Samael (hebraisk: סמא) (også Sammael og Şamil) er en ærkeengel i talmudisk og posttalmudisk tro og historier samt i kristen tradition og dæmonologi. I forskellige tekster optræder han med mange roller: beskytter af Esaus som skytsengel, en mægtig dommer og straffende ånd, og i nogle fremstillinger leder af de onde ånder.
Etymologi og navneformer
Navnet Samael tolkes ofte som «Guds gift» (fra hebraisk sama = gift og el = Gud), men der findes flere fortolkninger, f.eks. «Guds blindhed» eller «Guds straffende kraft». Navnet forekommer i mange varianter i både jødisk og kristen litteratur, og det er grunden til, at han i senere traditioner let bliver sammenfattet med figurer som Satan.
I jødisk tradition: ambivalens mellem tjener og modstander
I talmudiske og midrashiske kilder fremstår Samael ofte ambivalent. På den ene side beskrives han som en af Herrens tjenere, udsendt for at udføre Guds domme; på den anden side beskrives han som en mægtig anklager og som leder af onde magter. I nogle tekster nævnes han som en form for dødsengel, en skikkelse der fører sjæle bort eller bringer menneskelig død.
Flere posttalmudiske kilder og kabbalistiske værker (især Sefer ha‑Zohar) skildrer Samael som øverste leder i en verden af dæmoner og i nogle fremstillinger som Liliths ægtemand. Samtidig bevares ideen om, at hans magt i sidste instans står under Guds kontrol; han er altså både straffende hånd og modspiller i det guddommelige drama.
Samael og Satan
Samael bliver ofte sidestillet med Satan, fordi hans opgaver hyppigt er dystre og destruktive: at friste, anklage, straffe og føre sjæle bort. I jødisk tradition er der dog ikke altid en entydig lighed mellem de to figurer. Hvor Satan i bibelsk forstand ofte fungerer som anklager (som i Jobs bog), føres Samael i senere litteratur sammen med ideen om en mere systematisk ledelse af onde væsener.
Skytsengel for Esau og romersk magt
En tilbagevendende idé i midrashisk litteratur er, at Samael er skytsengelen for Esaus og dermed for det fjerne, ofte fjendtlige, imperium (i nogle fortolkninger identificeret med Rom). Dette afspejler en klassisk jødisk måde at personificere nationale fjender som overnaturlige kræfter på.
I kristen tradition og senere dæmonologi
I kristen middelalderlig og postmiddelalderlig demonologi bliver Samael ofte inkorporeret i beskrivelser af faldne engle og djævlehierarkier. Han optræder i nogle okkulte tekster og folkelige fremstillinger som en af de mægtigste dæmoner, og i populærkultur og litteratur trækkes han somme tider sammen med Satan eller præsenteres som en arketypisk «dødens» eller «fristerens» skikkelse.
Rolle som dødsengel og frister
I mange kilder optræder Samael som englen der udfører dødsdomme eller som den, der bringer sygdom og død. Samtidig findes der tekster, der placerer ham som fristeren — i nogle kilder omtales en forbindelse til den fristelse, der førte til menneskets fald. Disse motiver fremhæver figurens dobbelte karakter: både som redskab for guddommelig retfærdighed og som agent for ødelæggelse.
Ikonografi, litteratur og moderne modtagelse
Samael optræder ikke hyppigt i tidlig religiøs billedkunst, men i middelalderlig og moderne kunst og fiktion bruges han ofte som symbol på død, fare eller det onde. I moderne esoteriske og populære værker er han blevet et emne for romaner, fantasy og okkulte tekster, hvor hans rolle skifter fra djævelens fremtrædende leder til ambigu skæbnemagt.
Afsluttende bemærkninger
Samlet set er Samael en kompleks skikkelse med mange og til tider modstridende funktioner: ærkeengel, dødsengel, anklager, frister, beskytter af bestemte folkeslag og leder for onde ånder. I både jødisk og kristen tradition illustrerer han, hvordan forestillinger om det onde ofte sameksisterer med ideen om, at også straffende og svære sider af virkeligheden er underlagt en højere, guddommelig orden.
