The Tell-Tale Heart

Story

"The Tell-Tale Heart" er en historie, der er fortalt i første person, hvilket betyder, at fortælleren fortæller om sine egne følelser og handlinger. Det fremgår ikke af historien, om fortælleren er en mand eller en kvinde.

Fortælleren bor sammen med en gammel mand med et sløret, gribelignende øje. Fortælleren har følelser af paranoia og bliver bange for den gamle mands mærkelige øje. Fortælleren bliver så generet af øjet, at han planlægger at myrde den gamle mand. I mere end en uge sniger fortælleren sig ind på den gamle mands værelse om natten og holder øje med ham og venter på det rette tidspunkt til at slå til. Men den gamle mands øjne er lukkede, hvilket skjuler det skæve øje, og fortælleren mister trangen til at dræbe.

En nat vågner den gamle mand imidlertid, mens fortælleren ser på og afslører øjet. Fortælleren slår til og kvæler den gamle mand med sin egen madras. Fortælleren hugger liget i stykker og gemmer stykkerne under gulvbrædderne. Fortælleren rydder derefter op for at skjule alle spor af forbrydelsen. Da fortælleren fortæller, at politiet (om det er en vrangforestilling eller virkeligt er uklart) reagerer på et opkald fra en nabo, der har hørt et nødråb, opfordrer fortælleren dem til at kigge sig omkring, idet han er sikker på, at de ikke vil finde nogen spor af mordet. De sidder rundt om den gamle mands værelse, lige oven på selve ligets skjulested, og alligevel aner de intet.

Fortælleren begynder imidlertid at høre en svag lyd. Da lyden bliver højere, hallucinerer fortælleren, at det er den gamle mands hjerteslag, der kommer fra under gulvbrædderne. Denne paranoia øges, da betjentene tilsyneladende ikke lægger mærke til lyden, som er høj nok til, at fortælleren indrømmer at have hørt den. Chokeret af hjertets konstante slag og en følelse af, at betjentene må være opmærksomme på hjerteslagene, mister fortælleren kontrollen og tilstår at have dræbt den gamle mand og beder dem om at rive gulvbrædderne op for at afsløre liget.

Gennem hele historien insisterer fortælleren på at være rask, men samtidig giver han indtryk af alvorlige hallucinationer eller paranoia, muligvis forårsaget af skyldfølelse over at have myrdet en ældre mand.

Analyse

"The Tell-Tale Heart" begynder i medias res, midt i en begivenhed. Åbningen er en igangværende samtale mellem fortælleren og en anden person, som ikke identificeres på nogen måde. Der spekuleres i, at fortælleren er ved at tilstå til en fængselsbetjent, en dommer, en avisreporter, en læge eller en psykiater. Hvem det end er, så udløser det fortælleren et behov for at forklare sig meget detaljeret. Det første ord i fortællingen, "Sandt!", er en indrømmelse af hans skyld.

En af drivkræfterne i denne indledning og i hele historien er ikke fortælleren, der insisterer på sin uskyld, men på sin fornuft. Hans trang til at overbevise er imidlertid selvdestruktiv, fordi han fuldt ud indrømmer, at han er skyldig i mord. Hans benægtelse af sindssygdom er baseret på hans systemiske handlinger og præcision - en rationel forklaring på irrationel adfærd (mord). Denne rationalitet undermineres imidlertid af hans manglende motivation ("Object there was none. Passion there was none."). På trods af dette siger han dog, at tanken om mordet "hjemsøgte mig dag og nat". Fortællingens sidste scene er imidlertid et resultat af fortællerens skyldfølelse. Som mange karakterer i den gotiske tradition dikterer hans nerver hans sande natur. På trods af hans bedste forsøg på at forsvare sig, er det fortælleren "overdrevent skarpe sanser", som hjælper ham med at høre hjertet slå i gulvbrædderne, der overbeviser læseren om, at han virkelig er gal. Læserne på Poes tid ville have været særligt interesserede midt i kontroversen om forsvaret for sindssygdom i 1840'erne.

Det er dog uklart, om fortælleren rent faktisk har meget skarpe sanser, eller om han blot forestiller sig ting. Hvis man tror, at hans tilstand er sand, er det, han hører i slutningen af historien, måske ikke den gamle mands hjerte, men dødsvagtsbiller. Fortælleren indrømmer først at høre dødsure i væggen, efter at han har forskrækket den gamle mand fra sin søvn. Ifølge overtro er dødsure et tegn på forestående død. En art af dødsurvagtsbiller slår hovedet mod overflader, formentlig som led i et parringsritual, mens andre udsender en tikkende lyd.

Forholdet mellem den gamle mand og fortælleren er tvetydigt, ligesom deres navne, deres erhverv eller hvor de bor. Faktisk bidrager denne tvetydighed til fortællingen som et ironisk modstykke til den strenge opmærksomhed på detaljerne i handlingen. Fortælleren kan være en af den gamle mands tjenere eller, som det oftest antages, hans søn. I så fald symboliserer den gamle mands "gribbeøje" den forældrenes overvågning og muligvis de faderlige principper om rigtigt og forkert. Mordet på øjet er således en fjernelse af samvittigheden. Øjet kan også repræsentere hemmelighedskræmmeri, hvilket igen spiller på den tvetydige mangel på detaljer om manden eller fortælleren. Først da øjet endelig findes åbent den sidste nat og trænger igennem hemmelighedens slør, bliver mordet udført.

Den tidligere poet laureat Richard Wilbur har foreslået, at fortællingen er en allegorisk fremstilling af Poes digt "To Science". Digtet viser kampen mellem fantasi og videnskab. I "The Tell-Tale Heart" repræsenterer den gamle mand det videnskabelige rationelle sind, mens fortælleren er det fantasifulde.

Publikationshistorik

"The Tell-Tale Heart" blev første gang offentliggjort i det Boston-baserede tidsskrift The Pioneer i januar 1843, redigeret af James Russell Lowell. Poe blev sandsynligvis kun betalt 10 dollars. Den blev revideret en smule, da den blev genudgivet i Broadway Journal i udgaven af 23. august 1845. Den blev genoptrykt flere gange i løbet af Poes levetid.

Tilpasninger

• Pr. 2007-09-01 er der 21 filmatiseringer i Internet Movie Database.
• En animeret filmversion af UPA, læst af James Mason, The Tell-Tale Heart (1953), er med blandt de film, der er bevaret i USA's National Film Registry.
• The Tell-Tale Heart, 1960-version.
• En oplæsning af historien blev opført af Winifred Phillips, med musik komponeret af hende, som en del af NPR's "Tales by American Masters"-serie i 1998 og udgivet på DH Audio.
• Det canadiske radioprogram Nightfall præsenterede en bearbejdning den 1. august 1980.

Arbejder inspireret

Musik

• "The Tell-Tale Heart" er en af flere sange inspireret af Poe-historier på albummet Tales of Mystery and Imagination (original version 1976, CD remix 1987) af The Alan Parsons Project. Den er sunget af Arthur Brown.
• På 2003udgav Lou Reed konceptalbummet The Raven, der består af flere værker inspireret af Poe, herunder nummeret "The Tell-Tale Heart".
• På Insane Clown Posse's album The Riddlebox fra 1995 er nummeret "Ol' Evil Eye" inspireret af denne historie.
• Sangen "Ride the Wings of Pestilence" af det californiske post-hardcore band From First to Last har ligheder med "The Tell-Tale Heart". Dette er dog aldrig blevet bekræftet.

Fjernsyn

• I et afsnit af The Simpsons ("Lisa's Rival", 11. september 1994) blev der vist en "Tell-Tale Heart"-inspireret hævnhandling mellem Lisa og en ny elev. I episoden skjuler Lisa den konkurrerende elevs diorama af historien og erstatter det med et ægte dyrehjerte. Da hendes skyldfølelse stiger, tror hun, at hun hører dioramaets hjerte banke under gulvbrædderne.
• I et afsnit af sæson 1 af SpongeBob Firkant, "Squeaky Boots", begraver hr. Krabs et par knirkende støvler under gulvbrædderne, men begynder at høre lyden mere og mere, før han knækker dem op og graver dem op og siger: "Det er de hæslige støvlers knirken!"