Transskription: Fra lyd til skrift, fonetik og translitteration
Guiden til transskription, fonetik og translitteration: lyd‑til‑skrift, IPA, Pinyin og praktiske eksempler for korrekt gengivelse af navne og ord.
Transskription er en konvertering af information fra ét medie til et andet — typisk fra tale eller billeder til skriftlig form. Det omfatter både omdannelse af menneskelig tale til tekst (fx interview- eller mødenotater) og digitalisering af trykt materiale ved scanning og OCR. En transskriber er en person (eller et system), der udfører sådanne transskriptioner.
Transskription vs. translitteration
Det er vigtigt at skelne mellem transskription (lyd → skrift) og translitteration (skrift → skrift). Transskription gengiver, hvordan noget lyder, mens translitteration gengiver, hvordan noget er skrevet i et andet skriftsystem og bestræber sig på et så direkte bogstav‑til‑bogstav‑match som muligt.
Fonetisk kontra ortografisk transskription
Inden for sprogvidenskab skelner man ofte mellem:
- Fonetisk transskription — præcis gengivelse af lyde med symboler som dem i det internationale fonetiske alfabet (IPA). IPA bruges fx i ordbøger og sprogtilegnelse. Dets ASCII-ækvivalent er SAMPA.
- Ortografisk eller standardtransskription — gengiver lyde i et standardskrift (fx engelsk stavning), ofte med færre detaljer og tilpasset læserens forventninger.
Der findes desuden bred og smal fonetisk transskription: bred transskription fanger kun de mest væsentlige lydtræk, mens smal transskription markerer fine artikulatoriske detaljer (aspiration, nasalering, tone etc.).
Eksempler og systemvarianter
Standardtransskriptioner til sproglige formål omfatter det internationale fonetiske alfabet (IPA) og dets ASCII-ækvivalent, SAMPA. Se også fonetisk transskription for flere detaljer.
I teksten ovenfor er der et eksempel på fonetisk transskription af navnet på den tidligere russiske præsident Boris Jeltsin på engelsk, efterfulgt af accepterede hybridformer på forskellige sprog. Bemærk, at "Boris" ofte er en translitteration snarere end en transskription i streng forstand.
De samme ord kan transskriberes forskelligt i forskellige systemer. F.eks. er det mandarin-kinesiske navn for Kinas hovedstad i det almindeligt anvendte moderne system Hanyu Pinyin skrevet Beijing, mens det i det historisk betydningsfulde Wade‑Giles-system skrives Pei‑Ching. Ligesom dette findes der standarder for translitteration af kyrillisk, arabisk, græsk osv. (fx ISO‑standarder og nationale normer).
Der kan også foretages praktisk transskription til et ikke‑alfabetisk sprog. I en avis i Hongkong er George Bushs navn f.eks. translittereret til to kinesiske tegn, der lyder som "Bou-sū". (布殊) ved at bruge de tegn, der betyder "klud" og "speciel". På samme måde lånes mange ord fra engelsk og andre vesteuropæiske sprog til japansk og transskriberes ved hjælp af katakana, et af de japanske stavemåder.
Anvendelser
- Undervisning og sprogstudier: fonetiske transskriptioner hjælper med udtaleundervisning.
- Ordbøger og leksika: præcis gengivelse af udtale ved hjælp af IPA.
- Undertekstning og captioning: transskription af tale til tekst i film og tv.
- Journalistik, retslige og medicinske protokoller: nøjagtige udskrifter af interviews, vidneforklaringer og konsultationer.
- Digitalisering og arkivering: scanning og OCR af bøger, manuskripter og arkivalier.
- Sprog- og lydforskning: dokumentation af truede sprog eller sproglige variationer.
Automatiseret vs. manuel transskription
Der findes i dag mange værktøjer til automatisk talegenkendelse (ASR), som kan transskribere tale hurtigt. Fordelene er hastighed og skalerbarhed; ulemperne kan være lavere nøjagtighed ved støj, dialekter, overlappende tale og fagspecifikke termer. Menneskelige transskribenter er ofte nødvendige for korrektur, kvalitetskontrol og annotering (fx markering af pauser, latter eller uforståelige passager).
Praktiske hensyn og kvalitet
Når man laver transskription, bør man tage stilling til:
- Formål: Skal transskriptionen være ordret (inkl. fyldord og hesitationer) eller redigeret og lettilgængelig?
- Detaljeniveau: Fonetisk (IPA) vs. ortografisk; bred vs. smal transskription.
- Tidsstempler og taleridentifikation: Vigtige i interview, mødeprotokoller og undertekstning.
- Annotationer: Notation for ikke‑verbale lyde ([latter], [hoste]), uforståelige segmenter ([inaudible]) eller signaler fra lydsporet.
- Kvalitetssikring: Gennemlæsning, normalisering af navne og termer, konsistens i stavemåde og valg af transskriptionssystem.
- Etik og fortrolighed: Håndtering af følsomme oplysninger og beskyttelse af deltageres privatliv.
Udfordringer
Typiske problemer ved transskription omfatter:
- Dialekter og varianter af et sprog, som kan gøre standardiseret gengivelse vanskelig.
- Overlappende tale og baggrundsstøj, som reducerer genkendelighed.
- Navne, fagtermer og fremmedord, der kræver research for korrekt gengivelse eller translitteration.
- Beslutninger om hvorvidt non‑verbale elementer skal inkluderes og i hvilken form.
Afsluttende bemærkning
Transskription er en grundlæggende aktivitet i mange fagområder — fra sprogvidenskab og uddannelse til journalistik og digital arkivering. Valget af metode (fonetisk vs. ortografisk, manuel vs. automatisk) afhænger af formålet, krav til nøjagtighed og tilgængelige ressourcer. Kendskab til standarder som internationale fonetiske alfabet og almindeligt brugte translitterationssystemer øger kvaliteten og læsbarheden af transskriptioner.
Efter transskribering
Efter at have transskriberet et ord fra et sprog til et andet sprogs skrift:
- et eller begge sprog kan udvikle sig yderligere. Den oprindelige korrespondance mellem lydene på de to sprog kan ændre sig, og udtalen af det transskriberede ord udvikler sig i en anden retning end den oprindelige udtale.
- det transskriberede ord kan overtages som et låneord i et andet sprog med samme skrift. Dette fører ofte til en anden udtale og stavning end en direkte transskription.
Dette er især tydeligt for græske låneord og egennavne. Græske ord bliver normalt først transskriberet til latin (i overensstemmelse med deres gamle udtale), og derefter lånes de til andre sprog, og til sidst har låneordet udviklet sig i overensstemmelse med målsprogets regler. F.eks. er Aristoteles den i dag anvendte engelske form af navnet på filosoffen, hvis navn på græsk staves Aριστoτέλης (Aristotélēs), som blev transskriberet til latin Aristóteles, hvorfra det blev udlånt til andre sprog og fulgte deres sproglige udvikling.(På det "klassiske" græsk på Aristoteles' tid brugte man ikke små bogstaver, og navnet blev stavet ΑΡΙΣΤΟΤΕΛΗΣ).
Når denne proces fortsætter over flere sprog, kan det være en elendig fejltagelse at formidle den oprindelige udtale. Et gammelt eksempel er sanskritordet dhyāna, der gennem buddhistiske skrifter er blevet overført til det kinesiske ord Ch'an. Ch'an (禪 zenbuddhisme) blev transskriberet fra japansk (ゼン zen) til zen på engelsk. dhyāna til zen er noget af en ændring.
Et andet komplekst problem er den efterfølgende ændring i den "foretrukne" transskription. F.eks. blev ordet, der beskriver en filosofi eller religion i Kina, populariseret på engelsk som Tao og fik termineringen -ism for at give det engelske ord Taoism. Denne transskription afspejler Wade-Giles-systemet. Nyere Pinyin-oversættelser giver Dao og Daoism.
Relaterede sider
- Romanisering
- Translitteration
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er transkription?
A: Transskription er omdannelse af en tekst fra et andet medium, f.eks. menneskelig tale, til skriftlig, maskinskrevet eller trykt form. Det kan også betyde scanning af bøger og fremstilling af digitale versioner.
Spørgsmål: Hvem udfører transskriptioner?
A: En transskriber er en person, der udfører transskriptioner.
Spørgsmål: Hvad er forskellen mellem transskription og translitteration?
A: Transskription indebærer, at man går fra lyd til skrift, mens translitteration skaber en afbildning fra et skrift til et andet, der er udformet til at matche det oprindelige skrift så godt som muligt.
Spørgsmål: Hvad er nogle eksempler på standardtransskriptioner til sproglige formål?
A: Eksempler på standardtransskriptioner til sproglige formål omfatter det internationale fonetiske alfabet (IPA) og dets ASCII-ækvivalent, SAMPA.
Spørgsmål: Hvordan kan man i praksis foretage en transskription til et ikke-alfabetisk sprog?
A: Praktisk transskription kan foretages til et ikke-alfabetisk sprog ved at anvende tegn, der repræsenterer lyde, som ligner dem i originalsproget. F.eks. kan George Bushs navn transskriberes til to kinesiske tegn, der lyder som "Bou-sū" (布殊). På samme måde lånes mange ord fra engelsk og andre vesteuropæiske sprog til japansk og transskriberes ved hjælp af katakana.
Spørgsmål: Hvordan påvirker de forskellige systemer den måde, hvorpå ord transskriberes?
A: De samme ord kan blive transskriberet forskelligt i forskellige systemer; f.eks. skrives Beijing Pei-Ching i Wade Giles-systemet, men Hanyu Pinyin bruger Beijing i stedet.
Søge