Benoît de Maillet (Saint-Mihiel, 12. april 1656 - Marseille, 30. januar 1738) var en meget berejst fransk diplomat og naturforsker. Han virkede især i Mellemøsten, hvor han i en årrække var fransk generalkonsul i Cairo og tilsynsførende i Levanten. Samtidig med sin diplomatiske tjeneste foretog han omfattende iagttagelser af naturen og landskabet, som førte ham til utraditionelle konklusioner om Jordens og livets historie.

Videnskabelige observationer og idéer

På baggrund af sine mange rejser og feltobservationer udviklede Maillet tidligt en naturforklaring, der afveg fra samtidens dominerende religiøse tidsregning. Han formulerede en evolutionær hypotese for at forklare jorden og dens indhold. Ud fra fund af marine aflejringer og fossiler højt oppe i bjergene, samt spor af erosion og aflejringsprocesser, blev han overbevist om, at jordens overflade havde gennemgået en langsom, gradvis forvandling.

Maillet lagde vægt på empiriske, geologiske iagttagelser: han noterede, at mange bjergarter og højtliggende lag indeholdt skaller og andre tegn på tidligere havdække. Ud fra disse data konkluderede han, at Jordens skorpens karakteristika bedst kunne forklares ved langsomme naturprocesser over meget lange tidsskalaer, ikke ved en enkelt, pludselig skabelsesakt.

En central del af hans spekulation var, at mange landlevende organiser stammer fra dyr, der oprindeligt levede i havet. Han foreslog, at livets former kunne ændre sig gradvist i takt med, at de tilpassede sig nye omgivelser — herunder overgangen fra hav til land — og han betragtede menneskets oprindelse som et resultat af naturlige processer frem for kun overnaturlig skabelse. På disse punkter kan Maillet ses som en tidlig forløber til senere, mere systematiske evolutionære teorier.

Værker og offentliggørelse

Maillets tanker blev samlet i et arbejde, der først blev offentliggjort posthumt under titlen Telliamed (et anagram af hans navn). For at undgå direkte konflikt med religiøse og politiske autoriteter blev værket præsenteret som samtaler med en indisk filosof, hvilket var et almindeligt litterært greb på den tid for at diskuttere kontroversielle ideer uden at udpege en egentlig forfatter. Værkets posthume udgivelse betød, at Maillet i sin levetid i vid udstrækning kunne fremlægge observationer uden at skulle forsvare alle teoretiske konsekvenser offentligt.

Modtagelse og betydning

På sin tid vakte Maillets synspunkter opsigt, men også skepsis og kritik fra religiøse kredse, som fastholdt den traditionelle skabelsesberetning og den relativt korte tidsramme for jordens alder. Senere har historikere af naturvidenskab vurderet Maillet som en vigtig forløber for tanken om dyrearters forandring og for en forståelse af geologisk dybde (»deep time«). Han var ikke den, der formulerede en detaljeret mekanisme for arternes omdannelse på samme måde som 1800-tallets evolutionsforfattere, men han lagde vægt på langsommelighed, observation og naturalistiske forklaringer, træk som senere blev centrale i evolutionær tænkning.

Hovedbidrag

  • Empirisk geologi: Beskrivelser af marine aflejringer langt fra nutidens kyster og af fossiler i højere liggende lag.
  • Lang tidsopfattelse: Argumenter for, at Jordens overflade ændres langsomt over meget lange perioder, i modsætning til en kort, bibelsk kronologi.
  • Tidlig idé om arternes forandring: Forslag om, at mange landlevende skabninger stammer fra havlevende forfædre, og at mennesket har en naturlig oprindelse.
  • Litterær strategi: Brug af dialogformen og anonymisering ved posthum udgivelse for at fremlægge kontroversielle ideer.

Eftermæle

Selv om Maillet i samtiden ikke fik fuld anerkendelse for alle sine hypoteser, regnes han i dag blandt de vigtigste forløbere inden for geologi og forudløbere for evolutionær tænkning i Europa. Hans kombination af feltobservationer og mod til at drage naturforklaringer uden om blot teologiske svar gjorde ham bemærkelsesværdig i overgangsperioden mellem barokkens verdensbillede og oplysningstidens naturvidenskabelige tilgang.