Gul journalistik | type journalistik, der ikke rapporterer mange reelle nyheder med fakta

Oprindelse: Pulitzer vs. Hearst

Udtrykket stammer fra den amerikanske Gilded Age i 1890'erne, hvor ny teknologi gjorde aviserne billigere. To avisejere i New York kæmpede om at få flere læsere og sælge flere aviser end den anden. Det var Joseph Pulitzer med New York World og William Randolph Hearst med New York Journal. Den vigtigste del af denne kamp var fra 1895 til omkring 1898. Når folk taler om "gul journalistik" i historien, er det ofte disse år, de taler om.

Begge aviser blev beskyldt for at sensationalisere nyhederne (få dem til at virke meget vigtigere, end de i virkeligheden var) for at sælge flere aviser, selv om de også lavede seriøse reportager. New York Press brugte i begyndelsen af 1897 udtrykket "Yellow Kid journalism" efter en dengang populær tegneserie for at tale om Pulitzers og Hearsts aviser, som begge offentliggjorde versioner af den under en oplagskrig. Ervin Wardman, udgiver af New York Herald (som ikke var "gul journalistik") opfandt det.

Joseph Pulitzer købte New York World i 1883 efter at have gjort St. Louis Post-Dispatch til den største dagblad i byen. Pulitzer forsøgte at gøre New York World sjovt at læse og fyldte sin avis med billeder, spil og konkurrencer, som skaffede nye læsere. Kriminalitetshistorier fyldte mange af siderne med overskrifter som "Var han et selvmord?" og "Skriger om nåde". Desuden tog Pulitzer kun to cent pr. nummer, men gav læserne otte og nogle gange 12 sider med information (den eneste anden avis til to cent i byen var aldrig længere end fire sider).

Selv om der var mange sensationelle historier i New York World, var de på ingen måde de eneste historier eller endda de største. Pulitzer mente, at aviserne var vigtige og havde en pligt til at gøre samfundet bedre, og det forsøgte han at gøre med sin avis.

Blot to år efter Pulitzers overtagelse solgte The World flere eksemplarer end nogen anden avis i New York. Dette skyldtes til dels, at han havde forbindelser til det demokratiske parti. Ældre udgivere, som var jaloux på Pulitzers succes, begyndte at sige dårlige ting om World. De talte om, at han havde kriminalhistorier og stunts, men ignorerede dens mere seriøse reportager. Charles Anderson Dana|Charles Dana, redaktør af New York Sun, angreb The World og sagde, at Pulitzer var "mangelfuld i dømmekraft og udholdenhed".

William Randolph Hearst, en arving fra minesektoren, der købte San Francisco Examiner af sin far i 1887, bemærkede, hvad Pulitzer var i gang med. Hearst læste The World, mens han studerede på Harvard University. Han besluttede sig for at forsøge at gøre Examiner lige så kvik som Pulitzers avis. Mens han stod i spidsen, gav Examiner 24 procent af pladsen til kriminalitet, præsenterede historierne som moralske skuespil og bragte utroskab og "nøgenhed" (efter 1800-tallets standarder) på forsiden. En måned efter at Hearst overtog avisen, bragte Examiner denne overskrift om en hotelbrand:

SULTNE, HEKTISKE FLAMMER. De springer som gale over det pragtfulde lystpalads ved Monterey-bugten og omslutter Del Monte i deres glubske favntag fra top til bund. De springer højere, højere, højere, højere, med desperat begær. De løber vanvittigt oprørsk gennem gesims, buegang og facade. De styrter ind over de bævende gæster med vild vrede. Forfærdede og panikslagne betragter de åndeløse flygtninge rædselsscenen. Det storslåede hotel og dets rige udsmykning er nu en ulmende askebunke. The Examiner sender et særtog til Monterey for at indsamle alle detaljer om den frygtelige katastrofe. De ulykkelige ofres ankomst med morgentoget - en historie om Hotel del Monte - planerne for genopbygning af det berømte værtshus - detaljer og den formodede årsag til branden.

Hearst kan være overdrevet i sin kriminalitetsdækning. I en af hans tidlige historier om en "bande mordere" blev politiet angrebet for at tvinge Examiner-reporterne til at gøre deres arbejde for dem. Men samtidig med at Examiner gjorde disse ting, øgede den også sin plads til internationale nyheder og sendte reportere ud for at afsløre korruption og ineffektivitet i byens regering. I en historie tog Examiner-reporter Winifred Black ind på et hospital i San Francisco som patient og opdagede, at kvinderne der blev behandlet med "grov grusomhed". Hele hospitalspersonalet blev fyret samme morgen, som historien blev trykt.

New York

Da Examiner' havde succes i begyndelsen af 1890'erne, begyndte Hearst at lede efter en New York-avis at købe og købte New York Journal i 1895, en avis, der blev solgt for en penny, og som Pulitzers bror Albert havde solgt til en udgiver i Cincinnati året før.

Efter at have bemærket, hvad Pulitzer havde gjort ved at holde sin avis til to cent, fik Hearst Journal's pris til kun at koste en cent, samtidig med at den gav lige så mange oplysninger som konkurrerende aviser. Dette virkede, og da Journal's havde 150.000 abonnenter, sænkede Pulitzer prisen til en penny i håb om at få Hearst (som blev støttet af sin families formue) til at løbe tør for penge. Hearst ansatte derefter mange af de folk, der arbejdede for World i 1896. Mens de fleste kilder siger, at Hearst simpelthen tilbød flere penge, var Pulitzer - som var blevet mere og mere grov mod sine ansatte - blevet en meget vanskelig mand at arbejde for, og mange World-ansatte var villige til at skifte avis bare for at komme væk fra ham.

Selv om konkurrencen mellem World og Journal var hård, havde de to aviser meget til fælles. Begge var demokratiske, begge tog parti for organiserede arbejdere og indvandrere (i modsætning til udgivere som New York Tribunes Whitelaw Reid, der gav deres fattigdom skylden for moralske fejl), og begge brugte mange penge på at lave deres søndagspublikationer, der var som ugeblade, og som gik ud over den daglige journalistik.

Deres søndagsunderholdningsartikler omfattede de første tegneseriesider i farver, og nogle mener, at begrebet gul journalistik stammer fra dem, mens New York Press som nævnt ovenfor ikke definerede det begreb, som de opfandt. Hogan's Alley, en tegneserie om et skaldet barn i en gul natskjorte (med tilnavnet The Yellow Kid), blev meget populær, da tegneren Richard F. Outcault begyndte at tegne den i World i begyndelsen af 1896. Da Hearst hyrede Outcault væk, bad Pulitzer tegneren George Luks om at fortsætte med at tegne striben med hans figurer, hvilket gav byen to Yellow Kids. Brugen af "yellow journalism" som betegnelse for overdreven sensationalisme i USA begyndte tilsyneladende med mere seriøse aviser, der kommenterede, hvor langt "the Yellow Kid papers" gik.

Den spansk-amerikanske krig

Pulitzer og Hearst får ofte æren (eller skylden) for at have trukket nationen ind i den spansk-amerikanske krig med deres sensationsjournalistik. De fleste amerikanere boede imidlertid ikke i New York City, og de beslutningstagere, der boede der, læste sandsynligvis mindre sensationslystne aviser som Times, The Sun eller The Post. Det mest berømte eksempel på overdrivelsen er historien, som sandsynligvis ikke er sand, om at kunstneren Frederic Remington sendte Hearst et telegram for at fortælle ham, at der ikke foregik meget på Cuba, og at "der ikke bliver nogen krig". Hearst svarede: "Vær venlig at blive. Du leverer billederne, og jeg leverer krigen." Historien (en version af den optræder i den Hearst-inspirerede Orson Welles-film Citizen Kane) dukkede første gang op i journalisten James Creelmans erindringer fra 1901, og der findes ingen anden kilde til den.

Men Hearst ønskede, at USA skulle gå i krig, efter at et oprør brød ud i Cuba i 1895. Historier om, at cubanerne var gode mennesker, og at Spanien behandlede Cuba dårligt, dukkede snart op på hans forside. Selv om historierne sandsynligvis ikke var særlig nøjagtige, forventede eller ønskede avislæsere i det 19. århundrede ikke nødvendigvis, at hans historier var ren non-fiktion, og de ønskede heller ikke nødvendigvis, at de skulle være det. Historikeren Michael Robertson har sagt, at "avisreportere og avislæsere i 1890'erne var langt mindre optaget af at skelne mellem faktabaseret rapportering, mening og litteratur".

Pulitzer, der ikke havde Hearsts ressourcer, beholdt historien på forsiden, selv om han ikke havde Hearsts ressourcer. Den gule presse offentliggjorde en masse om revolutionen (hvoraf meget ikke var helt sandt), men forholdene på Cuba var slemme nok. Øen befandt sig i en slem økonomisk depression, og den spanske general Valeriano Weyler, der var sendt ud for at knuse oprøret, drev de cubanske bønder i koncentrationslejre, hvilket førte hundredvis af cubanere i døden. Efter at have kæmpet for en kamp i to år tog Hearst æren for konflikten, da den kom: En uge efter at USA havde erklæret krig mod Spanien, skrev han på sin forside "How do you like the Journal's war?". Faktisk læste præsident William McKinley aldrig The Journal og aviser som Tribune og New York Evening Post. Journalisthistorikere har også bemærket, at gul journalistik for det meste kun fandt sted i New York City, og at aviserne i resten af landet ikke gjorde det. The Journal og The World var ikke blandt de ti største kilder til nyheder i regionale aviser, og deres historier fangede ikke folks opmærksomhed uden for New York City.

Hearst sejlede til Cuba, da invasionen begyndte, som krigskorrespondent og leverede nøgterne og præcise beretninger om kampene. Creelman roste senere reportagernes arbejde for at skrive om, hvordan Spanien behandlede Cuba, idet han hævdede, at " ingen sand historie om krigen . ... kan skrives uden en anerkendelse af, at hvad der end blev opnået af retfærdighed og frihed og fremskridt i den spansk-amerikanske krig, skyldtes de gule journalisters foretagsomhed og vedholdenhed, hvoraf mange ligger i ubevarede grave."

Efter krigen

Hearst var en velkendt demokrat, der støttede William Jennings Bryan som præsidentkandidat i 1896 og 1900 (Bryan vandt ikke nogen af valgene). Han stillede senere op til borgmester- og guvernørkandidaturer og forsøgte endda at blive nomineret til præsidentposten, men hans omdømme blev skadet i 1901, efter at klummeskribenten Ambrose Bierce og redaktør Arthur Brisbane med få måneders mellemrum offentliggjorde separate klummer, hvori de foreslog, at præsident William McKinley skulle myrdes. Da McKinley blev skudt den 6. september 1901, beskyldte kritikere Hearsts gule journalistik for at have drevet Leon Czolgosz til gerningen. Hearst kendte ikke til Bierces klumme og hævdede at have trukket Brisbanes klumme tilbage, efter at den havde været bragt i en førsteudgave, men hændelsen skulle forfølge ham resten af hans liv og næsten ødelægge hans drøm om at blive præsident.

Pulitzer, der var hjemsøgt af det skete, "bragte World tilbage til sine korsfarende rødder i det nye århundrede . Ved hans død i 1911 var The World en bredt respekteret publikation, og den skulle forblive en førende progressiv avis indtil sin død i 1931.

 
Hearsts behandling var mere effektiv og fokuserede på den fjende, der havde placeret bomben - og tilbød en stor belønning til læserne  


Pulitzers behandling i World fremhæver en forfærdelig eksplosion  


Mandlige spanske embedsmænd kropsvisiterer en amerikansk turistkvinde på Cuba for at finde beskeder fra oprørerne; forside "gul journalistik" fra Hearst (Kunstner: Frederic Remington)  


"Gul journalistik"-tegneserie om den spansk-amerikanske krig i 1898. Avisudgiverne Joseph Pulitzer og William Randolph Hearst er vist som den daværende tegneseriefigur Yellow Kid, og begge hævder at være ejere af krigen  

Relaterede sider

• Tabloid