Barnards stjerne, også kendt som Barnards løbske stjerne, er en rød dværgstjerne med meget lav masse, der befinder sig ca. seks lysår fra Jorden i stjernebilledet Ophiuchus (Slangeholderen). Den er meget gammel og bevæger sig relativt hurtigt.

I 1916 målte den amerikanske astronom E. E. Barnard dens egenbevægelse til 10,3 buesekunder om året. Dette er den største kendte egenbevægelse for en stjerne i forhold til Solen. Barnards stjerne befinder sig i en afstand på ca. 1,8 parsec fra Solsystemet, eller knap seks lysår, og er den nærmeste kendte stjerne i stjernebilledet Ophiuchus og den fjerde nærmeste kendte individuelle stjerne i forhold til Solen efter de tre komponenter i Alpha Centauri-systemet. På trods af sin nærhed er Barnards Stjerne med en svag tilsyneladende størrelsesgrad på omkring ni ikke synlig med det blotte øje; den er dog meget lysere i infrarødt lys end i synligtlys.

Egenskaber

Barnards stjerne er en klassisk rød dværg med lav masse og lav lysstyrke. Den tilhører den lave ende af hovedseriens stjerner og udsender kun en lille brøkdel af Solens energi i synligt lys, mens den relative emission i det infrarøde er større. Den har en masse og radius, der er en brøkdel af Solens, langsom rotation og en lav overfladetemperatur sammenlignet med Solen. Den anses for at være meget gammel — ofte skønnet til flere milliarder år — og viser relativt lille magnetisk aktivitet sammenlignet med yngre, mere aktive røde dværge, selvom den lejlighedsvis kan fremvise kraftige flares.

Bevægelse og nærhed

Barnards stjerne er bemærkelsesværdig på grund af sin store egenbevægelse, dvs. dens tilsyneladende bevægelse hen over himlen som følge af dens nære afstand og hastighed relativt til Solen. Den målte værdi på 10,3 buesekunder pr. år er den største kendte for en enkelt stjerne i forhold til Solen. Derudover bevæger den sig også i retning mod os med en betydelig radiel hastighed (af størrelsesordenen nogle hundrede kilometer i sekundet), hvilket betyder, at dens relative placering i forhold til Solsystemet vil ændre sig over tusinder af år. I løbet af de næste titusinder af år forventes dens afstand at variere, med en prognose om en tættere passage end nu før eller senere i denne tidsskala.

Søgning efter planeter

Barnards stjerne har længe været genstand for søgning efter eksoplaneter. Historisk blev der fremsat påstande om en planet i midten af 1900-tallet, som senere ikke blev bekræftet. I nyere tid blev der rapporteret en kandidat, ofte omtalt som "Barnard's Star b", en mulig kold superjord med meget lav masse og en længere orbitalperiode. Denne kandidat er baseret på målinger af stjernens radiale hastighed, men eksistensen af en eller flere planeter omkring Barnards stjerne har været og er stadig genstand for debat og yderligere observationer for at sikre bekræftelse.

Observation og historisk betydning

Barnards stjerne er et vigtigt objekt inden for astronomiens historie og studiet af nære stjerner. Opdagelsen af dens store egenbevægelse af E. E. Barnard i starten af 1900-tallet var med til at demonstrere, hvor forskelligartet nære stjerner kan være både i hastighed og afstand. Fordi stjernen er så tæt på os, er den også et yndet mål for detaljerede studier af stjerners atmosfærer, flares, rotation og søgning efter planeter ved hjælp af præcisionsmålinger.

Praktiske observationsdata

  • Afstand: ca. 1,8 parsec (knap 6 lysår).
  • Tilsyneladende størrelsesgrad: omkring 9 (ikke synlig med det blotte øje).
  • Egenbevægelse: 10,3 buesekunder/år — største kendte for en stjerne i forhold til Solen.
  • Spektraltype og aktivitet: rød dværg med lav overfladetemperatur og relativt lav, men til tider flaret magnetisk aktivitet.

Selvom Barnards stjerne ikke er et spektakulært syn for den nøgterne observatør uden udstyr, spiller den en vigtig rolle i forståelsen af nære stjerner, stjernehastigheder og i søgningen efter små, kolde planeter tæt på Solen.