Sidesadelridning: Definition, teknik, historie og konkurrencer

Sidesadelridning: Lær definition, teknik, historie og konkurrenceformer — elegant ridning, tradition og tips til junior- og seniorklasser.

Ridning på siden er en særlig form for ridning på hesteryg, hvor rytteren sidder med begge ben på samme side af hesten i en speciel sadel. Hvor almindelig ridning (astride) har rytteren med et ben på hver side af hesten, sidder sidesadelrytteren med benene samlet og næsten lukkede — en stilling, der historisk set blev anset for mere beskeden og feminin. Sidesadel anvendes især af piger og kvinder, men i dag findes også mænd, der udøver disciplinen.

Definition og teknik

Sidesadelridning kræver en særlig teknik og en sadel, der er konstrueret til at holde rytteren sikkert på plads. Moderne sidesadler har en kombination af pommel (en hornlignende frembygning), ofte en »leaping head« (et øvre horn) og et lavere horn, som sammen hjælper med at fastholde rytteren ved bevægelse og spring. Rytteren sidder med overkroppen oprejst, hofter vendt lidt ind mod hestens ryg og vægten jævnt fordelt.

Vigtige tekniske elementer:

• Mounting: rytteren går normalt op på sadlen fra hestens sider (ofte fra en mounting-block eller ved hjælp af en stige), så det sker roligt og sikkert.
• Kropsholdning: en lige ryg, lange linjer i armene og blød kontakt i hånden er centrale for korrekt sidesadelstil.
• Benstilling: begge ben ligger på samme side — typisk venstre side af hesten — hvor det øverste ben er bøjet og ligger langs hestens side, og det nederste ben er tæt ind mod kroppen eller under det øverste, afhængigt af sadeltype og disciplin.
• Sikkerhed: moderne undervisning vægter korrekt sadeltilpasning, passende styrke- og balanceøvelser for rytteren samt træning i sikker mounting og afstigning.

Udstyr

Udover selve sadlen benyttes ofte ekstraudstyr, der øger sikkerheden og komforten, for eksempel særlige gjorder, brystplader eller crupper til jagt og spring, samt passende tøj der tillader den lukkede benstilling. Sidesadelkonstruerede stigbøjler og sadelgjordes placering kan afvige fra almindelig astride-udstyr for at sikre stabilitet.

Historie

Sidesadlen har rødder tilbage i middelalderen, hvor den blev brugt af kvinder af hensyn til anstændighed og beklædning. I løbet af 1600- til 1800-tallet udviklede sadlens form sig, og den blev et fast element i overklassekvinders udstyr til jagt, parader og hverdagsridning. I det 19. århundrede opnåede sidesaddlen stor udbredelse i Europa og Nordamerika som det foretrukne redskab for damer i ridesstyrke og selskabelig ridning. Selvom astride-ridning siden er blevet dominerende, har sidesadelridningen oplevet en genopblussen i moderne tid som sportsgren, hobby og kulturarv.

Konkurrencer og klasser

Sidesadel konkurrencer findes både som rene sidesadel-klasser og som særskilte kategorier inden for stalddiscipliner. Der er ofte opdeling i junior- og seniorklasser, som nævnt tidligere, samt klasser for nybegyndere og erfarne ryttere. Typiske sidesadelklasser omfatter:

• Sidesaddle flatwork (dressur- eller grundarbejde)
• Sidesaddle show (turnout — bedømmelse af hest og rytter i præsentation og korrekt optræden)
• Sidesaddle showjumping eller jagt (i lande hvor dette praktiseres, med specielt tilpassede regler)
• Parader og historiske opvisninger

Ved bedømmelse lægges vægt på hestens måde, lydighed, takt og gangarter, samt rytterens position, smidighed og evne til at opretholde korrekt sidesadelholdning. Deltagelse kan være opdelt i junior- og seniorklasser, ligesom specialklasser kan findes for både nybegyndere og mestre.

Træning og sikkerhed

Træning i sidesadel starter ofte på jorden med balanceøvelser og passende instruktion i mounting og korrekt brug af sadelens sikringsdele. Hesten skal også vænnes til rytteren i den specielle position, så den forbliver lige og lyttende. Mange rideskoler og sidesadelforeninger tilbyder kurser, hvor både teknik, udstyr og sikkerhed indøves.

Moderne rolle

I dag dyrkes sidesadel både som konkurrencegren og som kulturel bevarelse. Mange ryttere vælger sidesadlen for æstetikken, traditionen eller personlige behov — eksempelvis ved skader, hvor en lukket benstilling kan opleves som mere komfortabel. Sidesadelridning har desuden en aktiv formidlingsrolle i historiske opvisninger og jagttraditioner.

Samlet set kombinerer sidesadelridning tradition, teknisk disciplin og æstetik. Den kræver særligt udstyr, specifik træning og respekt for både rytters og hests sikkerhed, og den har stadig sine faste pladser i konkurrencer og opvisninger — både i junior- og seniorklasser.

I historien

Kvinder, der sidder ved siden af en hest for at ride, begyndte i oldtiden. Det blev senere populært i de europæiske lande i middelalderen. Det gav kvinder med nederdele en måde at ride på en hest på en beskeden måde, samtidig med at de kunne bære deres fine tøj. Det er stadig populært blandt nogle moderne ryttere.

 
Katarina den Store ridende i sidesadlen af Georg Christoph Grooth (1716-49)  

Søg efter bogstav