Menmaatre Seti I (eller Sethos I på græsk) var en farao fra det 19. dynasti i Det Nye Rige. Han var søn af Ramses I og dronning Sitre og far til Ramses II.

Regeringstid og navne

Som det er tilfældet med alle datoer i det gamle Egypten, er de faktiske datoer for hans regeringstid uklare. Forskellige historikere angiver lidt forskellige årstal; de mest anvendte intervaller i nutidig forskning er typisk 1294–1279 f.Kr. eller 1290–1279 f.Kr. Setis højst dokumenterede regnalår er år 11, hvilket stemmer overens med en relativt kort, men virksom regeringstid på omkring et årti.

Navnet "Seti" betyder "af Set", hvilket angiver hans hengivenhed til guden Set (eller "Seth"). Som de fleste faraoer bar han flere navne. Ved sin opstigning fik han prænomenet "mn-m3't-r' ", normalt vokaliseret Menmaatre, hvilket betyder "Evig er Re's retfærdighed". Hans nomen (fødselsnavn) translittereres ofte som "sty mry-n-ptḥ" eller Sety Merenptah, "Mand af Set, elsket af Ptah".

Militære kampagner og Kadesh

Den største bedrift i Seti I's udenrigspolitik var erobringen af den syriske by Kadesh og det tilstødende Amurru fra det hittitiske rige. Egypten havde ikke haft fast kontrol over Kadesh siden Akhenatons tid. Seti I besejrede en hittittisk hær, gik ind i Kadesh i triumf sammen med sin søn Ramses II og opstillede en sejrsstele på stedet.

Det lykkedes ham dog kun midlertidigt at indlemme Kadesh; byen vendte hurtigt tilbage til hittitternes kontrol, dels fordi Egypten ikke ønskede eller kunne opretholde en permanent storstyrke så langt fra hjemlandet, og dels fordi regionens magtbalance var stærk omkring Hatti. Den traditionelle fremstilling af Setis kampagner som en fuldstændig "genopretning" af det egyptiske imperium er derfor blevet nuanceret af moderne forskning: bortset fra de nordlige grænseprovinser Kadesh og Amurru i Syrien og dele af Libanon var der ikke tale om et fuldstændigt tabt imperium under Akhenaton.

Ud over de syriske felttog førte Seti I også operationer for at sikre de sydlige grænser i Nubien og genetablere egyptisk autoritet i Kanaán. Han efterlod et betydeligt krigsmonument, der hylder hans bedrifter, og flere tekster og relieffer fremhæver hans personlige rolle på slagmarken.

Bygningsværker, kunst og religion

Seti I stod for omfattende bygge- og restaureringsarbejder i hele Egypten. Blandt hans vigtigste monumenter er:

  • Templet i Abydos, hvor den berømte Abydos-kongeliste findes — en vigtig kilde til den egyptiske dynastiske rækkefølge.
  • Mange arbejder og reliefudskæringer i Karnak, hvor han både tilføjede og restaurerede haller og relieffer i Amun-komplekset.
  • Sine tidlige planer og opførelser af et mortuary-temple ved Qurna nær Theben, samt andre bygningsværker i hovedstædens område.

Setis kunstneriske program er kendt for høj kvalitet og fint udskårne reliefs, og hans tidlige regeringstid bragte en del restaurering af tidligere monumenter. Hans regeringstid markerer en æstetisk højtid i det Nye Riges dekorative reliefarbejde og tematiske program, hvor faraoens militære og religiøse roller begge blev fremhævet.

Grav, død og eftermæle

Seti I blev begravet i Kongernes Dal i grav KV17, som er en af de længste og mest imponerende grave fra Det Nye Rige med rigt bevarende vægdekorationer. KV17 blev genopdaget i moderne tid af arkæologen Giovanni Battista Belzoni i 1817. Hans sarkofag i alabast er et usædvanligt kunstværk og findes i dag i Sir John Soane's Museum i London.

Seti I efterlod en stærk institutionel og bygningsmæssig arv, som hans søn Ramses II videreførte og udbyggede. Mange af Setis monumenter blev genbrugt eller videreført under Ramses II, og hans felttog mod Hittitterne lagde i sidste ende grunden til den politiske situation, som senere førte til de berømte traktater og diplomati i området.

Betydning

Seti I står som en af Det Nye Riges markante faraoer: militært aktiv, religiøst engageret og kulturelt betydningsfuld. Hans monumenter og især hans grav har givet eftertiden rige kilder til forståelse af 19. dynastis politiske ambitioner, kunstneriske standarder og begravelsesritualer.

Selvom hans regeringstid var relativt kort, var den præget af målrettede kampagner, omfattende byggeprojekter og en klar bestræbelse på at genoprette og dokumentere kongelig autoritet i både indre og ydre sager.