Alpha Centauri er den klareste stjerne i det sydlige stjernebillede Centaurus. Den er den fjerde klareste stjerne på nattehimlen med en magnitude på -0,01 (Alpha Centauri A alene); de to hovedkomponenter A og B har tilsammen en synlighed på omkring -0,27. Systemet er bedst synligt fra den sydlige halvkugle og ligger så langt mod syd, at det er for langt sydpå til at kunne ses af det meste af den nordlige halvkugle.

Alpha Centauri er et binært stjernesystem bestående af to stjerner, kaldet A og B. Afstanden mellem dem varierer i deres elliptiske bane, men middelafstanden (halvstorakse) er cirka 23,4 AU, hvilket betyder, at deres indbyrdes afstand ligger i samme størrelsesorden som afstanden mellem Solen og de ydre kæmpeplaneter. Deres kredsløb varer omkring 79,9 år, og excentriciteten er høj (~0,52), så afstanden svinger fra cirka 11 AU ved periastron til omkring 36 AU ved apastron. For det blotte øje fremtræder A og B som en enkelt, meget lysende plet, men gennem et lille teleskop eller gode kikkert kan man let se dem som to adskilte stjerner.

Der er en tredje stjerne, Proxima Centauri (også kaldet Alpha Centauri C). Den bliver ofte beskrevet separat, fordi den ligger langt fra A og B, men den er faktisk gravitationelt forbundet med dem og danner tilsammen det nærmeste stjernesystem til Solen. Proxima ligger en anelse tættere på os end A og B.

Afstand, størrelser og spektraltyper

  • Alpha Centauri AB ligger omkring 4,37 lysår (ca. 1,34 parsec) fra Solen.
  • Proxima Centauri ligger cirka 4,24 lysår (ca. 1,30 parsec) væk og er dermed den nærmeste stjerne til Solen.
  • Spektraltyper: Alpha Centauri A er en G2V-stjerne (ligner Solen), B er en K1V-stjerne (en lidt koldere, orange dværg), og Proxima er en rød dværg af typen M5–M6 (ofte angivet som M5.5Ve).
  • Stjernemasser: Alpha Centauri A har omtrent 1,1 gange Solens masse, B omkring 0,9 M☉ og Proxima omkring 0,12 M☉ (ca. 12 % af Solens masse).
  • Apparente størrelser: A ≈ -0,01, B ≈ 1,33, og Proxima er meget svagere (ca. 11.0 i visuel magnitude), så Proxima er ikke synlig uden teleskop.

Planeter og videnskabelig interesse

Proxima Centauri har fået særlig opmærksomhed fordi den har mindst én kendt planet, kaldet Proxima b, opdaget i 2016 ved radialhastighedsmetoder. Proxima b har en lav minimumsmasse (på størrelsesorden jordens masse) og kredser tæt omkring sin stjerne med en omløbstid på blot omkring 11–12 dage — den ligger i eller tæt på stjernens beboelige zone, men dens faktiske overfladeforhold afhænger af atmosfære og strålingsforhold, da røde dværge kan være udsatte for kraftige stjerneudbrud. Der er desuden foreslået yderligere kandidater (fx Proxima c), men disse er stadig genstand for videre bekræftelse og forskning.

Som det nærmeste stjernesystem er Alpha Centauri et oplagt mål for både astronomiske observationer og fremtidige koncepter for interstellare sonder (fx Breakthrough Starshot). Systemets nærhed gør det muligt at studere stjerners sole-lignende egenskaber, stjernedynamik og mulige planeter i relativt stor detalje sammenlignet med fjerne exoplanetsystemer.

Historie, navne og observation

Alpha Centauri har været kendt i årtusinder under forskellige navne; den mest brugte traditionelle betegnelse er "Rigil Kentaurus" (fra arabisk/latin). Proxima blev opdaget som en separat, nærstående stjerne i begyndelsen af det 20. århundrede af den skotske astronom Robert Innes (cirka 1915), da man målte dens parallakse og fandt, at den var nærmere end de andre to.

Hvordan man ser systemet: Fra den sydlige halvkugle står Alpha Centauri højt på himlen og er let at finde som en meget klar stjerne i Centaurus. På den nordlige halvkugle er den kun synlig tættere på Ækvator og i lavere bredder; i store dele af de nordlige regioner er den ikke synlig. Et lille teleskop eller gode kikkert kan adskille A og B, mens Proxima kræver et større teleskop eller fotoudstyr på grund af sin lave lysstyrke.

Hvorfor Alpha Centauri betyder meget

Alpha Centauri-systemet er af afgørende betydning for astronomi og for vores forståelse af naboskabets stjerner: det er det tættest beliggende stjernesystem, har en sol-lignende komponent og mindst én planet i den beboelige zone. Systemet fungerer som referencepunkt for studier af stjernedynamik, formation af planeter og for fremtidige teknologiske planer om interstellare missioner.