Vivien Leigh (5. november 1913 – 7. juli 1967) var en engelsk skuespillerinde, især kendt for sine to ikoniske filmroller: Scarlett O'Hara i Borte med blæsten i (1939) og Blanche DuBois i En gadekær kaldet ønske i (1951). For begge disse præstationer modtog Leigh en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle, hvilket cementerede hendes status som en af sin generations førende filmstjerner.
Baggrund og tidlige år
Leigh blev født i Darjeeling, Bengalen, Britisk Indien. Hun voksede op i en periode, hvor britiske familier ofte tjente eller boede i kolonierne, og senere flyttede hun til England for at arbejde som skuespillerinde. Hun begyndte sin karriere på teaterscenen og fik gradvist opmærksomhed for sit udseende, sin tilstedeværelse og sit dramatiske talent.
Filmkarriere og gennembrud
Leighs internationale gennembrud kom med rollen som Scarlett O'Hara i Borte med blæsten i, en filmatisering produceret af David O. Selznick. Optagelserne var præget af store produktionsvalg og ændringer; Leigh skrev lange breve hjem, hvor hun klagede over manuskriptet og over instruktørskiftet fra George Cukor til Victor Fleming. Skiftet blev foretaget på opfordring fra Clark Gable, som efter sigende mente, at Cukor brugte for meget tid på at instruere Leigh og hendes medspiller, Olivia de Havilland. Leigh nævnte også i sine breve mindre flatterende detaljer, som Gables ånde, der ifølge hende skyldtes hans tandproteser.
Hun gentog sin succes i filmen En gadekær kaldet ønske i, hvor hun spillede Blanche DuBois – en rolle hun også havde spillet med stort held på scenen. Begge roller viste hendes talent for komplekse, dramatisk ladede kvindeskildringer og gav hende international anerkendelse og priser.
Teater, ægteskab og samarbejdet med Laurence Olivier
Leigh var dybt engageret i teaterlivet og delte en professionel og privat tilknytning med skuespilleren Laurence Olivier, som hun var gift med fra 1940 til 1960. Hun betragtede ofte scenen som det sande hjemsted for "rigtigt" skuespil, et synspunkt hun delte med Olivier. De to medvirkede sammen i adskillige teateropsætninger, og deres ægteskab blev et af de mest berømte i britisk teater- og filmverden. Leighs første ægteskab var med Leigh Holman; hun var stadig juridisk gift med ham, da hun sammen med Olivier rejste til USA i forbindelse med hans arbejde i Hollywood – blandt andet i forbindelse med David O. Selznicks produktion af "Rebecca", instrueret af Alfred Hitchcock. Et særligt tilfælde var, at Leighs agent tilfældigvis var Myron Selznick, bror til producenten David O. Selznick, hvilket ifølge samtidige kilder hjalp med hendes introduktion til Hollywood-miljøet.
Opfattelse, kritik og arbejdsvilkår
Selvom Leigh blev anset for at være usædvanligt smuk, følte hun nogle gange, at hendes udseende førte til, at hun ikke blev taget fuldt ud alvorligt som skuespillerinde. Kritikere sammenlignede ofte hendes sceneoptræden med Oliviers, og nogle mente, at hun manglede hans samme vokale kraft og nærvær. Leigh arbejdede dog målrettet for at udvikle sit håndværk og insisterede på scenens overlegenhed som kunstnerisk felt.
Sundhed og senere år
Leighs helbred var en tilbagevendende udfordring for både hendes liv og karriere. Hun led af bipolar lidelse, og i perioder havde hun også tuberkulose, hvilket medførte længere pauser fra arbejdet, indlæggelser og perioder, hvor hun var vanskelig at arbejde sammen med. Hendes sygdom påvirkede mulighederne for konstant arbejde og førte til, at hun i visse faser måtte trække sig fra scenen og fra film. Leigh døde af tuberkulose i London den 7. juli 1967.
Eftermæle
Vivien Leigh huskes i dag som en af filmhistoriens store tragiske helteinder og som en markant scenekunstner. Hendes roller som Scarlett O'Hara og Blanche DuBois er fortsat referencepunkter i diskussioner om film- og teaterskuespil, især når det gælder portrættering af komplekse, lidenskabelige og stærkt følelsesladede kvindeskikkelser. Hendes dobbelte Oscar-rang og hendes samarbejde med Laurence Olivier bidrager til hendes varige placering i 1900-tallets skuespil- og filmhistorie.
