Rumfærgen Challenger (OV-099) var den anden rumfærge, som NASA brugte til at flyve ud i det ydre rum. Rumfærgen gik i stykker 73 sekunder efter starten fra Cape Canaveral den 28. januar 1986. Alle syv astronauter, der var ombord på den på det tidspunkt, blev dræbt. Nedstyrtningen skete, fordi et gummirør kaldet en o-ring ikke udvidede sig for at udfylde et hul i en af boosterraketterne på grund af det kolde vejr.
Challenger er opkaldt efter et skib fra Royal Navy, der udforskede Stillehavet og Atlanterhavet fra 1872 til 1876. Challenger var også navnet på Apollo 17's måneudflugtsmodul.
Hvad skete der 28. januar 1986?
Rumfærgen, som på denne mission havde kaldet STS-51-L, lettede om morgenen 28. januar 1986. 73 sekunder efter liftoff brød missionen sammen i luften og eksploderede visuelt set; styrten dræbte alle syv mennesker ombord.
Crewet bestod af:
- Francis R. "Dick" Scobee (kommandør)
- Michael J. Smith (pilot)
- Ronald McNair (mission specialist)
- Ellison Onizuka (mission specialist)
- Judith Resnik (mission specialist)
- Gregory Jarvis (payload specialist)
- Christa McAuliffe (payload specialist, udvalgt som lærer til eleverne)
Årsagen til nedstyrtningen
Den direkte tekniske årsag var, at en af de elastiske tætningsringe — den såkaldte O-ring — ikke fungerede korrekt i et led (field joint) mellem to dele af en af de faste boosterraketter (SRB). Disse O-ringe skulle tætne mod varme og gas, når boosterne arbejdede. Ved den lave temperatur på affyringsdagen mistede gummiet elasticitet og kunne ikke hurtigt nok lukke tætningsmellemrummet. Det tillod varme og gas at slippe ud og skabe en brændende gasstråle, som efter kort tid gennemborede den ydre tank eller ødelagde bærerstrukturen, så hele rumfærgen brød op.
Fejlen fremgik senere tydeligt i videomateriale, telemetridata og fra undersøgelser af vragrester, der viste tegn på gennemtrængning fra højtemperaturgasser i området omkring den højre SRB.
Undersøgelsen og rapporterne
Efter ulykken nedsatte myndighederne Rogers-kommissionen, der undersøgte både de tekniske forhold og beslutningsprocesserne i NASA og hos underleverandører. Undersøgelsen viste ikke alene en teknisk svaghed i designet af SRB-leddene, men også alvorlige organisatoriske og kommunikationsmæssige fejl:
- Flere ingeniører fra boosterrakettens producent advarede om risikoen ved så lave temperaturer, men advarslerne nåede ikke effektivt frem til beslutningstagerne.
- Beslutningen om at gennemføre affyringen blev påvirket af tidspres og en kultur, hvor tidsplaner nogle gange vejede tungere end sikkerhedsbekymringer.
Rogers-kommissionen anbefalede ændringer i både teknisk udformning og i NASA's sikkerhedskultur, herunder bedre uafhængig review, klarere kommunikationslinjer og organisatoriske reformer.
Konsekvenser og forbedringer
Som følge af katastrofen blev rumfærgeprogrammet midlertidigt standset, og gennemgangen førte til omfattende redesign af SRB-leddene og andre sikkerhedsforbedringer. Rumfærgeprogrammet fløj først igen i 1988, efter at ændringerne var indført og testet.
Der blev også indført organisatoriske ændringer i NASA for at forbedre risikohåndtering og teknisk uafhængig kontrol. Den tragiske hændelse førte til øget fokus på åben kommunikation mellem teknikere og ledelse og betonede, hvor vigtigt det er at tage ingeniørers bekymringer alvorligt.
Eftermæle
Challenger-ulykken fik stor publicitet og berørte mange, ikke mindst fordi en af passagererne, Christa McAuliffe, var udvalgt som den første lærer, der skulle undervise fra rummet. Ulykken førte til ændringer i både NASA's procedurer og i offentlighedens opfattelse af rumfartsrisiko. Der findes flere mindesmærker og arrangementer til ære for de omkomne, og ulykken bruges fortsat som et vigtigt eksempel i undervisning om ingeniøretik, sikkerhedskultur og risikostyring.
