Shah Jahan: Mogulkejseren bag Taj Mahal og Indiens gyldne kunstalder
Shah Jahan — mogulkejseren bag Taj Mahal: hans regeringstid formede Indiens gyldne kunstalder med storslået arkitektur, pragtfulde monumenter og evig kærlighed.
Shahab-ud-din Muhammed Khurram (5. januar 1592 - 22. januar 1666), bedre kendt under sit regeringsnavn Shah Jahan (persisk: "Verdens konge"), var mogulkejseren i Indien fra 1628 til 1658. Han var den femte hersker i mogul-dynastiet
Hans regeringstid anses for at være mogulernes gyldne tidsalder for kunst og arkitektur. Shah Jahan er bedst kendt for at have opført mange pragtfulde monumenter, hvoraf det mest berømte i hele verden er Taj Mahal i Agra, der blev bygget i 1632-1648 som gravsted for hans elskede hustru Mumtaz Mahal.
Tidlige år og magtovertagelse
Shah Jahan blev født som prins Khurram og var søn af kejser Jahangir. Som ung kom han til at spille en aktiv rolle i rigets militære og administrative opgaver: han var guvernør (subahdar) i provinser som Deccan og Bengal og førte felttog, der gav ham både erfaring og støtte blandt hæren. Efter Jahangirs død fulgte en periode med intriger ved hoffet, hvor forskellige fraktioner gjorde krav på magten. I 1628 sikrede Khurram sig tronen og antog titlen Shah Jahan.
Regeringstid og administration
Under Shah Jahans regeringstid styrkede riget stadig en centraliseret administration med en stærk kejsermagt. Han videreførte mange af de forvaltningsprincipper, som hans forgængere havde udbygget, og gjorde persisk sprog og kultur til hofkulturens centrum. Samtidig var hans epoch præget af stærk æstetisk sans i både offentlig og privat byggeri, og han støttede kunstnere, digtere, arkitekter og håndværkere i stor skala.
Arkitektur, kunst og kultur
Det er især inden for arkitektur og dekorativ kunst, at Shah Jahans navn står mest frem. Hans byggeprojekter kombinerede islamiske, persiske og indiske traditioner og udviklede det, man i dag kalder den "shahjahaniske" stil:
- Taj Mahal i Agra — et mausoleum i hvid marmor, kendt for sin symmetri, pietra dura (indre sten-inlægninger), kalligrafi og omgivende charbagh-haver. Det blev opført til minde om hans hustru Mumtaz Mahal og er i dag et af verdens mest genkendelige monumenter.
- Røde Fort (Lal Qila) i Delhi — Shah Jahan lod opføre en ny kejserlig residens i rød sandsten, hvor han samlede administration og ceremonier. Fortet rummer både praktiske og overdådige bygningsværker.
- Jama Masjid i Delhi og mindre moskeer som Moti Masjid — eksempler på hans patronat af religiøse bygninger, ofte karakteriseret ved omfattende marmorarbejde.
- Udfoldelsen af mughalminiatyrmaleri, tekstilkunst og juvelarbejde — hoffet blev en magnet for håndværkere fra hele regionen, og stilen fra denne periode påvirkede efterfølgende generationer af kunstnere.
Militærpolitik og økonomi
Shah Jahans lange byggeprogrammer krævede store ressourcer, og dette satte pres på statskassen. Der var samtidig militære kampagner, især i Deccan-regionen, som var både dyre og langvarige. De økonomiske byrder, kombineret med dynastiske stridigheder, svækkede på længere sigt rigets økonomiske stabilitet.
Familie, fald og tilfangetagelse
Shah Jahan havde flere sønner, hvoraf de mest kendte er Dara Shikoh, Shah Shuja, Aurangzeb og Murad Baksh. Da Shah Jahan i 1657 blev syg, udbrød arvefølgestridigheder. Efter blodige kampe mellem brødrene stod Aurangzeb som sejrherren og afsatte sin far i 1658. Shah Jahan tilbragte sine sidste år fængslet i Agra Fort, hvor han efter sigende kunne se Taj Mahal fra sine lejligheder, indtil hans død i 1666. Han blev begravet ved siden af Mumtaz Mahal i Taj Mahal.
Eftermæle og betydning
Shah Jahans regeringstid markerer en højde i mogulkunstens og -arkitekturens udvikling. Hans monumenter, især Taj Mahal, er i dag kulturelle og historiske fyrtårne, anerkendt verden over og beskyttet som kulturelle arvsteder. Samtidig kritiserer historikere ofte hans sene års præferencer for overdådige projekter som medvirkende til økonomisk belastning og til de forhold, der førte til dynastisk ustabilitet under hans efterfølgere.
Samlet står Shah Jahan tilbage som en kompleks skikkelse: en mægtig bygherre og kunstens velgører, men også en hersker hvis valg havde langtrækkende konsekvenser for Mughalrigets fremtid.
Kejser Shah Jahan
Familie
Akbarabadi Mahal, Kandahari Mahal, (den mest elskede hustru) Mumtaz Mahal, Hasina Begum Sahiba, Muti Begum Sahiba, Qudsia Begum Sahiba, Fatehpuri Mahal Sahiba, Sarhindi Begum Sahiba og Shrimati Manbhavathi Baiji Lal Sahiba var Shah Jahan's hustruer.
Fødsel
Shah Jahan (også kendt som prins Khurram) blev født den 5. januar bilal rehman 1592 i Lahore, Pakistan, og var den tredje søn af prins Salim (senere kendt som Jahangir efter hans tronbestigelse). Hans mor var en Rajput-prinsesse fra Marwar ved navn prinsesse Jagat Gosaini (hendes officielle navn i mogulkrønikerne var Bilqis Makani). Navnet "Khurram" (glædelig) blev valgt til den unge prins af hans bedstefar, kejser Akbar, som den unge prins var tæt knyttet til.
Lige før Shah Jahans fødsel havde en spåmand angiveligt forudsagt den barnløse kejserinde Ruqaiya Sultan Begum, Akbars første hustru og hovedgemal, at det endnu ufødte barn var bestemt til kejserlig storhed. Så da Shah Jahan blev født i 1592 og kun var seks dage gammel, beordrede Akbar, at prinsen skulle tages fra sin mor og overgives til Ruqaiya, så han kunne vokse op under hendes omsorg, og Akbar kunne opfylde sin kones ønske om at opfostre en mogulkejserske. Ruqaiya overtog hovedansvaret for Shah Jahans opdragelse, og han voksede op under hendes omsorg. De to delte et tæt forhold til hinanden, som Salim bemærkede i sine erindringer, at Ruqaiya havde elsket sin søn [Shah Jahan ], "tusind gange mere, end hvis han havde været hendes egen [søn]".
Shah Jahan blev hos hende [Ruqaiya], indtil han var blevet næsten 14 år. Efter Akbars død i 1605 fik den unge prins [Khurram] lov til at vende tilbage til sin fars husstand og dermed være tættere på sin biologiske mor.
Uddannelse
Som barn fik Shah Jahan en bred uddannelse, der passede til hans status som mogulprins, hvilket omfattede kamptræning og eksponering for en bred vifte af kulturel kunst, såsom poesi og musik, hvoraf det meste ifølge hofkrønikeskrivere blev oplært af Akbar og Ruqaiya. I 1605, da Akbar lå på sit dødsleje, blev Shah Jahan, som på dette tidspunkt var 13 år, ved hans seng og nægtede at røre sig, selv efter at hans mor havde forsøgt at hente ham tilbage. I betragtning af de politisk usikre tider umiddelbart forud for Akbars død var Shah Jahan i en rimelig grad i fysisk fare for at blive skadet af sin fars politiske modstandere, og hans opførsel på dette tidspunkt kan forstås som en forløber for det mod, som han senere skulle blive kendt for,han var også kendt for sin intelligente hjerne og sine kreative idéer.
Guvernørpost
Deccan 1611-1612, Bihar 1613-1614, Gujarat 1614-1618, Delhi 1623-1627, Bengalen 1624-1625, Bihar 1625-1627
Religiøs holdning
Shah Jahan leder mogulhæren, øverst til venstre krigselefanter med den legendariske Zulfiqar's emblemer i form af elefantbjørne. Shah Jahan var mere radikal i sin tankegang end sin far og bedstefar. Ved sin tronbestigelse vedtog han en ny politik, der vendte Akbars behandling af ikke-muslimer. I 1633, hans sjette regeringsår, begyndte Shah Jahan at gennemtvinge sin fortolkning af sharia-bestemmelserne mod opførelse eller reparation af kirker og templer og beordrede efterfølgende nedrivning af nyopførte hinduistiske templer. Han fejrede islamiske højtider med stor pomp og pragt og med en entusiasme, som hans forgængere ikke kendte til. Den længe slumrende kongelige interesse for de hellige byer blev også genoplivet under hans regeringstid.
Søge