nogle veteraner og akademiske historikere om Haigs præstationer?

Spørgsmål: Hvad mente premierminister David Lloyd George om Douglas Haig?

Spørgsmål: Hvornår døde Douglas Haig?

Søg efter bogstav